Ungdommen er ikke helt spildt på de unge
Youth (Hard Times)
Wang Bing, 2024
“I’m still young, so I can take it. But when I’m older maybe the pain will come back.”
Omkring tre timer inde i anden del af Wang Bings dokumentartrilogi Youth om kinesiske sweatshops i fabriksbyen Zhili opstår et sjældent pusterum af personlig bekendelse. I lyset fra en laptop ligger en arbejder på sit værelse og taler ansigt til ansigt med instruktøren. Han fortæller om brutale sammenstød mellem politi og unge oprørere i hjemprovinsen Anhui, hvor en stor del af Zhilis arbejdsstyrke rekrutteres fra. Han fortæller også om den endeløse produktion i tøjværkstedets slid på krop og sjæl. Som de fleste andre arbejdere, vi møder i løbet af filmen – der passende bærer undertitlen Hard Times – kan også han se frem til en markant lavere indtjening end sidste sæson.
Generation Sweatshop
Denne intime, lavmælte og statisk filmede samtale mellem to personer i et dunkelt aflukket lokale stikker ud i en endeløs strøm af åbne, tætbefolkede, overbelyste værksteder. Her skændes unge arbejdere med cheferne, flirter med hinanden, stresser og griner oven på en evindelig drone af symaskinebrummen og kinesisk popmusik afspillet fra smartphone-højtalere.
Sådan udlever Zhilis værkstedsgeneration deres ungdom. En ungdom, der på alle måder synes adskilt fra en forestillet global ungdom, forbundet af internettet, fælles mærkesager og fælles popkulturelle referencer. Men de producerer til den. Tonstunge bunker af billigt tekstil syet sammen til tøj – hovedsageligt til børn og unge: bukser, jakker, skjorter, puder med lyserød beklædning.
Tøjet opkøbes af mellemmænd efter møjsommelige forhandlinger om vekslede stykpriser. Den kinesiske yuan svarer til 0,95 dansk krone, og de heldige arbejdere får omkring fire yuan pr. tøjgenstand, de uheldige lidt over to. Når de ikke afspiller musik ud i lokalet, bruges smartphones mest til at regne sammen: 20.000 for tre måneders konstant arbejde, 17.000, 13.000. Transport og mad modregnes.
Globaliseringens troldspejl
Identiske boligblokke af uisolerede betonhøjhuse er Zhilis ungdoms midlertidige, dystopiske udfoldelsesrum.
Som et troldspejl på gængse ideer om ungdomslivets udfoldelsesrum; en festivalplads, et kunstkollektiv, et interrail-hostel. Her forhandles det herskende systems logikker ikke, men forstærkes. Man sover i køjesenge over værkstedet for at minimere spildtid. Man vurderes ud fra mængden og hurtigheden af ens produktion. Man er den overskydende materielle mængde, der er resultatet af ens tid og flid. Selv når en værkstedsejer ikke kan betale sin gæld og forlader den synkende skude, er der ingen illusioner om varig revolutionær overtagelse af produktionsmidlerne. Der er kun bekymringer om at få strømmen tilbage og sælge ud af symaskinerne.
“Kinas særegne blanding af statskommunisme og utøjlet produktionskapitalisme. Menneskeligt materiale forflyttes, mens byer styrter i grus. Tøjet er blødt, tiderne er hårde.”
Identitet er opløst i en kollektiv masse, ja, men gevinst udmåles individuelt. Gennem sit håndholdte digitalkamera indfanger Wang Bing arbejdskraftens individer i konstant, flimrende bevægelse. Hårdt fysisk arbejde oven på bunker af skrald og overskydende stofrester. Affaldssortering er en by i Rusland – eller i hvert fald en opgave for en anden prekær arbejdermasse, der her forbliver usynlig.
Zhilis værkstedsgeneration kunne lige vel være boomer, X, millennial, Z eller enhver anden generation post Den Industrielle Revolution. Også i sin tidløshed et troldspejl på forestillingen om den digitale tidsalder: Altid forbrugende – ikke som sidste, men første led i produktionskæden. Altid forbundne – ikke globalt gennem sociale medienetværk og algoritmer, men lokalt gennem fælles fysisk vilkår. Altid overstimulerede – ikke passivt gennem skærme og content, men aktivt gennem mekanisk maskinstøj og lange arbejdsdage.
Digitalkameraets radikale nærvær
Som i storværket West of the Tracks er Wang Bings tilstedeværelse i samme miljø i årevis en central metode. De tre Youth-film er optaget i Zhili i 2014-2019, hvor også Bitter Money (2016) blev optaget. En vedvarende, radikal observationskunst, hvor den hyperlokale sociale geografi gradvist optegner konsekvenserne af forskydninger i den nationale politiske geografi. Affolkning af visse distrikter og tilstrømning til andre – foranlediget af Kinas særegne blanding af statskommunisme og utøjlet produktionskapitalisme. Menneskeligt materiale forflyttes, mens byer styrter i grus. Tøjet er blødt, tiderne er hårde.
Ligeså i Hard Times transformeres dokumentaristens tilstedevær til et nærvær, muliggjort af det lette digitalkamera. Det ses i scener som den med arbejderen på hans værelse. Der er også billeder af to forelskede arbejdere, der gnubber rygge ved hver deres symaskine. De falder ind over hinanden for at overdøve larmen og hviske i øret. Der er billeder af et andet ungt par, siddende bagerst i bussen på vej hjem til nytår og ankommer lige, som svigerfar skal til at fyre krudt af.
Ungdommen er ikke helt spildt på de unge arbejdere. Den bæres som en statsskræddersyet spændetrøje af lige dele kommunistisk ensretning og kapitalistisk vækst, men der ér faktisk udvikling, der ér livsforløb, drømme og personlige fortællinger. Zhilis værkstedsgeneration er ungdom på trods, men ikke kun. Den har egne kendetegn, egne referencer og en fælles relationel glæde - smerten udskydes til alderdommen.