Fra alle os til alle jer: Julekort fra Daniel Flendt Dreesen
25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2019 (og det forgangne filmårti) med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!
Dagens julehilsen kommer fra Daniel Flendt Dreesen, filosof og skribent, som bl.a. bidrog til Skuelyst i år med en Dialog om 90’ernes oversete film.
Hvad var årets bedste filmoplevelse?
Først og fremmest en grundlæggende forvirring over filmåret, der gak. Produktionsår eller premiereår, det er spørgsmålet? For film er heldigvis stadigvæk en langsom kunstart. De kan sjældent opleves samme år, de undfanges. In My Room af tyske Ulrich Köhler blev lavet i 2018, men set i 2019, og den vil sidde i min krop indtil Extinction Rebellion i år 2027 nedkæmper Dan Jørgensens korrupte klimapoliti med romerlys og grisehove i en episk kampscene på Langebro. Hvor mindet om filmen så endelig forløses i akut panikangst.
”Vi bør forberede os på socialt kollaps… en ujævn ende på vores normale former for underhold, sikkerhed, nydelse, identitet, mening og håb.” Således ordene fra Jem Bendell, professor i bæredygtig ledelse ved University of Cumbria, der udmærket slår tonen an for Köhlers bedste og mest ambitiøse film til dato (inkl. spritkørsel i stjålet politi-Lamborghini gennem mennesketom Østrigsk bjergby). Armin er en moderat ulykkelig taber, der [spoiler 1] vågner fra en brandert i et uforklaret ‘Palle alene i verden’-scenarie. I filmens næste akt er han forvandlet til en veltrænet overlever, der holder husdyr og betjener strømkilder til forsyning af basale fornødenheder i et smagfuldt halmballeisoleret designerskur. Til hest og med gevær over den bare overkrop forstår man godt, hvorfor verdens tilsyneladende sidste kvinde, Kirsi, falder for ham, du hun natligt ankommer i monstrøst 6-hjulet redningskøretøj. Truckens projektorer oplyser alt som et chokerende rumskib med uvisse hensigter. Kirsi [spoiler 2] bliver da heller ikke hængende for evigt. Selvom Armin og Kirsi kun sammen kan videreføre menneskeslægten, vinder det tøjleløse, uransagelige menneskesind, der insisterer på frie valg og egne veje. Snarere end som postapokalyptisk overlevelsesfilm, virker og rammer In My Room særligt stærk som et stykke uafrystelig og kunstnerisk veltempereret solipsistisk realisme. Truer civilisationens kollaps ikke netop som følge af individualitetens apoteose, der udelukker kollektiv massemobilisering til fordel for mere streaming på nærmeste individuelt tilforordnede tablet? Andre menneskers virkelighedsgrad er for nedadgående under disse forhold, og i vort stille sind tænker vi frem mod dagen, hvor vi som barbariske skrotsamlere raver alene på en plyndret tankstation til lyden af William Orbits ‘Barber’s Adagio For Strings’ i Ferry Corstens deleriske remix.
Hvad var årets værste filmoplevelse?
Det oplagte svar ville naturligvis være den epistemologiske katastrofe, der var Avengers: Endgame. Men i en vis forstand var filmen jo en glædelig begivenhed, eftersom der så endelig blev sat en stopper for det epidemiske, gudjammerlige nonsens om ”quantum realms” og ”infinity gauntlets”, der så længe nogen kan huske har plaget land og by. Marvel-serien sluttede med det ældste og mest fantasiforladte plot device fra apatien, der venter på bunden af manuskriptforfatterens bourbonglas: en tidsmaskine, der rydder butikken og bringer fastelavnsklovne tilbage fra de døde. Så var det alligevel og hallelujah forbi. Nej. ”Nothings ever ends”, som den lommefilosofiske gratist Dr. Manhattan kundgør det i Watchmen. Især ikke når produktionsværdi-ækvivalenten til at bygge syv gigantiske fodboldstadia i en ørkenstat endte med at indtjene i underkanten af 2,8 mia. Mere end nogen anden film i denne dimension.
Her på falderebet vil jeg alligevel sige Cats. Cats var med længder den mest elendige film i 2019. Det er bare ikke lækkert at se Judi Dench og Idris Elba gnubbe knurhår i et regnbuefarvet CGI-helvede til lyden af Lloyd Webbers sentimentale kattedame-serenader tilpasset X Factor-generationen. Ikke rigtigt kat, ikke rigtigt menneske, ikke rigtigt ballet, ikke rigtigt musical, ikke rigtigt en film overhovedet og således anbefalet forbudt for børn og forbudt for voksne. Cats var oprindeligt baseret på T.S. Eliots finurlige lejlighedsdigte Old Possum’s Book of Practical Cats fra 1939. Således spytter kulturhistorien sine originale idéer ud som uigenkendeligt gennemtyggede og forrykt overproducerede spektakler.
Hvad var den vigtigste filmbegivenhed i det sidste årti?
Holy Motors (2012) af Leos Carax var netop dette: en begivenhed for både filmen og årtiet. Den lykkedes selvbevidst og mediespecifikt med at være film på en ny måde, fuldkomment på egne præmisser, og står i dag som et overmåde ambitiøst kunstværk, der i løbet af sine 116 minutter formår at foreholde mennesket sin dobbelte fremmedgørelse fra både biologi og teknologi, perspektivisk, humoristisk, horribelt, innovativt, profetisk og dermed sublimt.
Hvad er dit største ønske for filmens verden det kommende årti?
Mit ubestridt største ønske for filmkunstens kommende årti, er at kunstarten formår at skildre klimakrisens samfulde forankringer i alle aspekter af menneskets eksistens med vækkende, bestyrkende fortælleformer og æstetik. In My Room – der forsyner os med virkelighedsnære billeder på overlevelse, ledsaget af filmisk bevidsthed om begivenhedernes psykologiske dimension, samt en subtekst om kollektivets nødvendighed – udstikker retningen.
