En billedstorm af kærlighed
Phantom Thread
Paul Thomas Anderson, 2017
Kærlighed er sandsynligvis det hyppigste emne inden for fortællekunsterne. I litteratur, teater, film og musik er kærlighed under konstant behandling. Tilbage står vi med mange myter og få sandheder, og det kan være svært at afgøre, om konceptet ægte kærlighed er en kliché i sig selv. Det er i hvert fald ofte klicheerne, der præger vores kultur og sprog, når kærlighed kommer på tale. I filmens verden er årets hidtil største synder Guillermo del Toros The Shape of Water. Oscarvinderen fortæller den bogstavelig talt utrolige historie om koldkrigsromancen mellem en stum rengøringskvinde og en mandefisk fra det ydre rum. For at overbevise os om at ”kærlighed overvinder alt” – selv absurde plotbeskrivelser – er del Toro gået på rov i hele arkivet af klichéer og stereotyper. Det er en mærkeligt fantasiforladt tilgang til en ekspressionistisk fantasyfilm.
Over for The Shape of Water virker Paul Thomas Andersons Phantom Thread som en direkte modgift. Det er en nydelsesfuld, smertelig og kompleks skildring af kærlighed. Den ærkeengelske romance viser et overraskende skifte i både stil, tempo og toneart for den amerikanske instruktør bag blandt andet Boogie Nights (1997) og There Will Be Blood (2007). Men man skal ikke lade sig bedrage af filmens gammeldags klæder og komponisten Jonny Greenwoods elegante strygermusik. Phantom Thread er en både ikonoklastisk og revitaliserende nedbrydning af både kunstnermyten og kærlighedsklicheerne.
Kunstneren og musen
Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis) er modeskaberen, der betragter sig selv som ”dømt” til et liv som ungkarl, fordi han designer dametøj. Utroskab bliver en arbejdsskade, når han omgås med så mange kvinder hver dag. Hans store kærlighed er i stedet hans metier, mens hans søster Cyril (Lesley Manville) i årevis har skubbet kærester ud af House of Woodcock – navnet på designhuset og residensen – som Sisyfos skubber sten. Dette mønster fortsætter indtil den dag, Woodcock møder den unge servitrice Alma (Vicki Krieps).
Alma snubler med sin tjenerbakke, da hun ser Woodcock for første gang. I Hollywood-manuskripter kaldes det et ”meet-cute”, når romantiske karakterer møder hinanden på en ganske særlig måde. I Phantom Thread falder hun ligefrem for ham. Men filmen undergraver de åbenlyst kønsstereotype repræsentationsidealer, som den selv gennemspiller: Woodcock vil teste Alma ved at bestille en tilsyneladende uendelig morgenmad, fordi hun hævder at kunne huske det hele uden at tage noter. Hans svulstige bestilling fortsætter med en tiltagende glubsk lystfuldhed, og den når sit klimaks, da han med en barnagtig begejstring også bestiller ”pølser”. Daniel Day-Lewis' udtale af ordet runger med passende freudiansk schwung. Disse konstante krusninger på filmens traditionstro overflade sker oftest med en lignende vulgær humor. Det bliver aldrig mere tydeligt end i selve familienavnet ”Woodcock”.
“ Phantom Thread er mere husmoderskole end husmoderporno, men der er alligevel væsentlige paralleller til sadomasochismen i Fifty Shades of Grey ”
Mødet mellem Woodcock og Alma slår gnister både romantisk og kunstnerisk. Deres første date afrundes med, at de tager hjem sammen, så Woodcock kan tage hendes mål til en skræddersyet kjole. Scenen optræder som en klassisk romantisk gestus inden for fortællingen om mødet mellem kunstneren og musen. Alma bliver en stor inspirationskilde for Woodcock, men om sin muserolle fortæller hun med stridig stolthed, at hun kan stå model længere tid end nogen anden. Hendes udfordring i udholdenhed gælder også i forhold til Woodcock selv. Magtforholdet mellem dem klinger som et kritisk ekko af historien om eksempelvis Picasso og hans navnkyndige muse Dora Maar, som var en kunstner i egen ret. Musen-som-kunstner udholder alt ud af sin kærlighed til kunsten – og ej blot til kunstneren. Da Alma beordrer en velhavende men fordrukken kvinde at afklæde sig sin Woodcock-designede brudekjole, fordi kvinden skænder kjolen, lades der ingen tvivl om musens medejerskab. I kontrast til Almas handlekraft på designerkjolens vegne, står selve designeren i stedet og gemmer sig i musens skørter. Dette øjeblik markerer samtidig et vendepunkt i kærlighedsforholdet, da Woodcock taknemmeligt giver Alma et storslået kys i offentligheden. Hvorvidt han hengiver sig af kærlighed til hende eller narcissistisk glæde over hendes kærlighed til ham/hans kjoler, står uklart. Denne forveksling gør kysset romantisk og kynisk på én gang.
Gift
I sin klassiske dekonstruktion af den moderne myte analyserede Roland Barthes blandt andet giftermålet. Ifølge Barthes var brylluppet udtryk for to forskellige betydninger: Et socialt ligeværdigt par opretholder myten om ægteskabsinstitutionen som kulturelt bevarende. Derimod signalerer ægteskabet på tværs af klasse en bekræftelse af ægteskabets myte om ægte kærlighed. Der er tre bryllupper i Phantom Thread: et medieombrust fornuftsægteskab, et royalt bryllup og endelig Woodcock og Almas. Den socialt ulige parring mellem hovedkaraktererne indfrier som det eneste af de tre bryllupper Barthes' myte om kærlighedsægteskabet. Med filmens smukkeste klip flyttes blikket fra den ydmyge bryllupsceremoni til en sneklædt alpetop, hvor parret er på bryllupsrejse. Det ligner sublim idyl, når de hviler i solen, men allerede ved middagsbordet afprøver Alma det nye livs mondæne grænser. Før brylluppet skulle morgenmaden indtages i stilhed, men nu skraber Alma smørret på toastbrødet, så det skærer i Woodcocks ører. Paul Thomas Anderson iscenesætter et ægteskabeligt kærlighedsbånd, der gensidigt består af beundring, jalousi, omsorg, undertrykkelse og underkastelse. I stedet for at forsegle deres kærlighed, bliver ægteskabet en frihed for dem begge til at elske den anden, som det individuelt behager dem. Filmen uddyber Barthes' iboende borgerskabskritik af ægteskabelig lykke ved at dekonstruere samlivets stereotypier og kønsroller. Og mens dekonstruktivisme lyder som en intellektuel stiløvelse, så er filmoplevelsen i stedet rendyrket visuel nydelse. Med stor træfsikkerhed sigter filmen efter øjet, ørerne og ikke mindst appetitten. Morgenmadspølserne og toastbrødet er blot en forsmag på filmens absolut mest voldsomme vendepunkt.
En dansk vittighed lyder ”gift – jeg tager det, før jeg bliver det”. Allerede inden brylluppet opstår alvorlige gnidninger i forholdet mellem Woodcock og Alma. I hjemmet afprøver hun forskellige traditionelle kvinderoller: Woodcock vil helst se hende gå catwalk, men Alma vil hellere arbejde som syerske og lave mad. Hun udviser en særlig interesse for at samle skovsvampe. Den opmærksomme seer aner Tolstojs dramatiske pistol blive ladt, da en svampeplukker forklarer Alma, hvordan man identificerer de giftige svampe. I den stridsfyldte domesticeringsproces tyer Alma til radikale midler – i form af en sauce krydret med hendes egen svampehøst – og det virker effektivt. Phantom Thread er mere husmoderskole end husmoderporno, men der er alligevel væsentlige paralleller til sadomasochismen i Fifty Shades of Grey. Woodcock underkaster sig – mistroisk men velvilligt – Almas kærlighed. Hans indtagelse af svampesaucen bliver til et gensidigt underkastelsesritual, hvor Alma kan hengive sig fuldkomment til at pleje sin forgiftede mand, mens han hengiver sig tillidsfuldt til hendes skiftevist destruktive og helbredende luner. I modsætning til Christian Greys blodfattige erotik, så kommer båndet mellem Alma og Woodcock sanseligt til udtryk i en uren blanding af skønhed, vulgaritet, humor og poetik; de komplekse og faretruende ingredienser der gør kærlighed levende.
Filmisk kærlighed
Cinefili betyder kærlighed til film, og som filmtidsskrift er hele vores foretagende cinefilt. The Shape of Waters kærlighed til Hollywoodklicheerne drukner bogstavelig talt kærlighedshistorien i pastiche og stereotyper. Det er et dusin røde roser uden torne fra en forblændet filmnørd.
Phantom Thread demonstrerer i kontrast hertil en dyb forståelse for forskellen på form og indhold og viser, hvordan man væver de to sammen til perfektion. I filmens klareste sætstykke tropper Woodcock op til et nytårsbal med gæster i hundredvis, et stort orkester og en cirkuselefant. Det er storslået, men det filmiske showmanship forbliver i baggrunden, mens kameraet i stedet følger Woodcock, der leder efter Alma. Det er en spektakulær scenografi til et kammerspil. Konsekvent skildrer filmen en idé og dets kritiske modsætning; en velkendt strategi inden for satiriske filmpraksisser som for eksempel Paul Verhoeven. Forskellen er blot, at Paul Thomas Anderson kultiverer en oprigtighed i sine dobbeltgreb ved at udviske den ironiske distance i kraft af det sømløse filmhåndværk.
Phantom Threads mange lag af betydninger gør filmen til et fantastisk hovedbrud at skrive om. For med hver tråd jeg begynder at trævle op, viser sig endnu en strålende nuance. Med Phantom Thread gengælder Paul Thomas Anderson min kærlighed til filmmediet. Det gælder både filmen i sin helhed og i de enkle detaljer, såsom kamerapositionen bag Woodcocks sportsvogn, mens han drøner gennem det engelske landskab. Det gør mig både lykkelig og ondt, at jeg ikke kan nå at få det hele med i forbifarten.
Visning
Set i biografen
