Konspiratorisk begær
Essay
Hvad tænder du på, når pandemien gør forholdet til skærmen nærmest symbiotisk? Coronatid er højsæson for konspirationsteorier og paranoidt hjernespind. Også kendt som urfilmiske råstoffer.
af Daniel Flendt Dreesen
Inherent Vice (Paul Thomas Anderson, 2014)
”You’re gonna want to get good and fucked up before this meal” er en af mine absolutte yndlingsreplikker. Den leveres 49 minutter inde i Inherent Vice (2014), da servitricen på en fiskerestaurant – tro mod filmens atmosfære af stimulanslabil dérive – foreslår Joaquin Phoenix og Benicio Del Toros karakterer at lægge ud med husets ”Tequila Zombies”.
Paul Thomas Andersons filmatisering af Thomas Pynchons roman af samme navn er et suverænt trip. Gudskelov. For når man hverken kan rejse eller socialisere, er det så forbandet vigtigt, at man kan trippe by proxy i filmens verden. Et formidabelt afsæt for kritiske betragtninger over f.eks. rejsefilm, festlige ensemble pieces eller film, der kører af sporet og stikker helt af. Lad os zoome ind på en særegent californisk type konspirationsfilm som fartøj til at propellere tanken ud i verden.
I tråd med konspirationernes natur viser der sig en tankevækkende sammenhæng fra Inherent Vice – tilbage til Robert Altmans The Long Goodbye (1973) og frem til David Robert Mitchells Under the Silver Lake (2018). Nærmere betegnet et filmhistorisk mønster baseret på grundformlen:
”Slacker-privatdetektiv søger forsvunden pige – hvis forsvinden hænger sammen med magtfulde mænds ditto – og trods tvivlsomt talent snubler vor helt sig gennem sanatorier, kultiske rockbands, kodesprog og kriminelle organisationer, hele vejen til sandheden, sådan cirka.”
Den besatte jagt efter meningens avatarer
Har du altid næret en sund skepsis mod den måde, tingene umiddelbart tager sig ud? En snu og kritisk distance? Velkommen i klubben – men alting med måde. Du befinder dig på et spektrum, hvor paranoia og pizza gates udgør ekstremerne. Eller som min onkel fra den vaccinekritiske fløj for nylig formulerede det: ”Er du sølvpapirshat eller klaphat?”.
Inden for populærkulturen går den metodiske, solitære efterforsker igen som let genkendelig figur. “Our world is filled with codes, pacts, user agreements and subliminal messages”, som den ængstelige tegneserieskaber i Under the Silver Lake forklarer. Kun ved at samle puslespillet, kommer den højere mening til syne. I filmkontekst svarer det til slutscenen; de sidste, definerende frames.
“I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma; but perhaps there is a key.” Således ordene fra historiens måske største bonmot-fabrikant, Winston Churchill (da han talte til det britiske folk over radioen i 1939). Og med det melder spørgsmålet sig, om denne type besatte truther-narrativer er en udpræget maskulin disciplin? Er det i virkeligheden en genre omhandlende og begrænset til det mandlige sind og blik?
The Long Goodbye (Robert Altman, 1973)
The Long Goodbye er baseret på en Raymond Chandler-roman fra 1953 og rummer flere misogyne elementer. Plakaten til Inherent Vice prydes af neonfarvede damelår i klassisk Bond-stil, og protagonisten i Under The Silver Lake lader kronisk halvliderligt sig selv og hele filmens retning gelejde af ypperlige kvindeformer overalt, hvor de fremdukker.
I en central scene udveksler han, spillet af Andrew Garfield, og en ven bullshit-teorier over en øl på en skrænt i L.A.-natten, mens de via drone udspionerer en kvinde i sit private hjem. Vennen siger:
“It’s the modern persecution complex. Who needs witches and werewolves anymore, right? Now we have computers. I swear to god, at the very least the entire population is suffering from mild paranoia. Our little monkey brains are not comfortable knowing that we are all interlinked and routed together now in some kind of alien mind hive.”
Længere når han ikke med teorien, før kvinden kommer til syne i vinduet, som dronen altså transmitterer fra på nært hold. Samtalen må vige for det voyeuristiske begærs debile tavshed. I disse film er drifternes ansporing, de værende seksuelle og alkoholiske, underligt nok aldrig distraktioner fra, men nærmere uomgængelige milepæle på vej mod mysteriernes opklaring.
På film skal konspirationer nemlig ikke udredes med tanken, de skal bare handles til ende: Tag telefonen, start bilen, tøm glasset og følg efter den hvide kanins vuggende popo. Når det er så simpelt at være helt, er helten oftest en simpleton, dvs. 100% relatable. Kun Philip Marlowe (Elliott Gould), hovedpersonen i The Long Goodbye, hævder for alvor en individualitet, der kan adskilles fra seerens delte voyeuristiske drift mod spor, hor og morskab; en treenighed af meningsfylde.
Til sammenligning med Doc Sportello (Joaquin Phoenix i Inherent Vice) og Sam (Under the Silver Lake) viser han sig nærmest aseksuel i sin afsmag for Eileen Wade (danske Nina van Pallandt fra Nina & Frederik) og hendes (bogstaveligt talt) tørrede abrikoser.
Selv nabokollektivet af topløse yogier værdiger han ingen flirt, men føjer åndsfraværende deres bestilling af brownie mix fra døgnkiosken, når nu han alligevel stikker ud efter kattemad til det nærmeste, han kommer en love interest: ”He’s got a girl, and I’ve got a cat” som Marlowe karakteristisk mumler til sig selv med en smøg hængende ud af kæften, efter at være blevet hånet af en ung butiksassistent af samme årsag. Katten som enspænderens mærke.
Lænket til et psykogeografisk kompleks
Filmenes indbyrdes forhold tager sig sådan her ud: Paul Thomas Anderson har i en podcast med Marc Maron vedkendt sig The Long Goodbye som model bag kalkerpapiret til Inherent Vice. Selvom Pynchons velturnerede sprog og særligt Joaquin Phoenix og Josh Brolins komik farver Inherent Vice stærkt humoristisk, hvor The Long Goodbye, trods rigelige doser californisk sol, på lydsiden gennemstrømmes af pianobarers tågede melankoli (Chandlers kone var dødeligt syg under skriveprocessen), så har filmene en excentrisk, næsten virtuos, rytmisk charme tilfælles.
De er rablende film med jazzede fortælleformer, og hvis de forekommer skødesløst komponeret, skyldes det udelukkende karakterernes brug af snubledans som overlevelsesteknik. Som med Jackie Chans drunken boxing er der tale om en filmisk stil, der maskerer sin dødbringende præcision. Tænk en videnskabsmand, der lynsnart må genfortælle sin flygtige vision, men hvis maniske form lader ham fremstå vildfaren og gal.
Denne absurdistiske mani er en nydelse i sig selv. Josh Brolins kriminalkommissær, der æder rå pot af rygerbakken med et vildt blik i øjnene (Inherent Vice). Den mumificerede patient, der stønnende rækker Marlowe verdens mindste mundharpe. Sceneskiftet til Mexico, hvor flamencomusikken tager til i styrke simultant med zoom på et par gadehunde, der saligt, indifferent knepper løs midt i trafikken (begge The Long Goodbye).
Heroverfor kan Under The Silver Lake dårligt nok kan kaldes en entydigt god film, og bør snarere ses som et idékatalog og hyldest til føromtalte. Dens tilstræbte åndsslægtskab gør den interessant som barometer for genretropernes historiske udvikling.
Efter kassesuccessen med den metaforiske gyser It Follows (2014) har David Robert Mitchell formodentlig haft frie tøjler til at realisere snart sagt hvilket som helst projekt. Producenterne må have forbandet hans hovmod. For Under the Silver Lake føles som en filmatiseret videredigtning af podcast-samtalen mellem Paul Thomas Anderson og Marc Maron i 2014, der berører Hollywoods psykogeografi bestående af indianske gravpladser og Golden Age-mytologi, opsummeret som “a magical, dark place” (Anderson er født og opvokset i Studio City).
Under the Silver Lake (David Robert Mitchell, 2018)
I fraværet af litterært forlæg har Mitchell blandet sin egen cocktail med ingredienser fra Kiss Me Deadly (1955), L.A. Confidential (1997), The Big Lebowski (1998), Mulholland Drive (2001), Los Angeles Plays Itself (2003), The Canyons (2013) og Maps to the Stars (2014). Resultatet kan ikke undgå at virke konstrueret og en smule studentikost. Under the Silver Lake er en uhyre selvbevidst film, som akkurat formår at skabe nok stemning og forbløffende forviklinger til at være seværdig.
Produktionsåret (2018) in mente kan det undre, at Under the Silver Lake har langt det mest fremmedgjorte og objektiviserende kvindesyn af de tre. Og som A.O. Scott pointerer i sin anmeldelse for New York Times, så udtrykker filmen også konspirationsteoriernes blodløst tautologiske og degenererede stadie. Sams unavngivne sidekick formulerer det sådan her:
“We’re an entire generation of men obsessed with video games, secret codes, space aliens. It used to be, 100 years ago, any moron could wander into the woods and look behind a rock or some shed and discover some cool new thing. Not anymore. Where’s the mystery that makes everything worthwhile? We crave mystery cause there’s none left.”
Daggry for selvkritiske konspirationsteorier
I disse dage flyder internettet over med billeder fra Alt-Right demonstranters storm på Kongressen. Jake Angeli aka ”Q Shaman” repræsenterer som ”evil hippie” på mange måder det forråede, voldsparate og heroinhungrende uskyldstab efter 68’er-generationens oprindelige idealisme, og kunne med største selvfølgelighed optræde som endnu et kodificeret tegn i de californiske konspirationsfilm.
“It’s the modern persecution complex. Who needs witches and werewolves anymore, right? Now we have computers. I swear to god, at the very least the entire population is suffering from mild paranoia. Our little monkey brains are not comfortable knowing that we are all interlinked and routed together now in some kind of alien mind hive.”
Donald Trump ansporede sine følgere med ordene: ”If you don’t fight like hell you’re not going to have a country anymore.” Efter det mislykkede statskup, og i et forsøg på at redde sin egen røv, forrådte han dem med kovendingen: ”To those that broke the law, you will pay”. Demagogen marcherede ikke selv på dagen, men profiterede på subtekst og tolkningsrum.
Et tolkningsrum, hvis digitaliserede form på én og samme tid udvides til at rumme vidtgående propaganda og indsnævres til gruppetænkning af YouTube-kanalernes kaninhullede ekkokamre. I ruinerne efter den objektive virkelighed og den frie, kritiske presses atomisering er sigtbarheden fordummende.
The Long Goodbye og Inherent Vice foregår i 1970’erne – længe før Internettets udbredelse. De minder os om at inkludere både afsender og de teknologier, der er mere suggestive magtmidler end neutrale platforme, som en del af ”konspirationen”, der skal granskes og gennemskues.
Det borende blik må aldrig blive navleskuende som hos Mitchell, der reducerer det konspiratoriske begær til et pubertært, chauvinistisk egos Incel-kuede seksualdrift. Philip Marlowe og Doc Sportello viser os omvendt, hvordan ”the private eye” udfører sit feltarbejde omhyggeligt, eliminerer alle fejlkilder og forvirrer fjenden med hofnarrens dansende og snøvlende kunstgreb.
I sidste scene af Inherent Vice slår Sportello øjnene op mod kameraet, mens solen strejfer hans ansigt. Det pludselig stålsatte blik indeholder hele Pynchons magtkritik i sin stråle. En opfordring til at gribe til handling og rable. Med subversiv, kirurgisk præcision.
