Dimittend 2019: Jeppe Lange
Interview
Hvert år bliver der uddannet nye, unge kunstnere fra danske kunstinstitutioner, der arbejder med film og videokunst. I løbet af deres studietid har de mulighed for at eksperimentere, afprøve metoder, og hen ad vejen forme deres egen særlige tilgang til filmmediet.
Vi har inviteret Jeppe Lange fra Det Kgl. Danske Kunstakademi til at fortælle om sit afgangsværk Drawings og sit syn på filmmediet. Hvilke processer ligger til grund for hans arbejde? Og hvad kan vi forvente i fremtiden?
Hvad har du arbejdet med i din afgangsfilm?
Med mit afgangsværk havde jeg lyst til at lave en film, der var sat sammen ud fra en netværksbaseret præmis: I stedet for at have en overordnet handling, der binder scenerne sammen, ville jeg gerne konstruere en masse bittesmå punkter, der kunne hænge sammen på kryds og tværs gennem filmens forløb. Det er noget, jeg har arbejdet med tekstligt allerede for 3-4 år siden. Der var et eller andet ved de tekster, jeg rigtig godt kunne lide. Ved at tage elementer fra vidt forskellige kilder og kombinere dem, kom der helt nye ting ud af det. Jeg ville gerne forsøge at overføre det virkemiddel til film.
Der er samtidig noget ved netværksstrukturen, som giver filmen en drømmeagtig karakter. Forskellige elementer, der ikke umiddelbart hænger sammen, bliver sat sammen på nye måder. Det gav filmen et præg af erindring eller drøm, som jeg synes var spændende at arbejde videre med. I filmen kan man se det samme klip flere gange, men med små variationer, som spiller godt sammen med ideen om en erindring eller drøm: Man forsøger at fremkalde en erindring, men er ikke helt sikker på, hvordan det lige hænger sammen. Så prøver man at huske forskellige versioner af det.
Jeg synes, det er interessant, fordi det derved også begynder at spille sammen med beskuerens hukommelse. Når publikum ser filmen, begynder de måske at tænke: Har jeg ikke lige set det klip før? Men så er der en lille forskel – et nyt musikstykke til den samme scene eller en ny handling inden for samme scene – der gør det forskelligt fra det foregående. I den forbindelse arbejdede jeg med en æstetik, som jeg ved, at mange mennesker i Danmark i hvert fald kender til: Lige fra reklamefilm for shampoo, McDonald’s til Jurassic Park-filmene. Der ligger referencer til alt muligt forskelligt i filmen. Det er ikke meningen, at man som beskuer nødvendigvis skal genkende alle referencerne, men jeg har bevidst benyttet mig af en pulje af kollektiv filmhukommelse og spillet på den, for at fremkalde en ubevidst følelse af genkendelse eller erindring.
Hvordan har du tænkt selve indholdet i filmen? Og hvordan taler form og indhold sammen?
Jeg var meget forelsket i netværksformen, men havde i første omgang svært ved at finde frem til selve indholdet. Der var selvfølgelig mange ting, jeg gerne ville lave film om, men det vigtigste for mig var, at netværksstrukturen fordelte sig ligeligt mellem alle elementerne i filmen. Hvis jeg eksempelvis havde en scene med en pige, der havde mistet sin far, så ville der komme et stort fokus på temaer som ’død’, ’familie’ og ’kærlighed’. I så fald skulle temaet balanceres med noget helt andet. Der var også et element af øvelse i det for mig. Jeg var meget nysgerrig efter at se, om det kunne lade sig gøre, og hvad der ville komme ud af det.
I forarbejdet til filmen har jeg lavet en form for netværkstegning, hvor alle elementer og replikker i filmen er med, og hvor alting hænger sammen på kryds og tværs. I arbejdet med at klippe filmen er enkelte elementer røget ud. Netværksstrukturen gør klippearbejdet svært: lige så snart man fjerner et enkelt element, så forsvinder en masse af forbindelserne i den overordnede struktur. På mange måde har det været en helvedesfilm både at skrive, lave og klippe! Tingene har været filtret ind i hinanden. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke ubetinget tilfreds med Drawings. Det var spændende at lave filmen, og jeg synes den undersøger potentialerne ved netværksmetoden på en fin måde. Men jeg synes også, der er for mange ting på spil. Der er ideer og metoder nok til mindst tre forskellige film, og nogle gange gælder det bare om at finde én ting, der fungerer. Ellers mister det ofte noget sammenhængskraft.
Derudover er det mit første filmiske forsøg med en helt ny fortælleform, så jeg vidste godt fra starten at den ikke ville komme til at sidde “bullseye”. Til gengæld har den åbnet en masse nye døre for mig til fremtidige projekter. Døre, som ikke kunne være blevet åbnet ved at sidde og gruble sig frem til dem. Mange indsigter kan man kun få ved at prøve sig frem. Og selv om film er et sindssygt dyrt og besværligt medie, synes jeg det er vigtigt at bevare modet til at kaste sig ud i projekter, hvor man ikke ved, om de kommer til at lande på benene.
Sådan som jeg læser dine værker – f.eks. din tidligere film Laws of Motion – arbejder du ofte med en række billedkonventioner eller gængse motiver i den vestlige billedkultur, som du piller fra hinanden, holder ud i strakt arm og ser nærmere på: Hvad består de af? Hvad kan de fortælle?
Det er meget rigtigt set. Det har jeg faktisk arbejdet med allerede i den film, jeg søgte ind på kunstakademiet med. Filmen hed Structures og bestod af en masse klip jeg havde fundet på YouTube og sorteret udelukkende efter, hvordan de så ud. Eksempelvis har jeg sat en række nordkoreanske dansere, der danser væk fra hinanden sammen med en række celler, der deler sig. Der er en klip, der som udelukkende hænger sammen i en kæde af associationer. Det har hele tiden været en metode for mig.
Med min tidligere film Laws of Motion har jeg undersøgt nogle lignende ting. Jeg har ikke arbejdet direkte symbolsk med billederne, men mere følelsesmæssigt: Hvad kan en smadret appelsin betyde, hvad kan den udtrykke? Jeg har også taget elementer fra andre film og prøvet at sætte dem sammen i nye associationer: I én film betyder scenen noget specifikt, fordi scenen ’farves’ af den foregående og efterfølgende scene. I en anden sammenhæng ville samme scene betyde noget vidt forskelligt. Det er den såkaldte ’Kuleshov effekt’ (Lev Kuleshov var en russisk filminstruktør og teoretiker, der blandt andet havde stor betydning for udviklingen af den russiske montage i 20’erne, red.): At betydning opstår i mødet mellem forskellige billeder og ikke kun i selve billedet. Det er derfor, der sker så meget i selve klipningen. Der sidder man med alle elementerne, og hvis man lige pludselig begynder at sætte ting i relation til hinanden, så kan man fremkalde en helt speciel følelse.
Hvad er du optaget af for tiden, og hvor er dine filmværker på vej hen?
Jeg vil gerne genbruge metoderne fra Drawings, men med et tema der passer specifikt til formen. Lige nu er jeg i gang med at samle materiale til at skrive en monolog, hvor mange af ideerne fra netværksstrukturen bliver integreret i selve monologen. Så det bliver en form for rablen eller konspirationsteori. Der er noget med netværksstrukturen, der taler helt konkret ind i konspirationsteorien: Ideen om at kigge på en meget kompleks verden, og så sætte det ind i et system, hvor alting hænger sammen. Jeg har flere ideer, men endnu ikke fundet ud af, præcist hvad det skal.