En rigtig mands giftige selvmodsigelser
The Power of the Dog
Jane Campion, 2021
Undervejs på den dødbringende kanotur i Deliverance (1972) diskuterer to af de nervøse storbyboere Ed (Jon Voight) og Drew (Ronny Cox), hvorvidt deres rejsefører Lewis (Burt Reynolds) kan lede dem ud af deres knibe. Ed sætter stadig sin lid til ham, men Drew mener ikke, at Lewis kender skoven så godt, som han selv tror:
“He learn 'em. He doesn't feel 'em. That's Lewis' problem. He wants to be one with nature, and he can't hack it.”
Deliverance skildrede en tilbagevenden til naturen, som oprør mod kapitalismens bløde magtindtog i arbejde og hverdagsliv efter 1968. Burt Reynolds’ naturmachismo hamlede dog ikke op med det vilde, og ligesom de bedste Herzog-film viste John Boormans klassiker, hvad der sker, når kulturen går for vidt i sit forsøg på at knægte naturen.
I The Power of the Dog udfordrer kulturen igen naturen. Kamppladsen er et snævert trekantsdrama; ganske vist bestående af fire mennesker. Brødrene Phil (Benedict Cumberbatch) og George (Jesse Plemmons) driver sammen en ranch. George tager bad og rider rundt i nydeligt tøj, mens Phil sætter en dyd i at få jord under neglene og gøre tingene på samme måde, som deres hedengangne mentor Bronco Henry lærte dem det. Og sådan går dagene, indtil George gifter sig med underklasseenken Rose (Kirsten Dunst), og hun flytter ind. Med Rose følger også teenagesønnen Peter (Kodi Smit-McPhee), der fysisk udstråler feminitet og laver sirlige papirblomster som borddekorationer. De fire markant forskellige karakterer får intrigerne til at stå i kø, og de underliggende temaer i The Power of the Dog står så tæt mellem linjerne, at der næsten ikke er tale om subtekst - men simpelthen bare tekst.
Det andet westernland
Filmen baserer sig på en roman af Thomas Savage fra 1967. Den foregår i Montanas ranchland i 1925, men i westerngenren befinder den sig et sted mellem There Will Be Blood (2007) og Brokeback Mountain (2005) – og ganske langt fra Den gode, den onde og den grusommes (1966) pistoldueller. The Power of the Dog deler dog Sergio Leones spaghetti-diasporaforhold til det vilde vesten. Filmen er optaget i Campions newzealandske hjemland, der udover at være en billedskøn ramme også danner en uoverensstemmelse i vores indre øje mellem, hvad vi ser, og hvor filmen foregår. Ligesom filmens karakterers problemer med at passe ind, så passer kulisserne heller ikke ind. Og med et detaljeret, sanseligt og flot production design fremstår filmens location ikke som en tilfældighed.
Det er altid en filmbegivenhed, når der er nyt fra instruktøren Jane Campion. Sidste gang var tv-serien Top of the Lake (2013 og 2017), og det er hendes første film i 12 år. Hun er den første kvinde til at vinde Guldpalmen i Cannes (Campion var også den eneste kvindelig palmevinder indtil 2021, hvor Julia Ducournau vandt for Titane). Denne feministiske air viser sig også i Campions værker, som alle beskæftiger sig med kønnenes magtrelationer, oftest med en kvindelig hovedperson. I The Power of the Dog knytter dramaet sig igen til kønsroller, men det er den giftige maskulinitet, der har hovedrollen.
“Overklassebriten Cumberbatch passer lige så lidt ind i Montanas cowboyland, som New Zealand gør, og det føjer et ekstra lag til hans performance”
Intellektuel banjoduel
Når jeg beskriver et trekantsdrama med fire mennesker, skyldes det, at dramaerne fordeler sig i forskellige trekanter ud fra Benedict Cumberbatchs Phil. Han er som et sort hul; destruktiv, fascinerende, altopsugende, og hans blotte tilstedeværelse mærkes på lang afstand. Han bander, fortæller røverhistorier (om Bronco Henry), spiller virtuost banjo, fletter reb, ryger hjemrul, driver kvæg og er alumne fra Yale. ”I am large, I contain multitudes”, skrev Walt Whitman, og Phil er en af den slags store fiktionsskabninger fra litteraturen, som kan være svære at skildre på film. Cumberbatch lykkes med andre ord med noget helt særligt.
Siden signaturrollen som Sherlock Holmes har Cumberbatch famlet omkring i jagten på roller, der kunne bære hans unikke karisma uden, at han overvældede filmen. Sammen med Campion rammer han plet, fordi Phils natur er at erobre alle rum, han går ind i. Selv når han står i hjørnet af billedet, tiltrækker Cumberbatch al opmærksomheden. Men i modsætning til Sherlock (2010-2017) er alle skuespillerens charmerende tilbøjeligheder væk. Phil er kold, konkurrerende og truende, og når han en sjælden gang ikke kan holde sine følelser inde, råber han ”bitch”, mens han bl.a. tæver løs på en uskyldig hest. Hans adfærd dækker - ikke overraskende - over en forbudt homoseksualitet. Phil har valgt et liv i machorollen med inspiration fra Bronco Henry, som på et skelsættende tidspunkt holdt Phil tæt i sin favn. Overklassebriten Cumberbatch passer lige så lidt ind i Montanas cowboyland, som New Zealand gør, og det føjer et ekstra lag til hans performance, hvor den indre, medfødte, biologiske natur tæmmes, tøjles og undertrykkes af kulturen; af opvækst, samfund, selvdisciplin, uddannelse og – på denne tid og sted – patriarkat.
Det er Phils elitære version af giftig maskulinitet, der er kilden til konflikterne på ranchen. I en central sekvens laver Campion en snedig selvreference til The Piano (1993): George anskaffer sin kone et fornemt klaver for, at hun kan spille, når de holder selskab. Rose er bevidst om sine beskedne klaverevner, og hun øver sig derfor bag lukkede døre. Hvor klaveret i The Piano var et frirum, bliver klaveret på ranchen en byrde. En dag lister Phil sig indenfor, mens Rose øver sit spil, og i filmens pendant til en klassisk western stand-off håner han hendes klaverspil med sin duellerende banjo oppe fra overetagen. Med sine mange talenter, ukuelighed og vrede ydmyger Phil folk omkring sig, og det er ham muligt, for han er dem overlegen på alle gældende konkurrenceparametre. Fine gæster kommer på visit i forventning om Phils højtuddannede selskab. Den vattede George undgår helst sin bror for ikke at blive mobbet, og han lader stå til, mens Rose bliver drevet ud i druk.
Men ligesom den usårlige græske sagnfigur har Phil også en akilleshæl. Den unge Peter kommer på besøg hos sin mor, og også han bliver draget af Phils tyngdekraft. Peter lærer at ride, og han sidder i lædersadlen, mens han hører livslektionerne om Bronco Henry. Som elev overrasker teenageren med sine evner og kækhed, og skindrebet, som Phil fletter på, bliver en gave til sin unge protegé. Deres forhold forårsager endnu mere smerte på Rose, men Peter prøver at berolige hende. For ifølge ham, er en rigtig mand én, der beskytter sin mor.
Bidske mandemænd
På en bjergside, der omgiver ranchen, findes en formation af lys og skygger, som Phil ynder at betragte. De andre cowboys kan ikke se det, men Peter deler Phils sensitivitet: ”Det er en hund, som hyler”, konstaterer Peter. En imponeret sprække viser sig i Phils stenhårde ydre. Et glimt af en øm side, der bliver hans forfald over for den næste generation: I modsætning til Phil, der holder sine følelser skjult, finder Peter styrke i sin følsomhed. I flere øjeblikke som disse minder filmen overraskende om den franske instruktør Claire Denis, hvis karriere har løbet parallelt med Campions, men hvor deres fællestræk ellers ikke tidligere har været tydelige. Med sit plot, koreograferede cowboykroppe og kapitelinddelte ellipser i handlingen låner The Power of the Dog næsten direkte fra mesterværket Beau Travail (1999), men Benedict Cumberbatchs Phil kunne lige så vel være endnu en aparte skønhed i Denis’ række af usympatiske men i sidste ende tragiske mænd; heriblandt Vincent Gallo, Grégoire Colin, Vincent Lindon og Robert Pattinson.
“De underliggende temaer i The Power of the Dog står så tæt mellem linjerne, at der næsten ikke er tale om subtekst - men simpelthen bare tekst.”
Vi skal ikke have ondt af bidske hvide mandemænd, men The Power of the Dog viser, hvor svær en rolle Marlboro-manden er at performe autentisk. I seks tv-sæsoner gik den angstramte mafiaboss Tony Soprano i terapi og søgte svar på, hvor de standhaftige mænd som Gary Cooper var blevet af. Soprano var fri til at udleve seksualitet – og det gik ud over mange kvinder – men hypermaskuliniteten, som det kulturelt krævedes i mafiamiljøet, var alligevel umulig at forene psykisk med en følsom side. Mens filmen ikke er subtil, så er det i de bittesmå, væsentlige nuancer i iscenesættelse og især performance, at Campion og Cumberbatch bidrager med en markant repræsentation af maskulin natur, hvor den gamle machorolle skildres essentielt unaturlig.
I den grad at al køn er performance, kan det være værd at forstå i vores samtid, at giftig maskulinitet ikke nødvendigvis opstår som et valg. Mens det for mange mænd må være en befrielse ikke længere at skulle være ”en rigtig mand”, så er de mænd, der efterlever et klassisk mandeideal kommet i dobbeltknibe mellem en kønsrolle, der kræver hårdt arbejde, og et kønsideal, som tiden er løbet fra.
”Red mit liv fra sværdet / mit dyrebare liv fra hundene”, reciterer Peter fra Salmernes Bog, hvorfra filmens titel kommer. Allerede i Bibelen finder man en værdimæssig overgang fra fysisk råstyrke til kærlighedens kraft.
Visning
Netflix
