Hvor forsvandt mennesket hen?
Irma Hünerfauth, Speaking Boxes
Planned City Cinema
Noah Barker & Dora Budor, Karimah Ashadu, Union Gaucha Productions, Harun Farocki og Pilvi Takala
Det er langt fra tilfældigt, at Speaking Boxes og Planned City Cinema har hjemme hos udstillingsstedet Simian. Begge udstillinger, der er kurateret af Berlin-bosatte Elisa R. Linn og Lennart Wolff, reflekterer over menneskets kår i et moderne og hurtigt ekspanderende bysamfund – Planned City Cinema med et mangesidet kortfilmprogram og Speaking Boxes med en række metalliske multimedieværker. Dermed passer de umanerligt godt sammen med den underjordiske kunsthal i Ørestad, der er omgivet af nybyggede boligblokke, skinnende kontorbygninger og shopping-giganten Field’s.
Nede i den kølige, minimalistiske kunstkrypt bliver man som det første mødt af den tyske kunstner Irma Hünerfauths værker i Speaking Boxes. Som titlen indikerer, består denne udstilling af en række små, akvarielignende kasser, hvoraf flere af dem ’taler’ til beskueren, idet en lydfil bliver afspillet, så snart man nærmer sig hvert enkelte værk.
Inde i kasserne har kunstneren brugt metalstumper, glas, ledninger, rør, ødelagt legetøj og andet skrald til at skabe detaljerige miniatureverdner, der ligner udsnit af urbane samfund. Det kunne meget vel være samfund i forfald, eller som allerede er nået frem til endelig selvdestruktion. I hvert fald berører værkerne temaer som forurening, ensomhed, krig og fremmedgjorthed i byen, hvor naturen måske/måske ikke lægger an til at tage over igen. Det menneskelige aspekt af bylivet synes ofte forsvundet eller forvrænget. Øjne og kroppe kan nogle gange findes blandt skrottet, men mennesker er sjældent til stede som hele, synlige aktører i værkerne. Imens kan Hünerfauths spinkle stemme i flere af lydbidderne høres utydeligt bag metallisk støj.
Måske skyldes de affolkede bokse menneskets egne voldsudgydelser. I dioramaboksen Blaue Pistole fra 1973 finder man for eksempel en blå plastikpistol blandt et krat af ståltråd og røde ledninger. Lydsporet hviner og skramler. “Blå pistol fuld af begær brugt i drengs hånd, rådner nu som skrot i landskabet, en sommerfugl vipper på den”, står der uden på kassen, hvilket måske kunne indikere, at verden og dyrelivet trods alt lever videre uden menneskene.
Voldselementet går igen i værkerne Krieg (1975) og Krieg – auch Tiere leiden (1986). Sidstnævnte er den eneste kasse i udstilling, som ikke har sit indhold oplyst af lamper. I den mørke glasboks ligger et dødt dyr på en bund af muld, og oven på kassen vokser grønne ståltrådsplanter, der trækker rødder ned i jorden. Lidelsesfulde brøl bliver afspillet, når man står foran det ubehagsvækkende antikrigsværk.
De mange Speaking Boxes står på hver deres piedestal, symmetrisk spredt ud på gulvet med flere meters mellemrum. De ligner nærmest en samling isolerede virkelighedsbobler, der nok kan se hinanden gennem glasvæggene, men som aldrig kommer i berøring med hinanden. På lydsiden kan værkerne dog forenes: Når beskueren går forbi alle kasserne, samler de forskellige lydbidder sig til en rungende, omsluttende kollage i det store rum.
Organismens optimering og individets udslettelse
Samspillet fortsætter i Simians anden udstilling, filmprogrammet Planned City Cinema, der projekteres i det tilstødende rum. De syv film taler således både med hinanden og med talekasserne i undersøgelsen af menneskelighedens kår i omskiftelige, bebyggede miljøer.
Essayfilmen Primary Green (2022) af Union Gaucha Productions undersøger, ligesom flere af Hünerfauths talekasser, modpolerne natur og by. Fra første scene, hvor kameraet panorerer over et landskab i en rivende fart, synes filmen bevidst desorienteret og kaotisk. Publikum bliver slynget rundt mellem en række steder, hvor den menneskeskabte verden har overtaget – fra en gigantisk losseplads og en stumfilmssekvens med dansende møbler til italienske designmøbler og blinkende neonskilte i New York. Midt i den omskiftelige essaystruktur finder man imidlertid også scener med ro og balance, som tager udgangspunkt i den argentinske arkitekt Emilio Ambasz’ arbejde og tanker.
“I en scene beskriver en Unilever-chef sin virksomhed som “en levende organisme”. Til det kan man så spørge, om også individet har mulighed for at trække vejret som en del af organismen – eller om ikke den enkelte persons røst bliver temmelig svær at høre.”
Ambasz fortæller på lydsiden, at han gennem sin arkitektur søger efter livets “primale” aspekter: “at blive født, at elske, at dø”. Samtidig ser vi en række af hans smukke miniaturemodeller for huse, der faktisk fremstår ligeværdige med det grønne, bakkede landskab, de er bygget ind i. Det er dog ganske sigende, at mange af de behageligt udseende huse blot er modeller og ikke er realiseret i virkeligheden.
Natur over for industri – og mennesket midt i det hele – er temaet i Lagos Sand Merchants (2013). Instruktøren Karimah Ashadu følger her en gruppe arbejdere i Lagos, der med flettede kurve transporterer kilovis af sand fra en flod op til bredden, hvor det kan blive kørt videre af lastbiler. Ashadu har til lejligheden monteret sit kamera på et hjemmelavet apparat, hvor to store skiver begrænser kameraets synsfelt. Til gengæld giver skiverne mulighed for at tilte kameraet i rytmiske sving fra himlen og ned mod jorden. De rytmiske bevægelser understreger det monotone arbejde, som filmens unavngivne hovedpersoner udfører. Gentagelserne i Lagos Sand Merchants fremstår som et livsvilkår for disse personer, hvis individualitet forsvinder ind i industriens trædemølle.
Individualiteten og menneskeligheden har også tendens til at forsvinde midt i senkapitalismens modus i Harun Farockis Ein neues Produkt (2012). Her er kameraet med i mødelokalet hos det tyske firma Quickborner, der designer kontorløsninger for store konglomerater som Unilever og Vodafone. Den overraskende komiske dokumentar hviler tålmodigt blikket på Quickborner-teamets passionerede diskussioner om optimering og arbejdskultur. Hovedpersonerne tegner komplet uforståelige figurer på deres whiteboards, og på et tidspunkt diskuterer de, hvorvidt ordet corporate kan betegnes som en proces eller ej. Netop denne overdrevne corporate tilgang til arbejdslivet bliver morsom (eller måske nærmere tragikomisk), fordi det er så tydeligt, at menneskeligheden går tabt i strategier, modeller, animationer og buzzwords.
“Individualitet må ske et andet sted”, siger en af strategerne hos Quickborner, da en kollega pointerer, at det hjemlige og personlige aspekt ved arbejdsstationen fordufter, hvis man ikke længere har en fast skrivebordsplads på kontoret, hvor man kan have familieportrætter og lignende stående. I en anden scene beskriver en Unilever-chef sin virksomhed som “en levende organisme”. Til det kan man så spørge, om også individet har mulighed for at trække vejret som en del af organismen – eller om ikke den enkelte persons røst bliver temmelig svær at høre, ligesom det er tilfældet i flere af Irma Hünerfauths talekasser.
Barnlige og orangefarvede blikke
The Committee (2014) fungerer som en direkte kontrast til Ein neues Produkt. De medvirkende tænker strategisk, men med både humanisme, drømme og velgørenhed i fokus. Og så er de børn.
Instruktøren Pilvi Takala vandt i 2013 en pris, som præmierede hende med 7000 pund til at skabe et kunstværk for, og hun besluttede sig for at lade en gruppe 8-12-årige børn beslutte, hvad pengene skal bruges på. The Committee dokumenterer desværre ikke børnenes diskussionsmøder, men interviewer dem i stedet efterfølgende én ad gangen, hvor de forklarer deres rationaler.
En dreng vil gerne bruge pengene på en tur til byen Southend (men nogle af de andre børn har allerede været der, så det bliver droppet), mens en anden vil rejse til Jamaica. To gutter håber på at holde en fest og drikke Coca Cola Zero. En femte taler for at bygge en kæmpestor hoppeborg med dertilhørende kuglebassin. Sådan et bouncy castle vil alle i nærmiljøet jo kunne få glæde af – og så er der også, pointerer han, et vist forretningspotentiale i det.
Det barnlige blik på samfundsgavnlig optimering i The Committee supplerer Speaking Boxes’ lettere melankolske gengivelser af liv og urbanitet med lidt tiltrængt varme og håbefuldhed. Varme får man også ganske bogstaveligt fra farven orange, som Noah Barker og Dora Budors eksperimentalfilm Orange Film I og Orange Film II (begge fra 2023) bader i. I de to film, som henholdsvis åbner og lukker Planned Cinema-programmet, kan man således betragte en forvrænget og svært genkendelig verden filmet gennem et glas orangevin. Modsat Hünerfauths akvarier fremstår den forvrængede virkelighed bag glasset ganske indbydende. At billederne er slørede, gør dem ikke foruroligende. For lyset glimter legesygt gennem vinen, mens man prøver at gennemskue, hvad der gemmer sig af liv på den anden side af glasset.
Ligger der en kommentar i at bruge den relativt eksklusive orangevin som filter for billederne? Det særegne greb kan måske læses som livsnyderens blik på byen. Trods det varme udtryk kan man i så fald læse kritik ind i de to film, som ordløst indrammer programmets andre værker. Livsnyderen ser på urbanitet med et privilegeret og bekymringsløst blik. Et blik, der næppe skænker arbejderne fra Lagos Sand Merchants og børnene fra The Committee en tanke. Et blik, der skaber smukke billeder, men samtidig er desorienteret og abstrakt, grænsende til blindt.