En stjerne er genfødt
Kunstmuseet
Kirsten Astrup og Maria Bordorff, 2021
I 2017 havde La La Land (2016) dansk biografpremiere og høstede store roser i hele dagspressen. Seks hjerter i Politiken, og i Weekendavisen skrev Bo Green Jensen, at ”[Damien Chazelle] har genrejst en genre med stor kærlighed og givet det gamle stof en ny følsomhed”. Det var ikke kun i Danmark, at La La Land gik sin sejrsgang, og det fik den amerikanske kritiker Michael Koresky til at reflektere over musicalen som filmgenren, der ofte bliver erklæret død og altid vender tilbage:
“The musical has so long been the comeback kid that it’s sometimes difficult to identify moments when it was truly gone. (…) So the question shouldn’t be “Can the musical make a comeback?” Yes, it can; yes, it does – repeatedly. Perhaps the question should be whether it can be a vital form again.”
På Det Kongelige Kunstakademis afgangsudstilling i 2017 havde Kirsten Astrups Troe og Agtsom premiere; en ”filmkabaret” optaget i den gamle Centralpostbygning i København, der med humor, kritisk teori og originalmusik fortalte en forfaldshistorie om den tidligere velfærdsinstitution postvæsenet. Timingen for videoværket kom nærmest som direkte svar på Koreskys spørgsmål: Sådan kan en ny, vital form for musical se ud!
I år vises Kirsten Astrup og Maria Bordoffs Kunstmuseet på Statens Museum for Kunst. Filmkabaretten er tredje værk i deres Velfærdstrilogi (Bordoff var krediteret som manuskriptforfatter på både Troe og Agtsom og anden del Urolige Hjerte (2018) om De Danske Statsbaner, men siden har de officielt etableret kunstnerduoen Astrup og Bordoff), og Kunstmuseet fremstår på flere måder som en kulmination.
Filmen er først og fremmest sidste del af en trilogi, og selvom værkernes fortællinger fungerer uafhængigt af hinanden, så signalerer det afsluttende kapitel en særlig hjemkomst, når den beskæftiger sig med selve kunstinstitutionen. Det ville være groft forenklet at påstå, at Troe og agtsom og Urolige hjerte blot handlede om henholdsvis Post Danmark og DSB, men Kunstmuseet virker mærkbart tættest på Astrup og Bordorffs eget felt.
At være på hjemmebane rummer fordele og ulemper. Blikket indefra giver en fantasifuld backstage-skildring, der både virker mere indsigtsfuld og indforstået end de tidligere værker, og filmen bliver af samme årsag et kunstværk, der handler om kunstverden. Hvor institutionerne i de tidligere dele af Velfærdstrilogien var katalysatorer for tanker gældende for mange andre dele af velfærdssamfundet, så virker kredsløbet i Kunstmuseet en anelse mindre.
Guldalderkunst på Warehouse9
Filmen er trilogiens hidtidig mest visuelt imponerende. Astrup og Bordorffs værker har fra starten skilt sig ud fra anden videokunst ved en høj produktionsværdi i foto, scenografi og performance, og i takt med at udstillingerne er blevet større – fra Afgangsudstillingen og Museet for Samtidskunst i Roskilde til nu på Statens Museum for Kunst – er fine kameraer og sjældne rekvisitter blevet mere tilgængelige, mens brugen af papmaché er blevet mindre. Fra første færd hæver filmkabaretten sig bogstavelig talt over de andre værker, da en museumskustode i første scene hejser dannebrog ved den gryende start på dagen, lige før åbningstid. Smukt iscenesat viser et svævende dronekamera de rød-hvide faner veje over museet med udsigt til Brandes Plads, Botanisk Have og Østre Anlæg. I filmens anslag skildrer Astrup og Bordorff en version af SMK, der troner på toppen af København. Det er storslået, flot og næsten nationalromantisk.
Der sker dog hurtigt et satirisk gearskifte, da museets første gæster ankommer: En talstærk barselsgruppe af blandede køn vælter ind lige så snart døren går op. Den unge museumsvagt må næsten springe til side for ikke at blive trampet ned. Barselsgruppen skal til en kunstomvisning med to drag queens som værter. På lydsiden pumper elektronisk musik, og slowmotion-billederne af værternes præsentation og publikumsbegejstringen minder mere om en fest på Warehouse9 end en klassisk indføring i Guldalderkunst.
De to scener står i kontrast til hinanden, men de er ikke i konflikt. De beboer det samme univers på lige fod. I Astrup og Bordorffs film udelukker stereotypiske modsætninger ikke hinanden. Det har været den ideologiske styrke i hele trilogien, at dette inkluderende miljø dannede ramme om filmenes nostalgiske, konservative og reaktionære forhold til velfærdssamfundet. Værkerne emmer af politisk aktivistisk energi, der alkymistisk kommer til udtryk i form af en queer pragmatisme, hvor der er plads til alle.
Velkendt stemme
Kunstmuseet er fortalt i 12 scener opdelt som kapitler og forløber fra morgen til aften. Strukturen går igen fra de tidligere film i trilogien. Scenerne veksler mellem musikdrevne performances, små handlinger (typisk fra arbejdspladsen) og monologer fra en radioudseendelse, som de medvirkende lytter til.
“Danica Curcic har medvirket i alle kunstnerduoens film, men i Kunstmuseet viser hun et dansk musicaltalent på størrelse med Judy Garland og Liza Minelli. ”
Radioudseendelserne er tekster skrevet og oplæst af Maria Bordoff, og de baserer sig på forskellige interviews og samtaler fra filmens research. Bordorffs stemme er blevet pitchet ned til et dybere register (eftersigende for at lyde mere autoritativ, men i mine ører får det hende til at lyde mærkværdigt lig med Hella Joof). Selvom lyden af stemmen er den samme, fornemmer man, at der tales med flere tunger. Monologerne er alle kritiske refleksioner over arbejdet, museumsinstitutionen og samtiden. De giver intellektuel vægt til filmens handlinger, men de føles derfor også tungest og fremmedgørende, og i tredje omgang (fjerde omgang, hvis man tæller deres værk Sommernatt ved stranden (2020)) bliver man i denne del af fortællestrukturen åbenlyst mest opmærksom på oplevelsen af ny vin på gamle flasker. Helt grundlæggende virker den temmelig rigide fortælleteknik dog godt, og det er beundringsværdigt at se nye kunstnere med en veletableret, distinkt stil.
Med et auteuristisk blik på kunstnerduoen kan man se Kunstmuseets små forskelle fra resten af oeuvren og fornøje sig med, hvordan filmen passer ind, bringer nyt til bordet og skiller sig ud. Den tyske konservators sang om sit arbejde er classic Astrup og Bordorff, og sokkedukkernes børnevise om at være en god feminist er en nytænkt lille genistreg i kabaretrepertoiret. Omvendt bevæger Astrup og Bordorff sig ud på helt ny og gyngende grund i scenen, hvor Poul Nesgaard gennemgår postsække med publikumsevalueringer i en scenografi, der kopierer kultjulekalenderen Jul og grønne skov (1980). Scenen er dialogbåret, og uden musik står skuespillet mere nøgent. Scenen er pudsig og passer for så vidt ind i filmens fortælling. Men det er så påfaldende en forskel fra duoens modus operandi, at det også stikker i øjnene som et let anstrengt forsøg på noget nyt – dog med plads til forbedring.
Den sidste showstopper
Papmacheen er heldigvis ikke helt borte i Kunstmuseet. Det meste er blevet brugt på en mystisk karet, der rytterløs ankommer i museets kælder. Den onde tvilling til Askepots græskarvogn spøger i kulissen hele filmen igennem (også helt konkret, da den står i et rum i udstillingen ved siden af selve projektionen) som en slags nedtælling til, at noget skal ske. Papmachématerialets håndlavede tekstur giver en umiddelbar sanselighed, der i hele trilogien har virket kitschet, destabiliserende og potent ladet. Den mindre mængde papmaché i Kunstmuseet efterlader derfor noget at længes efter. Men da karetens passager slipper løs i filmens slutning, indfrier det alle forhåbninger.
Efter lukketid, når mørket falder på, vækkes kareten til live som i Night at the Museum-filmene (2006, 2009 og 2014), og her giver den danske filmstjerne Danica Curcic en showstoppende performance. Det er et åndeløst filmøjeblik og krystalliserende for potentialet i Astrup og Bordorffs projekt. De intellektuelle tanker om samfund, arbejde og kunst sluges råt, når der brydes ud i sang. Musikken taler følelsernes sprog, og det giver beskueren en Brechtiansk åbenhed over for værket som helhed.
Danica Curcic har medvirket i alle kunstnerduoens film, men i Kunstmuseet viser hun et dansk musicaltalent på størrelse med Judy Garland og Liza Minelli. Moderne musicals caster typisk skuespillere med middelmådigt musiktalent (Emma Stone, Ryan Gosling, Anne Hathaway, Hugh Jackman, Bradley Cooper og så videre i det uendelige), og med Curcic ulmer altså en unik mulighed. Hun giver håb om en dag at se Kirsten Astrup og Maria Bordorff revitalisere musicalgenren i spillefilmslængde.
”En god feminist har altid et værk i baglommen, fordi hun ofte kommer med på et afbud”, bliver det sagt i Kunstmuseet. En trist truisme, men jeg håber, at kunstnerduoen har et 90-sider langt filmmanuskript klar i skuffen.