De lydløse indskriver sig i en strømning i nyere dansk film, der både låner fra Dogme 95 og amerikanske prestige-genrefilm a la Michael Mann. En strømning, der også i dette tilfælde mest føles som en billig kopi.

Luca Guadagninos Challengers arbejder hårdt på at gøre tennis til en metafor for et parforhold.

I Rød himmel undersøger Christian Petzold arbejdets og sommerferiens væsen i lyset af klimakrisen – set gennem en navlepillende kunstners verdensfjerne blik.

I sine sportsdokumentarer på YouTube-kanalen Secret Base præsterer Jon Bois at finde poesien i en stigende eller faldende graf.

Actionthrilleren The Killer fremstår iskold på overfladen, men på subtile og sjove måder røber den et personligt portræt af en perfektionist.

Hvor meget børnefjernsyn er af svingende kvalitet, er Bluey stabilt fremragende. Afsnittet Sleepytime er en fortælling, der fascinerer både børn og voksne, og som trækker tråde til Ingmar Bergman, sci-fi-film og en psykoanalytiker fra efterkrigstiden.

På den uafhængige kunsthal Simian i Ørestad reflekteres der meget passende over menneskets kår i et moderne bysamfund.

Den thailandske filmskaber Apichatpong Weerasethakul er blandt det 21. århundredes vigtigste instruktører. Memoria er hans bredest appellerende værk hidtil.

Abel Ferraras Zeros and Ones og Bruno Dumonts France handler begge om skabelsen af billeder. Digitale billeder vel at mærke.

Omkring Annette og Adam Driver.