Filmisk ode til folkebiblioteket
Ex Libris: The New York Public Library
Frederick Wiseman, 2017
Dokumentaristen Frederick Wiseman havde ikke i udgangspunktet tænkt Ex Libris som en ideologisk film. Men efter det amerikanske præsidentvalg i 2016 blev filmen unægteligt en klar kommentar til den nye politiske atmosfære. I en tid hvor fordybelse, forskning og demokratiske vidensinstitutioner ikke er selvindlysende værdier for samfundet hverken på amerikansk eller dansk grund, hylder dokumentarfilmen Ex Libris biblioteket som en utopisk institution.
Siden den godt halvtreds år gamle debutfilm Titicut Follies (1967) har den amerikanske filmskaber Frederick Wiseman forfinet sin metode, der gennem kameraet stiller skarpt på USA's offentlige institutioner og de mennesker, der befolker disse. Wiseman gør sjældent et stort researcharbejde inden selve optagelserne til sine film, men filmer en substantiel mængde materiale som lige dele research- og produktionsproces. I sine optagelser er han ekstremt opmærksom på at indfange de ideer og systemer, der gennemløber de institutioner, han skildrer. Klipningen og montagen er det altafgørende, for det er her Wiseman guider os gennem materialet og fremviser disse som ideologiske rum, der former den måde, mennesker taler og agerer sammen på.
Måske derfor formår Wiseman ofte at skabe nuancerede, komplekse institutionsskildringer, der samtidig stiller skarpt på de politiske og samfundsaktuelle problematikker, der gennemløber de institutionelle rum. I Ex Libris hudflettes et (k)ærligt portræt af New Yorks mastodontiske offentlige bibliotek eksempelvis med højaktuelle spørgsmål om raceproblematikker og bibliotekets rolle i digitaliseringens tidsalder.
Utopisk institution
Wiseman viser os gennem enkle, observerende optagelser den fascinerende myriade af funktioner, det offentlige biblioteks tooghalvfems forskellige afdelinger rummer. Scene for scene udfoldes biblioteket som et centralt mødested for fordybelse og udveksling af viden: Vi ser folk der læser, surfer på nettet, får hjælp til at udfylde et skema, lytter intenst eller halvsovende til et oplæg eller en koncert. I en af filmens mest frydefulde scener forklarer en bibliotekar en person i den anden ende af telefonrøret, at en enhjørning faktisk er et fabeldyr, der aldrig nogensinde har eksisteret i virkeligheden - og at den første fremkomst af ordet optræder i en oldengelsk kilde fra år 1225!
“Ex Libris er en opløftende og vedkommende ode til en vigtig, demokratisk velfærdsinstitution under voldsomt pres fra samfundets aktuelle bevægelser”
Biblioteket bliver gennem filmens scener vist som et sted, hvor et oplæg om pastrami-sandwichens erotiske symbolik og tegnsprogsfortolkninger af den amerikanske uafhængighedserklæring faktisk finder et seriøst og engageret publikum. Den demografiske spændvidde er samtidig bemærkelsesværdig. Det ene øjeblik befinder man sig i bibliotekets gigantiske, marmorbelagte hovedbygning på Manhattan, det næste er man mellem Macomb’s Bridges ydmyge bibliotekshylder i Østharlem. En scene følger en passioneret, intim debat om romanklassikeren Kærligheden i koleraens tid mellem en flok gråhårede pensionister, det næste øjeblik følger filmen en børnehaveklasse blive undervist i basale læsefærdigheder. Ved at vise dette spænd af aktiviteter, steder og befolkningsgrupper og tildele dem lige så meget plads i filmens montage, sidestilles bibliotekets mange forskellige funktioner – og brugere – som lige væsentlige. Ex Libris er på den måde en bemærkelsesværdigt antinostalgisk film om biblioteket som en radikal demokratisk institution, der faktisk formår at rumme og facilitere samtaler på tværs af sociale og økonomiske skel. I sidestillingen peger filmen omvendt netop på forskelle – at de økonomiske ressourcer ikke er fordelt ligeligt mellem eksempelvis bibliotekets Manhattan- og Harlem-afdeling – og især amerikanske raceproblematikker fremhæves gennem klipning og dialog.
Basal tro på fordybelse
Form og indhold stemmer på mange måder overens: I filmens skildring toner en institution frem, der arbejder gennem minutiøse, gradvise forandringer snarere end revolutionære opbrud. På biblioteket forandres samfundet ikke med ét enkelt slag, men gennem vedholdende rugbrødsarbejde i form af gentagne oplysnings- og borgertilbud, medarbejdermøder og dag-til-dag beslutninger. Wisemans filmiske strategi deler på mange måder fællestræk med biblioteket som institution. Scene for scene udruller Wiseman biblioteket og dets mange funktioner uden at skabe et decideret klimaks eller en central, altoverskyggende konflikt. Filmen har ingen kommentarspor eller voiceover, der giver os en samlet fortolkning. Ligesom det bibliotek, filmen skildrer, synes Wiseman at stole på menneskers basale nysgerrighed, evne til fordybelse og ønske om oplysning. Ex Libris lidt over tre timer lange spilletid virker derfor heller ikke unødvendigt langsommelig, men udspiller sig i den tid, det tager at udfolde en kritisk refleksion over, hvad et vidensarkiv overhovedet er, og hvordan viden forvaltes og spredes.
I det hele taget deler Wisemans mangeårige filmiske praksis påfaldende mange fællestræk med biblioteket: Her bevæger man sig rundt i menneskers fællesverden uden noget specifikt formål, men med masser af plads og nysgerrighed til at fortabe sig i situationer, detaljer, og andre menneskers livsverden. På lignende vis kan man på biblioteket fortabe sig i verdener, i historier og i andre mennesker. Man er med andre ord borgere sammen uden noget ydre formål – en sjælden oplevelse i et tiltagende kapitaliseret og privatiseret offentligt rum.
Historisk institution i en brydningstid
I stil med Wisemans ligeledes utopisk anlagte dokumentar In Jackson Heights fra 2015, der portrætterede et af de mest kulturelt diverse bykvarterer i New York, virker Ex Libris interesseret i at skildre et deltagelsesbaseret demokrati udfolde sig i praksis. Men ligesom gentrificeringen hele tiden løber som en dyster understrøm gennem In Jackson Heights, er der flere underliggende konflikter, der ulmer i Ex Libris.
USA's mangeårige raceproblematikker fremhæves åbenlyst som et stort 'aber dabei' i det radikale demokratiske biblioteksprojekt gennem filmens klipning og dialog. I en af filmens længere scener lytter den daværende leder af Harlems store Schomburg Center for Research in Black Culture, Khalil Gibran Muhammad, opmærksomt til en række biblioteksbrugere, der mener, at forlaget McGraw Hill skildrer USA’s slavefortid fejlagtigt, mens forfatteren Ta-Nehisi Coates diskuterer problemerne i retorikken bag black-on-black kriminalitet foran en fyldt foredragssal. Fælles for disse udvalgte scener er en kritisk spørgen til den måde, viden og historie formes på, og hvilke forudindtagelser og blinde vinkler, der ligger til grund for disse historiske narrativer og deres udbredelse i det amerikanske samfund.
Et andet påtrængende spørgsmål filmen forfølger er, hvordan biblioteket omdefinerer sin rolle i den digitale tidsalder. Gennem tilbagevendende behind-the-scenes-diskussioner i bibliotekets ledelse bliver det tydeligt, at det økonomiske grundlag er skrøbeligt, og at institutionen igen og igen må kæmpe for sin egen berettigelse. Flere af ledelsens egne ambitiøse, demokratiske målsætninger må hele tiden oversættes til letfordøjelige slogans som ’digital inklusion for alle borgere’, som investorer kan forstå og lokale politikere sælge til deres vælgere. I det hele taget viser filmen det historiske New York Public Library i en afgørende brydningstid, hvor biblioteket må omdefinere og genaktualisere sin rolle i en digital tidsalder og svindende offentlige budgetter. Samtidig bygger idéen om en modsætning mellem bibliotekets fysiske bøger og digitaliseringens immaterielle vidensnet måske i virkeligheden på en falsk forestilling? I hvert fald viser flere scener, hvordan computere og internetadgang udlånes til socialt underbemidlede gennem biblioteket, og på den måde giver adgang til digitale redskaber, de fleste i dag oplever som fuldstændig grundlæggende.
Ikke blot i en amerikansk kontekst, men også i en dansk sammenhæng finder disse forhandlinger af bibliotekets rolle aktuelt sted. For nyligt udtalte Mads Lundby Hansen fra tænketanken CEPOS, at man bør overveje, i hvor høj grad gratis adgang til biblioteker gør det mere attraktivt at være på overførselsindkomst. Lundby Hansens kommentar om arbejdsløses hæmningsløse dagdriveri på offentlige biblioteker er selvfølgelig et ekstremt eksempel på en homos economicus-tankegang, hvor alle aspekter af menneskelivet underlægges økonomiske kalkuler. Ikke desto mindre er kommentaren med til at fremhæve, hvor radikal bibliotekets grundpræmis om gratis, tilgængelig viden til alle borgere faktisk er i dag. Ex Libris er en opløftende og vedkommende ode til en vigtig, demokratisk velfærdsinstitution under voldsomt pres fra samfundets aktuelle bevægelser.
Visning
CPH:DOX 2018
