Interview

Hvert år bliver der uddannet nye, unge kunstnere fra danske kunstinstitutioner, der arbejder med film og videokunst. I løbet af deres studietid har de mulighed for at eksperimentere, afprøve metoder, og hen ad vejen forme deres egen særlige tilgang til filmmediet.

Vi har inviteret Jacob Møller fra Den Danske Filmskole til at fortælle om sin afgangsfilm Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER og sit syn på filmmediet. Hvilke processer ligger til grund for hans arbejde? Og hvad kan vi forvente i fremtiden?

Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER: En komisk og livsbekræftende skildring af mennesket og dets evige tilbøjelighed til at pådrage sig selv og andre kærestesorger. Gennem otte enkeltstående kapitler følger vi de indlagte på Sanatorium for… — *Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER*: En komisk og livsbekræftende skildring af mennesket og dets evige tilbøjelighed til at pådrage sig selv og andre kærestesorger. Gennem otte enkeltstående kapitler følger vi de indlagte på Sanatorium for Hjertekvaler i deres mere eller mindre ihærdige stræben efter at blive kureret for denne afskyelige sygdom. Alt imens følger vi pingvinen Edgar på Antarktis og hans episke odyssé over is og bjerge i håb om at blive genforenet med sit livs kærlighed. Foto: Stroud Rohde Pearce

Hvad er din tilgang til film som filmskaber? Hvordan kommer det til udtryk i din afgangsfilm?

De fleste af mine ideer starter med et billede, jeg gerne vil lave. Jeg arbejder på den måde bagud. Med min afgangsfilm havde jeg et billede af en masse triste mænd på en propfyldt båd, som ankom til en ø. Det er ikke med i den endelige film, fordi den udviklede sig anderledes, men det var der, det startede. Der er samtidig nogle bagvedliggende tematikker, som optager mig, men det er ikke altid, at jeg er bevidst om det fra starten. Det var ikke sådan, at jeg sagde, at nu ville jeg lave noget om hjertesorger. Men det kom jeg alligevel til.

En anden ting var, at jeg havde et formuleret ønske om at lave en film uden en hovedkarakter, og som var mere fragmentarisk i sin form. Det er noget, der har været i mine tidligere film, men ikke ligeså radikalt som her. Det var min egen lyst til at udfordre filmsproget, og hvordan vi fortæller historier. Filmen var derfor vildt svær at klippe – hvad skulle jeg klippe efter, når der ikke var noget nogen narrativ? Noget af det jeg har fundet ud af i processen er, at vi som mennesker er glade for at finde sammenhænge, og vi er allesammen – ikke kun kunstnere – så gode til at fortælle historier, at vi hurtigt afkoder en eller anden form for narrativ alligevel. Så der opstår en struktur, selvom jeg havde et erklæret mål om, at der ikke skulle være nogen struktur.

“Films særegenhed opstår for mig ud af filmforunderlige ideer.”

— Jacob Møller

Før vi lavede filmen, skrev jeg et manifest. Det kan lyde prætentiøst, men det var egentlig en god måde at kommunikere visionen bag projektet til mit hold. Et af punkterne i mit manifest var det, jeg kaldte ’filmforunderlighed’. Det handler om de ideer, man får, der hverken kan eller bør intellektualiseres, men som man bare skal gå med. Jeg havde for eksempel lyst til, at der skulle være en talende pingvin med, og her var det vigtigt ikke at stoppe op og overtænke det. Films særegenhed opstår for mig netop ud af sådanne ’filmforunderlige ideer’. Senere viste det sig, at pingvinen fungerer som et element, der binder filmen sammen, fordi det er den eneste karakter, der har et projekt. Jeg er glad for pingvinen, men den er også en falliterklæring: Jeg ville lave en film, som slet ikke forholdt sig til et narrativ, men jeg fik alligevel en karakter, der havde et projekt og skulle på en ”rejse”. Måske måtte jeg erkende, at selv jeg havde brug for noget traditionelt midt i det utraditionelle.

Hvorfor er din film skudt på 16 millimeter film?

Det kan koges ned til, at det havde jeg lyst til, og det er egentlig argumentation nok, synes jeg. I alt hvad jeg har lavet tidligere, har der været noget, som gjorde, at jeg ikke synes, det lignede en rigtig film. Dagen hvor vi fik testoptagelserne på 16 millimeter hjem, så var den der. Det var det look, jeg havde ledt efter hele mit liv. Det var allerede en film.

En anden ting, som jeg godt kan lide ved at skyde på film, er at hele processen bliver restriktiv. Analogfilm er ret dyrt, og det tvinger os til at tage nogle beslutninger på forhånd. Jeg er meget præcis i forhold til, hvad jeg skyder, men det var en måde at blive endnu mere præcis på. Under optagelserne er filmholdet klar over, hvad det er, vi skal indfange, fordi vi har snakket om det i detaljer forud for optagelsen. Den form for præcision er også noget, jeg responderer på, når jeg selv ser film: instruktørens og holdets valg. Det er derfor, man har yndlingsinstruktører, som man bliver ved med at komme tilbage til. Jeg er altid nysgerrig efter at se, hvilke valg de har taget, uanset hvilke projekt de har kastet sig ud i. At skyde på analogfilm tvang os til at tage nogle af de valg, som skærper den personlige stemme bag filmen.

Det er ikke nødvendigvis, fordi jeg vil skyde alt på 16 millimeter fremover. Jeg synes, det passede godt til dette projekt, som handler om nostalgi og har en lysbillede-agtig struktur. Jeg har andre projektideer, der skal skydes digitalt eller på VHS. Det ville være fedt, hvis paletten var større, og det ikke skulle virke så omstændigt at skyde analogt, hvor vi skal sende det hele til fremkaldelse i udlandet.

Hvad interesserer dig især på film? Hvorfor er film din kunstform?

Det er fandeme et godt spørgsmål. Filmkunsten er en samling af alle de andre kunstarter, som jeg også interesserer mig for. Litteratur især. Film er en mulighed for mig for at få hele pakken.

På filmskolen er jeg kommet tættere på at vide, hvad jeg responderer på, når jeg ser film, og hvad der derfor er vigtigt i mine egne film. Den vigtigste ting for mig er nysgerrighed. Jeg tænker en hel del over, hvad det er, der holder mig i sædet, når jeg sidder i biografen. Og det kan være virkelig mange ting. Det kan være en karakterrejse, et fedt plot men også en genial lysside eller nogle særlige billeder. Men hvad er det, der fastholder mig? Jeg skal være nysgerrig på, hvad filmen ellers har tænkt sig at give mig. En del af det er uforudsigelighed. For mig virker film bedst, når der er et samspil mellem lærredet og mig som beskuer, hvor jeg ikke bare skal sidde og modtage information.

“Jeg dealer for tiden med, hvorfor jeg overhovedet har lov til at lave film?”

— Jacob Møller

Jeg har brug for, at mine film har relevans. Mine ting bliver meget hurtige allegoriske. Jeg dealer for tiden med, hvorfor jeg overhovedet har lov til at lave film? Ja, jeg kan finde på sjove ideer, men er der nogen, der har brug for det? Så det er vigtigt, at det har en relevans – men ikke på en moraliserende måde. Derfor siger jeg også, at mine ting ikke er politiske, men de skal også have en grund til at eksistere. Jeg synes, film er en god måde at belyse nogle ting, der sker i samfundet eller nogle almene menneskelige vilkår.

Jeg har lagt mærke til, at jeg åbenbart interesserer mig meget for små, esoteriske grupperinger. Grupperinger, der står uden for samfundet. Det kan være alt fra en familie, som lever på en anden måde, en landsby, en kult eller som i Hjertekvaler, et sanatorium. Et eller andet kompakt lille univers, som har sine egne regler. Mange af mine film foregår i en form for verden, som ikke er ”real life”. Jeg plejede, at sige, at jeg ikke interesserer mig for real life, men jeg har fundet ud af, at det jo ikke er rigtigt. Jeg interesserer mig enormt meget for real life, men jeg tror, at jeg kan komme tættere på virkeligheden ved at fjerne mig selv fra virkeligheden.