Interview

Hvert år bliver der uddannet nye, unge kunstnere fra danske kunstinstitutioner, der arbejder med film og videokunst. I løbet af deres studietid har de mulighed for at eksperimentere, afprøve metoder, og hen ad vejen forme deres egen særlige tilgang til filmmediet.

Vi har inviteret Katrine Brocks fra Den Danske Filmskole til at fortælle om sin afgangsfilm Under bølgerne, over skyerne og sit syn på filmmediet. Hvilke processer ligger til grund for hendes arbejde? Og hvad kan vi forvente i fremtiden?

Under bølgerne, over skyerne: De to veninder, Helene og Theo, rejser til Kreta for at genforene Helene med en gammel ferieflamme. Livet er herligt, og alt kan ske. Men da planen kuldsejler, må de to unge kvinder kæmpe mod uventede, indre dæmoner. Un… — *Under bølgerne, over skyerne*: De to veninder, Helene og Theo, rejser til Kreta for at genforene Helene med en gammel ferieflamme. Livet er herligt, og alt kan ske. Men da planen kuldsejler, må de to unge kvinder kæmpe mod uventede, indre dæmoner. Under Bølgerne, Over Skyerne undersøger den hårfine grænse mellem galskab og genialitet, kontrol og afmagt. Samtidig er filmen en skildring af, hvor meget styrke der er at hente i venskaber. Foto: Mia Mai Dengsø Graabæk

Hvad handler din afgangsfilm om? Og hvad er baggrunden for filmen?

Jeg vidste fra starten, at jeg gerne ville lave en film om venskab og om psykisk sårbarhed, når det optræder i en nær relation. Og så vidste jeg, at filmen skulle foregå på en rejse. Jeg havde selv lige været igennem en depression og havde en følelse af at opleve alting lidt på ny – lidt ligesom man gør på en rejse, hvor sanserne bliver skærpet på en helt særlig måde. Derefter voksede der to karakterer frem, som jeg udviklede i meget tæt samarbejde med Kristine Kujath Thorp, der spiller hovedrollen Theo i filmen. Hun har været med i processen før, der overhovedet var en storyline. Jeg har undervejs i mit forløb på Filmskolen fundet ud af, at jeg rigtig godt kan lide at starte med en karakter - så er det som om, det hele vokser ud af det.

“Jeg havde lyst til at arbejde meget improvisationsbåret. Men jeg fandt ud af i løbet af processen, at improvisation faktisk ofte låser én mere, end det gør én fri. Så vi endte ret sent i processen med at arbejde med et manus.”

— Katrine Brocks

Vi udviklede sammen hendes karakter, der til at starte med hed ’Fantasten’. Blandt andet var vi på en rejse til Marokko, hvor vi lavede en masse skitseøvelser, der tog udgangspunkt i Kristines egen person, men samtidig skruede op for nogle af hendes egenskaber. På det tidspunkt var karakteren vag og ikke særlig defineret. Jeg gav Kristine en konkret opgave hver morgen, hun skulle løse. Det kunne være, at hun skulle gå ned på det lokale marked og finde en spåkone og lade sig spå i karakter. Eller finde et sted, hendes karakter ville være særligt tiltrukket af og skrive noter om det. Hver aften lavede vi en debriefing, hvor hun fortalte om sine iagttagelser og oplevelser. Min rolle som instruktør i forarbejdet til filmen var at være en form for redaktør, der samlede ind og redigerede i det materiale, hun kom hjem med.

Frederikke Dahl Hansen, der spiller den anden hovedrolle i filmen, kom med senere i forløbet. Vi udviklede sammen hendes karakter, der i starten hed ’Skildpadden’. I det her tilfælde er der nærmest tale om to spejlingskarakterer: Skildpadden er en introvert, langsom og bedrøvet karakter, der tvivler på sig selv og på, at verden vil hende det godt, mens Fantasten bare springer ud i nye ting og næsten tror, hun kan styre verden med sine tanker. Med mit afgangsprojekt var det ikke nødvendigvis min hensigt, at vi skulle have et manuskript. Jeg havde lyst til at arbejde meget improvisationsbåret. Men jeg fandt ud af i løbet af processen, at improvisation faktisk ofte låser én mere, end det gør én fri. Så vi endte ret sent i processen med at arbejde med et manus.

Er den karakterbårne metode generel for din arbejdsproces?

Jeg har brugt Filmskolen til at afprøve forskellige metoder af. Det er næsten konsekvent sådan, at metoden afhænger af det projekt, jeg går i gang med, og at hver metode samtidig er en reaktion på den foregående film. Min midtvejsfilm Kullen var meget styret. Med afgangsfilmen var det en langt mere åben, søgende proces, som i længere tid ad gangen også virkede langt mere kaotisk. Men generelt kan jeg godt lide at lave skitser i min arbejdsproces. Skitser, som bliver små forstudier, der undersøger materialets udtrykskraft. Det er vigtigt, at man ikke kun har ord at støtte sig til i processen. Min fotograf var eksempelvis ude og lave nogle skitser, hvor hun undersøgte, hvordan hun kunne fortolke bipolaritet fotografisk. Det samme gjorde min tonemester, komponist og klipper. Skitserne er en del et stort apparat eller organisme, hvor de enkelte elementer smitter af på andre dele af processen, og også kommer til at påvirke det manus vi skriver.

Kan du sige lidt mere om, hvordan I har arbejdet med billedsiden i selve filmen?

Min fotograf Mia Mai Dengsø Graabæk og jeg arbejdede sammen allerede på andet semester, hvor vi lavede en film, som kom til at bære præg af, at vi begge er perfektionistiske og måske kommer til at tænke ting til døde. Det blev lidt stift, det vi lavede: Alle billeder var enormt velkomponerede, og det hele blev noget uigennemtrængeligt. Som reaktion på det projekt havde vi lyst til, at hovedkarakteren Theos vildskab skulle smitte af på filmen, eksempelvis i den måde kameraet bevæger sig på. I filmen kan Theo nærmest ikke være inden for fotografiets beskæring, fordi hun fylder for meget.

Vi arbejdede med to modaliteter, som læner sig op ad ideen om manien over for depressionen, det dynamiske over for det statiske. På den ene side arbejdede vi med det håndholdte, organiske kamera, hvor det er skuespillernes bevægelser, der dikterer kameraets. I den modsatte ende af spektret havde vi nogle statiske billeder, hvor karaktererne er indrammet i framen, og hvor det er kameraet, der i højere grad dikterer, hvordan spillerne bevæger sig. Mia Mai har en vanvittig sensibilitet og er virkelig god til at fornemme energien imellem spillerne. Jeg synes, vi fandt en god balance mellem noget, der virker styret og noget, der virker mere råt.

Er der nogle gennemgående interesser eller spørgsmål du stiller med dine film? Hvordan passer denne film ind med de andre ting, du har lavet?

Jeg er generelt meget interesseret i menneskets skyggesider. De ting vi går og skjuler for hinanden, som vi måske ikke engang selv helt er klar over, at vi rummer. Og så er jeg optaget af, hvordan man med filmmediet kan få ting til at blive mere end de er. Med ”ting” mener jeg ikke kun objekter, men også mennesker eller situationer - hvordan kan man give små hverdagsdetaljer plads og rum til at vibrere? Lynne Ramsay er en af mine yndlingsinstruktører, fordi hun har en inspirerende måde at give plads til detaljer som en syltetøjsmad med myrer på, eller et gardin, der blafrer på en helt særlig måde, uden at det bliver patetisk. Detaljerne arbejdes organisk ind, så de bliver en integrereret del af fortællingen og en naturlig forlængelse af situationer og interaktioner mellem mennesker.

“Lynne Ramsay er en af mine yndlingsinstruktører, fordi hun har en inspirerende måde at give plads til detaljer som en syltetøjsmad med myrer på, eller et gardin, der blafrer på en helt særlig måde, uden at det bliver patetisk.”

— Katrine Brocks

På den ene side er jeg interesseret i det ekspressionistisk-psykologiske, som Lynne Ramsay beskæftiger sig med. Hvor der er en klar og stram visuel stil, og et egentlig ret minimalistisk billedsprog. Omvendt er instruktøren John Cassavetes en af mine personlige helte. For ham er kameraet næsten i vejen. Han arbejder virkelig med, at spillerne skal have fuldstændig frit spil. Han fyrer bare en zoom-optik på sit kamera og følger spillerne rundt i rummet. Der er ingen ’blocking’ eller noget, der er aftalt på forhånd. Det synes, jeg han får nogle gribende skuespilpræstationer ud af.

Jeg har hele tiden været optaget af, hvordan man på den ene side kan udnytte filmmediet og biografrummet til at ekspandere scener filmisk – at se på, hvordan man med lyd og billeder kan få ting til at blive mere, end de er – og samtidig ikke kvæle livet ud af skuespilpræstationerne. Det må ikke blive for kontrolleret og styret, og det skal helst føles som om, der er nogle mennesker, der lever og ånder inde i den konstruktion, som film jo er.