Streamingkanalen uden samvittighed
Anon
Andrew Niccol, 2018
I det 21. århundrede er der overordnet set sket to væsentlige paradigmeskift i måden, man producerer og forbruger film på: Det første var overgangen fra analog- til digitalfilm. Det næste skete med streamingkanalernes indtog.
Selvom der i dag findes et helt landskab af streamingtjenester, så troner Netflix som emblemet på denne disruption af filmdistribution og filmoplevelsen. Festivalen i Cannes har de seneste to år kæmpet med Netflix, fordi festivalen kræver, at filmene skal videre i biografdistribution. Dette år endte det med, at alle Netflix-produktioner blev bandlyst fra festivalprogrammet. Overordnet set stiller festivalen sig som forsvarer for filmkunsten, mens Netflix omvendt ser sig selv som bannerfører for fremtidens film; streaminggiganten påtog sig rollen som ”lille” rebel i en kamp som nærmere er Goliat mod Goliat.
Streamingtjenesternes model rykker paradoksalt nok filmverdenen nærmere et vertikalt integreret produktionsapparat á la Hollywoods studiesystem, som blev opløst i 1948 på grund af monopoldannelse. Indtil monopolbruddet oplevede man i Hollywood en æstetisk guldalder, hvilket har sine tydelige ekkoer i den aktuelle diskurs om vældet af vor tids nye velproducerede tv-serier. Men selvom det er serier, der dominerer streamingkanalerne, så er der også en voksende oeuvre af Netflix-producerede film (af kvalitet svingende fra prisværdige Mudbound og Okja ned til Will Smiths Bright). Nyligt tilføjet i køen af Netflix' originals finder man Andrew Niccols sci-fi thriller Anon.
Den fortabte søn
Siden sit debuthit Gattaca (1997) har newzealandske Niccol skabt en stabil karriere ud af at lave koncepttunge film om dystopiske (fremtids)scenarier. Gattaca skildrer for eksempel, hvordan genmodificeret menneskelig reproduktion forårsager en kasteorden i samfundet baseret på særlige genetiske egenskaber. Filmen S1mone (2002) fokuserer på den perfekte filmstjerne, som er computerskabt, mens In Time (2011) forestiller sig en konkret kobling mellem tid og penge, hvor alle menneskers livsur begynder at tælle ned, når man fylder 25 år, hvorfor man må indtjene tid for at holde sig i live. Niccols ublu metaforikker har altid tiltalt min personlige interesse for science-fictiongenrens samfundskritiske potentiale. Ikke desto mindre har alle hans film også været undervældende oplevelser, der ikke forløste de ellers lovende ideer.
“Den tredje akt er desværre det tilbagevendende svage led i Niccols filmografi. Op til da har Anon dyrket nogle klare æstetiske og praktiske forestillinger omkring samfundet med lige dele fascination, frygt og forestillingskraft.”
I den disruptede medievirkelighed passer Andrew Niccols tilbøjeligheder som fod i hose. Streamingtjenesterne elsker tydeligvis science fiction, og det kunne lige så vel have været Niccol, der stod bag tv-serier som Westworld, Black Mirror eller nyindspilningen af Fahrenheit 451.
Niccol demonstrerer samtidig en betragtelig integritet i sit arbejde. Det viser sig både i hans formelle valg og kompromisløse manuskripter, der næsten aldrig baseres på et forlæg, hvilket er en sjældenhed i dag. I deres iver efter content har Netflix til dags dato udvist stor frihed og lille kvalitetskontrol i deres egenproduktion.
Derfor er det som den fortabte søn, der vender hjem, når Niccols første film i fire år får sin premiere hér, fordi Netflix gerne tager chancen med den slags originale mellemstørrelse filmproduktioner, som instruktøren ynder at lave.
Seriemord i GDPR-tiderne
Groft sagt kunne elevatorpitchet til Anon lyde henad: Minority Report møder Black Mirror-afsnittet om den jaloux ægtemand med øjekameraet. Vi befinder os i en verden, hvor alle menneskers øjne har et interface, der interagerer med, registrerer og optager verden; en sælsom blanding af alskens digitale tjenester som MobilePay, Rejsekortet, Facebook osv. samlet i et fødselsgivent sæt kontaktlinser.
I denne livsverden er kriminaliteten i bund, fordi bevismaterialet ligger øjeblikkeligt tilgængeligt i det enorme digitale arkiv, som alle borgere konstant bidrager til med deres øjnes livestream. Men en serie af mord bliver pludseligt svære at opklare, da morderen hacker og redigerer øjnenes optagelser. Sagen vækker detektiven Sal Frieland (Clive Owen) fra sin søvngængeragtige hverdag, og han kommer snart på sporet af den anonyme hacker (Amanda Seyfried), som måske-måske ikke står bag mordene.
At kritisere filmen for at være klichefyldt og forudsigelig er som at skyde gråspurve med kanoner. Anon befolkes af solidt etablerede arketyper tilbage fra film noir. I bedste Bogart-stil drukner Sal sine sorger i alkohol alene om aftenen (efterhånden en karaktertype, som Clive Owen ryster ud af ærmet), mens Amanda Seyfrieds særprægede hacker ligner Bratz-generationens femme fatale. Det er bestemt ikke i filmens karaktergalleri, man skal lede efter dybde. Det læner sig ligefrem op ad en parodi på den sexistiske trope om Kvindens (med stort K) iboende ”mystik”, når Sal bliver tiltrukket af hackerkvinden ved første øjekast, fordi hun er anonym i modsætning til alle andre mennesker. Han kan vitterligt ikke (af)læse hende.
Anon forholder sig tidstypisk dystopisk over for overvågningsteknologien. Filmen skildrer en eksistentiel spørgen til vores digitale samtid, og pointen er ultimativt, at mennesket skal være anonymt for at kunne leve frit. Den digitale ikke-eksistens er ægte eksistens. Niccol viser sin morale på staveplademaner i en scene, hvor hackeren sletter sin fortid foran et flammende bål – et bedaget, billedpolitisk levn fra revolutionernes analoge tider. Et klik på ”Tøm papirkurv” bærer bare ikke samme pompøse gestik!
Dystopisk kynisme
Den tredje akt er desværre det tilbagevendende svage led i Niccols filmografi. Op til da har Anon dyrket nogle klare æstetiske og praktiske forestillinger omkring samfundet med lige dele fascination, frygt og forestillingskraft.
Især viser Niccol en frisk fortolkning af gyserklassikeren Peeping Tom (1960) i sin brug af point-of-view-kamera. Filmreferencen synes mest tydelig i scenerne, hvor man ser morderens POV, men Niccols opdatering af det subjektive kamera virker bedst, når filmens hacker manipulerer med blikket i realtid. Dertil skifter filmens billedformat diskret mellem POV-vinkler og objektive kameravinkler, hvilket er velfungerende i sin desorienterende forveksling mellem, hvem der kigger hvornår. Her spiller filmens teknik og fortælling sammen om en billedkritik af overvågningsbilleder, autenticitet og troværdighed.
“I disse mørke Trump-tider er der noget basalt tilfredsstillende, næsten katarsisk, i at svælge i ekstreme versioner af vores egen politiske samtid. Det er værd at overveje, hvorvidt håbefulde fortællinger i stedet er vejen frem?”
Undervejs fik Anon mig til at tænke på Stanley Kubrick. Den filmtekniske kontrol over billederne rummer en lignende kølig distance og kynisme, og Andrew Niccol viser som instruktør generelt nogle færdigheder, som ligger tættere på forbilledet end hans karriere måske giver anledning til at sammenligne med. Den afgørende forskel er dog, at Kubrick konsekvent førte kynismen til ende, mens Niccol som forfatter altid afslører sin humanistiske morale til slut. Niccol ender derfor mellem to stole: På den ene side en dygtig instruktør med præference for flotte, glatte overflader, der holder beskueren på afstand, og på den anden side en idérig manuskriptforfatter med et blødende hjerte, der ønsker at fange beskueren ind gennem følelser. Hans film ville være bedre tjent med, at han fokuserede på at indfri én af delene til fulde.
Hvis du kan lide dystopiske Netflixproduktioner som Annihilation (2018), The Cloverfield Paradox (2018) og The Rain (2018), vil du måske også kunne lide Anon – og det er i denne streaming ad libitum, at hele kritikken ligger. Tidligere i år bragte Literary Hub think piece-artiklen ”Dystopia for Sale”, hvori Brady Gerber med udgangspunkt i The Handmaid's Tale kritiserede sci-fi genrens kritiske potentiale, fordi dystopi er blevet en lukrativ salgsstrategi for store medievirksomheder. I disse mørke Trump-tider er der noget basalt tilfredsstillende, næsten katarsisk, i at svælge i ekstreme versioner af vores egen politiske samtid. Det er værd at overveje, hvorvidt håbefulde fortællinger i stedet er vejen frem?
I Andrew Niccols tilfælde tænker jeg tilbage på hans hidtil bedste film, som påfaldende nok også er den, han ikke selv instruerede, nemlig Peter Weirs The Truman Show (1998). Da Trumans båd til slut støder mod filmsettets væg og hans verdens ende, tændes et håb for fremtiden – en næsten sublim filmisk forløsning! I Anon efterlades man derimod som beskuer med et overdramatisk og lettere fortærsket budskab om, at man burde slette sin Facebookprofil.
Visning
Netflix
