Bolig i universets karbad
Bogancloch
Ben Rivers, 2024
Eneboeren Jake Williams har fået venner siden sidst, dokumentaristen Ben Rivers besøgte ham med sit kamera. Meget er sket i årene mellem instruktørens to fuldlængdefilm om Jake, Two Years at Sea fra 2011, som vandt hovedkonkurrencen på CPH:DOX dengang, og Bogancloch, der havde verdenspremiere på Locarno film festival i 2024, og netop har været vist i Artists and Auteurs-programmet på DOX i år. 13 år er gået. Verden er en anden, og Ben Rivers er rykket fra premiere i kolde København til Schweiz’ luksuriøse omgivelser. Denne forskydning kan også ses i DOX’ programlægning af hans film: fra DOX:Award til Artists and Auteurs-programmet. Fra spirende dokumentarist til anerkendt kunstner.
2011 var et rigtig “legacy år” for Rivers. Det skulle vise sig, at de to film, han premierede i løbet af året, blev dem, der cementerede ham som en af vores tids mest interessante eksperimenterende dokumentarister. Foruden Two Years at Sea udkom mellemlængdefilmen Slow Action, der er en veritabel kult-nyklassiker udi essayistisk dokufiktion i traditionen fra Chris Marker. Disse to film afspejler også to hovedspor i hans værk: Den observerende Two Years at Sea og den spekulative Slow Action.
I de mellemliggende år har Rivers præsenteret sit filmhåndværk i mange forskellige versioneringer. Adskillige samarbejder er det blevet til. Mest opsigtsvækkende har været dem med den amerikanske filmskaber Ben Russell, “the two Bens”, især deres film A Spell to Ward off the Darkness (2013), der vandt NEW:VISION-prisen på DOX i 2013, festivalens sideprogram for eksperimentalfilm. A Spell (som jeg har skrevet et længere essay om i Tidsskriftet Balthazar #3, forår 2019) er en tredelt film, hvor vi først er med beboerne i et landligt kollektiv, dernæst alene i en skov med filmens hovedkarakter, og til sidst til koncert med det black metal-band, han spiller i. Gennem filmens tre dele undersøges ideer om fællesskab og idealisme. Temaer, der gennemstrømmer mange af Rivers’ film, der altid er dybt engageret i de steder, de er filmet.
Hans film kan kaldes “lokale”, selvom hans samarbejder ofte er internationale. Udover Russell har Rivers samarbejdet med filmskabere som galiciske Oliver Laxe, thailandske Anocha Suwichakornpong, amerikansk-portugisiske Gabriel Abrantes og franske Céline Condorelli.
Nærvær og fællesskab
I Bogancloch er Rivers tilbage i det Skotske højland hos Jake Williams. Mens verden har gennemgået adskillige skiftende præsidenter, Brexit, en pandemi, diverse krige, eskalering af en biodiversitetskrise, hedebølger osv., så virker det ikke umiddelbart til, at meget er anderledes hos Jake. Men der er sket noget i måden, hvorpå Rivers portrætterer ham denne gang, et årti senere. I Two Years at Sea var det kun Jake, der indgik i filmen. Han virkede fuldkommen isoleret og, ikke ensom, men meget alene.
Rivers’ portrættering af Jake har forskudt sig i den nye film. Foruden alle Jakes aktiviteter alene i sit hus og naturen deromkring, ser vi ham undervise skolebørn i solsystemets opbygning, han får besøg af en gruppe mennesker om et bål, hvor de synger en skotsk folkesang, vi ser en gruppe mennesker, der er ude at vandre i den skov, der omkranser hans hus. I et interview har Rivers sagt, at han sidst bevidst ønskede at fremvise Jakes isolerede eneboertilværelse, selvom han også er et socialt menneske, og at han nu, i Bogancloch, ville vise hans mere sociale side. Jakes univers er blevet udvidet.
Ligesom i Two Years at Sea er Rivers selv filmfotograf, og som seer mærker man virkelig, hvor velvalgt hver kameraindstilling og hvert klip er. Alligevel føles filmen så naturlig og behagelig, måske også takket være de flere lyddesignere, der har været med inde over efterredigeringen. Alligevel vil jeg mene, at det er Rivers’ kameraarbejde og selvfremkaldte filmmateriale, hovedsageligt i sort-hvid, der skaber filmens rørende intimitet og nærværende varme.
Ben Rivers filmer altid på 16mm-film. Han fremkalder selv filmmaterialet og arbejder aktivt med celluloiden gennem forskellige eksperimenterende fremkaldemetoder. Derved er det lokale og intime fysisk forankret i billederne. Til Bogancloch har han især arbejdet med forskellige måder at overskylle filmmaterialet med vand på, så billederne får en wavy effekt.
Two Years at Sea føltes som et afgrænset univers. En film, vendt ind mod sig selv. Bogancloch åbner sig hele tiden ud mod verden. Jake og Ben er nu ikke kun interesseret i det lokale, men i hvordan det lokale altid er situeret i verden, altid, uundgåeligt, er en del af et større hele. Hvordan selv det mest isolerede menneske, har brug for andre mennesker. Hvordan det er den samme sols varme, vi alle sammen nærer os ved. Heldigvis synger Bogancloch ikke bare med på den samme gamle new agede sang om “altings forbundethed”, men taler mere ind i en fordring om vigtigheden af fællesskaber, af at hjælpe hinanden, af at give tilbage til den jord, vi har taget fra, af at nyde det lokale, men stadig være forpligtet over for resten af verden.
“Rivers har udviklet sig til en filmteknisk ekvilibrist, hvilket cementeres, da filmen afsluttes med en helt vanvittig optagelse fra en drone, stadig på 16mm!”
Måske det er det, Rivers har lært siden sidst han besøgte Jake med sit Bolex-kamera: vigtigheden ved relationer. Bogancloch er en meget mellemmenneskelig film, selvom det lyder paradoksalt at sige om en film, der handler om en eneboer. Det er måske især i relationen og differencen til dens forgænger, at dette aspekt åbner sig. Selv kameraet åbner sig udad: Vi får serveret stjerner, Jakes figur drukner næsten i skovens virvar af træer og sne, da han i en næsten komisk scene, er ude at stå på langrendsski.
Umærkeligt skifter årstiden fra vinter til sommer: Jake tænder op for brændet under sit udendørsbadekar, mens der er sne, men mens han bobler i vandet, er sneen forsvundet, og fuglene kvidrer. Rivers har udviklet sig til en filmteknisk ekvilibrist, hvilket cementeres, da filmen afsluttes med en helt vanvittig optagelse fra en drone, stadig på 16mm! Her forestiller jeg mig den yderst hjemmelavede løsning med at få monteret 16mm-kameraet til en drone, og det slid, det måtte have været at få den optagelse i kassen. Kameraet er først placeret tæt på Jake, der ligger i badekarret, men begynder stille og roligt at bevæge sig opad, højere og højere, indtil han til sidst kun er en lille figur i et større landskab, der viser hans hjem og den nærmeste natur.
Titlen på Rivers’ første 14 minutter lange kortfilm om Jake fra 2006 var This is My Land, en slags teaser til Two Years at Sea. Jeg forestiller mig Jake se denne droneoptagelse og tænke netop det: Dette er mit stykke land! Men lige bagefter vil han måske tænke: Men det er også en del af vores alles jord, i det store univers, og der ligger jeg som en lille, undseelig figur i mit badekar, uundværlig og undværlig.