Folkerepublikken i billeder
Filmserie
af Niels Kristian Bonde Jensen
Still fra West of the Tracks (2002)
Det føles ofte horisontudvidende at se kinesiske film. Det være sig dels i forhold til æstetik, virkemidler, fortællestil, tempo osv. Men måske også fordi skræmmebilledet af Kina som verdensordensomvæltende supermagt for evigt, og særligt for tiden, synes at lure i horisonten. Analytikere udi geopolitik præsenterer i hvert fald gang på gang en slags alarmisme på afstand: Den virkelige trussel mod Vesten, Værdierne, Demokratiet og alt, hvad vi har kært, er ikke Putins Rusland, mellemøstlige terrororganisationer eller stigende autokratiske tendenser blandt egne rækker, men den slumrende kæmpe i Øst. Vi har vidst det siden Napoleon: Økonomisk, militært, teknologisk og kulturelt vil Kina simpelthen løbe os over ende før eller siden.
Dette vækker i sig selv en slags morbid nysgerrighed: Skulle dommedagsprofetierne holde stik, og fremtidens verdensorden tegnes i det diktatoriske Kinas billede, hvilken billedkultur ville vi i så fald skulle forhandle med? Her tænkes ikke kun på TikTok – som man gennem alarmistiske briller kan se som en trojansk hest i kampen om visuelt territorium, der (foruden dataindsamling) er indsat i den vestlige billedkultur for at reproducere og dekonstruere vores selvbilleder i et uendeligt loop, der ender i kollaps. Selvom denne tanke er nok så interessant og skræmmende at forfølge udi dystopiske fremtidsscenarier, kan man også med historiens sikkerhed mere nøgternt kigge tilbage på fortidens dokumentationer. Hvordan er billedet af Kina faktisk blevet forvaltet af kinesiske billedeskabere?
Med billeder menes i denne kontekst selvfølgelig de levende af slagsen. Med billedeskabere menes i denne kontekst selvfølgelig kun et uendeligt lille udsnit af kinesiske filminstruktører, der har fundet vej til vestlige/danske seere. Heri ligger horisontudvidelsen, hvilket Cinemateket siden 3. oktober har leveret et væsentligt bidrag til med en spraglet serie i anledning af Folkerepublikkens 75-års fødselsdag.
Filmhistorisk kuriosa
Når det kommer til de såkaldte revolutionsoperaer, i serien repræsenteret af Wang Pings The East is Red (1965), er (film)historisk horisontudvidelse en pointe i sig selv. Her en filmet operaopsætning i ubegribelig skala om Maos kommunistpartis historie fra dannelsen i 1921 til magtovertagelsen og dannelsen af Folkerepublikken i 1949 – bestilt og betalt af netop det kommunistiske regime. Rendyrket propaganda med andre ord, opført på scenen med en bombastisk, evindelig lovprisning, der er en tålmodighedsprøve at sidde igennem i 117 minutter.
Men netop som eksempel på et regimes eget forskruede selvbillede – og som eksempel på, hvor eksorbitante tableauer, filmmediet kan fremmane, når et statsligt produktionsapparat stilles frit til rådighed – er filmen ikke uinteressant. The East is Red og revolutionsoperaerne repræsenterer altså en billedkultur, der er typisk for diktatoriske censurregimers billedkultur (den oplagte parallel er Leni Riefenstahls ligeledes bombastiske – og visuelt imponerende – film fra Hitlers Nazityskland). En billedkultur, der er manisk svulstig i sin selvros, uncanny i sin mangel på selvkritik. Befolket af store ledere og overlykkelige, lovprisende bønder og arbejdere, der forsager deres guder og i stedet kaster sig på knæ for Partiet, der har skabt paradis på Jord. Selvsamme partis rettighedsbrud, undertrykkelse og etniske udrensninger foregår i denne type billedkultur udelukkende bag kulissen – uden for billedrammen.
Still fra Yellow Earth (1984)
Nuancering på tværs af generationer
Horisontudvidelser, der filmkunstnerisk er mere interessante, og mere tvetydige i deres forhold til det kinesiske samfund, finder man dog andre steder i serien. Her præsenteres film fra en håndfuld af de mest anerkendte (i Vestlig kontekst) kinesiske filmskabere fra tredje til sjette generation: Chen Kaige, Xie Jin, Tian Zhuangzhuang, Jia Zhangke og Wang Bing.
Xie Jins Two Stage Sisters (1964) anskuer overgangen fra det traditionelle til det kommunistiske Kina gennem forholdet mellem to søstre i en omrejsende teatertrup. Her skildres overgangens etiske og kulturelle brydninger både på- og bagom scenen, i metaforisk og konkret forstand. Dette fremføres passende melodramatisk teatralsk - i kulissernes labyrintiske og trænge korridorer, hvor sminke påføres, stjerner pudses og falmes, roller påtages. Og på scenen, hvor kunsten i takt med samfundet undergår sin egen revolution: De traditionelle klæder, sminken og sangstilen – de store tragedier om helte og guder – erstattes af det politisk indignerede teater, grå uniformer, minimalistisk scenografi, tæt på hverdagen. Filmen blev produceret under statscensur, så den kommunistiske revolution forherliges relativt entydigt, særligt i det afsluttende akt. Alligevel spøger sorgen og den tabte historie i kulissen.
“9 timer i selskab med trøstesløse stålfabrikker og forfrosne slumområder indfanget på digitalkamera anno årtusindeskiftet er en udfordring. Tager man den på sig, venter der sig til gengæld et fuldstændig unikt indblik.”
I Chen Kaiges debutfilm Yellow Earth (1984) kredses der ligeledes om forhandlingen mellem det traditionelle og revolutionære Kina. Her hensat til landbrugssamfundets åbne vidder og særegne skikke. En soldat fra den kommunistiske hær kommer forbi en fattig landsby for at indsamle områdets lokale folkesange, der skal indgå som slagsange i kampen om det nye Kina. Men afspejler disse sange den lovprisning af landet og håndens arbejde som forventet? Er det snarere desperate klagesange? Hvad binder disse bønder, og er rødderne værd at holde fast i? Revolutionen skildret som en ørkesløs vandring gennem kultur- og naturlandskaber.
Som en af det moderne Kinas fremmeste filmskabere retter Jia Zhangke i 24 City (2008) derimod kameraet mod en brydningstilstand i det 21.århundredes kinesiske kæmpebyer. Her står forhandlingen mellem kommunisme og hyperkapitalisme, opstået som følge af Maos død og Deng Xiapings markedsreformer mellem 1978 og 1992. I 24 City er omdrejningspunktet et tidligere fabriksdistrikt i det centrale Chengdu, der nu skal omdannes til et kæmpe luksuslejlighedskompleks. Gennem en række interviews med de mennesker, der har tilknytning til området før og nu (tidligere fabriksarbejdere, byplanlæggere, beboere etc.) overleveres et steds orale historie på tværs af paradigmer. Vanligt for Jias film er disse interviews dog i varierende grad iscenesatte, og flere personer er ”roller” spillet af professionelle skuespillere. En sammensmeltning af virkelighed og fiktion, der i løbet af filmen spalter ud i næsten svimlende fortolkningsmuligheder om vores forhold til livet i byen og bylivets udvikling i det 21. århundrede.
Still fra 24 City (2008)
Samtidshistorie på skinner
Seriens absolutte prik over i’et må alligevel være den sjældne visning af hele Wang Bings monumentale ni timer lange dokumentar West of The Tracks (2002) med introduktion ved programchef på CPH:DOX, Mads Mikkelsen d. 9. november. Et værk og en visning, der naturligt indbyder til superlativer: ”det største dokumentariske værk i nyere filmhistorie!” kunne være ét, ”en uomgængelig cinefil begivenhed!” kunne være et andet. Superlativerne ville være sande, men samtidig må man medgive, at 9 timer i selskab med trøstesløse stålfabrikker og forfrosne slumområder indfanget på digitalkamera anno årtusindeskiftet er en udfordring. Tager man den på sig, venter der sig til gengæld et fuldstændig unikt indblik i netop overgangsfasen mellem socialistisk planøkonomi og den særlige kinesiske udgave af kapitalisme, som vi kender i dag. Over tre år fulgte Wang Bing et helt industridistrikts afvikling som følge af økonomiske reformer med et varigt, fastholdt blik på netop samspillet mellem infrastrukturel og menneskelig forflytning og sammenbrud.
De rå digitale billeder skaber sin egen lo-fi-antiæstetik, der særligt i mødet med omsmeltningsanlæggenes flammehav nærmer sig det psykedeliske, men West of the Tracks er først og fremmest enestående i kraft af dens adgang og varighed. Instruktørens intime, langvarige tilstedeværelse i dette miljø, blandt disse mennesker – muliggjort af opfindelsen af digitalkameraet – sætter sig vitterligt i kroppen på beskueren gennem dennes egen varige opmærksomhed. Alt godt kommer til den, der venter, og som horisontudvidelse kan 9 timer svært gives bedre ud end i selskab med West of the Tracks, der overrumplende behandler den moderne kinesiske samfundsudvikling i al dens buldrende hast, dens kompromisløshed, dens ufattelige skala – materielt og menneskeligt.
På tværs af serien antydes således en billedkultur, der gennem både dokumentariske og performative lag undersøger steder og systemer under radikal, hastig transformation. Forholdet til det kinesiske styre og dets billedcensur er kompleks og flertydig, men fælles er blikket for transformationens indvirkning på menneskelige skæbner og perspektiver: En magtløshed lever i disse billeder, en ensomhed, en nostalgi, men også en radikal åbenhed. Transformationen er ikke nødvendigvis håbefuld for individet, men uomgængelig for generationen.