Et år med pauseknap
Skuelyst 2020
af Nick Bruhn-Petersen
Det er december. Jeg genser juleklassikeren Die Hard (1988), som jeg har lejet i iTunes Store eller på AppleTV+ (distinktionen er efterhånden ret forvirrende), thi filmen streamede hverken på Netflix, Amazon Prime, Disney+, Viaplay eller Filmstriben.
Filmen er kun lige nået over halvvejspunktet – men jeg skal tisse! Jeg tager tilløb til at liste ud på toilettet under en vilkårlig scene, som jeg alligevel har set mange gange før. Problemet er, at hver scene fanger mig på ny og må ikke misses. Med fyldt blære sidder jeg i beundring over Die Hards perfekte actionfilmhåndværk og mærker den arbitrære, men særligt livgivende glæde ved filmkunsten. Det bliver ved indtil min medseer til min store lettelse – og last minute – spørger, om vi kan sætte filmen på toiletpause.
Pausefunktionen har hjemsøgt filmmediet lige siden hjemmevideoen, men i år 2020 har den opnået ny relevans. I marts satte coronapandemien hele verden på pause, og siden da har verdens gang forløbet som et globalt, tidsforskudt medie. I skrivende stund er Danmark på fuldt stop igen, mens andre dele af verden kommer foran (eller indhenter det tabte).
Kigger man ned over Skuelysts hjemmeside, så har det her også stået på pause det meste af det forgangne år. På redaktionen har vi det formulerede formål at bidrage til en levende filmkultur ved at se på film som del af samtiden. I 2020 er tiden gået af led i usædvanlig grad, og filmkulturen har været mere respiratorisk end egentlig levende.
I april lykkedes det CPH:DOX på imponerende rekordtid at flytte deres festivalprogram til en online platform, hvor et af det danske filmårs tilbagevendende højdepunkter forblev intakt, men det var ikke desto mindre en pseudobegivenhed. Omvendt skete det i december, at CPH PIX Talenter, som skulle vise markante danske debutfilm, desværre blev pludseligt aflyst af nye corona-restriktioner. Selvom pseudobegivenheden var at foretrække, så er det samtidig ikke noget, jeg håber, man bliver nødt til at gentage i 2021.
Vi har hertillands hørt meget om, hvordan vi har været ”heldige”, fordi vi har haft lange perioder med et halvåbent samfund. Her bingede danskerne på oplevelsesøkonomiske tilbud, såsom restauranter, cafeer og alle mulige andre glæder, som vi havde savnet under den første nedlukning. Som cineast var det glædeligt at se folk strømme biografen – et tegn på en bred erkendelse af den særlige filmoplevelse, som hjemmebiografen ikke kan erstatte – og dansk filmbranche har kunnet glæde sig over flere veritable biografsucceser med Thomas Vinterbergs Druk i front. Åbningsscenen med en flok tætstående, fulde gymnasielever, som fester i et S-tog, sendte mine tanker direkte hen på superspredere mellem 15-29 år og udvidelsen af ghettolovens tiltag mod ”utryghedsskabende adfærd”. Ikke just emner som havde noget med Druks overordnede tema at gøre.
Informationsproduktion i overdrive
”The music that they constantly play/It says nothing to me about my life”, sang Morrissey tilbage i 1986, og ordene fik næsten universel genklang i kulturen dette år. Med undtagelse af de projekter – især mange digtsamlinger – som blev undfanget under lockdown, stammede årets fleste nye kulturpremierer fra den præ-pandemiske æra. Af nødvendighed fulgte kulturkritikken derfor tre spor i 2020:
Hvordan nyt-kulturprodukt-X alligevel ræsonnerer i corona-tiden. F.eks. Steven Soderberghs Let Them All Talk, som var optaget på et krydstogsskibs isolerende rammer, eneboeren Fiona Apples Fetch the Bolt Cutters eller Christian Lollikes teateropsætning af En fortælling om blindhed.
Hvordan nyt-kulturprodukt-Y skildrer en verden af i går – som man måske kan vende tilbage til på et tidspunkt. Esben Weile Kjærs udstilling om klubkultur Power Play eller samtlige anmeldelser af dansemusik.
Hvordan gammelt-kulturprodukt-Z hjælper os til at forstå udfordringerne i corona-tiden. Mest én-til-én med pandemiskildringer, såsom Outbreak (1995) og ikke mindst Soderberghs (igen) Contagion (2011).
Disse kritiske vinkler er forståelige, men de forekommer også dømt til tidlig forældelsesdato. Fra hjemmearbejdspladserne udkom talrige kritiske refleksioner, som blev irrelevante få dage senere på grund af nye oplysninger eller udviklinger: Alene i Danmark har vi haft minksagen, buste-gate, #metoo på Christiansborg og mordet på Bornholm. Verden var i stilstand, men informationssamfundet accelererede i et nyt, ekstra gear. Samtidskritik i 2020 har været en form for diskurs, hvor det ikke kunne betale sig at følge med.
Aldrig nyt eller gammelt
En fordel ved at være et non-profit, netbaseret medie som Skuelyst er, at det er ikke koster os synderligt, at interessen for samtiden sættes på pause. Efter sommeren skitserede vi på redaktionen en genopstart af tidsskriftet, bl.a. med en ny podcast om de største filmpremierer til popcornpublikummet. Programmet af film som skulle diskuteres, blev planlagt, og vi optog et demo-afsnit (om Christopher Nolans Tenet), men kort efter blev de fleste filmpremierer udskudt (heriblandt No Time to Die og Dune). Dette år kom livet oftere i vejen for ens planer end normalt.
Ikke desto mindre har filmforbruget været højt i 2020. Personligt har mit ønske fra filmene været præget af en lyst til eskapisme, sanselige sensationer og stedsegrønne temaer. ”It was never new, and it never gets old”, som Llewyn Davis siger om folk-genren. Lektien fra årets forskellige, eskalerende identitetspolitiske debatter har været, at det virker klogest at holde sig eftertænksomt på sidelinjen (eller bagved i tilfældet BLM Denmark). Derfor har det været tiltalende med film om emner som f.eks. døden, umulig kærlighed eller at finde meningen med livet. Mit filmforbrug har været en nærmest overlagt undvigelse af samtiden med film fra Hollywoods guldalder, kinetiske actionfilm, underholdende gensyn og performer-auteurisme, hvor skuespillernes særegne stil bliver som at mødes med en gammel ven (Kurt Russell og jeg har i det forgangne år tilbragt mange timer sammen).
Kongstanken med Skuelyst er at forholde sig reflekteret til nye film som udtryk i samtiden. Tenet blev årets helt store biografsatsning, og markedsfortællingen er blevet, at filmen ”floppede” (med en indtjening på 350 millioner dollars i billetsalg). Det store problem var i mine øjne, at filmen ikke er specielt vellykket, og dog har det været en af de sjældne film, hvor jeg oplevede en egentlig kultur omkring – i samtaler med medmennesker. I 2021 satser Skuelyst på at vende tilbage til normal synkront med resten af verden, selvom det ligner, at årskiftet mellem 2020-2021 nok ville være mere retvisende markeret d. 11. marts.
De fleste af årets filmpremierer fandt sted på streamingkanaler. Der har været en del opsigtsvækkende nye film på Netflix, Amazon med videre, men manglen på den kollektive filmoplevelse har i 2020 kunnet mærkes. David Finchers Mank og Pixars Soul, to af årets mest markant markedsførte streamingpremierer, som begge skildrede en verden frivristet fra samtiden: Mank så tilbage i tiden, og Soul kiggede indad. Det var også to nye film – blandt mange – som jeg mødte med et let skuldertræk (og pauser undervejs for henholdsvis toiletbesøg og quicktest), og det var det. På den anden side af medaljen har jeg savnet udvekslinger om dybderne i Uncut Gems – fra skæret i den afrikanske ædelsten til Adam Sandlers endetarm – hvor Safdie-brødrene i mine øjne endnu en gang overgår sig selv i deres fornyelse af amerikansk genrefilm.
Et år, hvor vi har været ”sammen hver for sig” og set film på samme måde, har gjort en mistanke klar: Streaming, hvis ikke ødelægger, i hvert fald bagatelliserer filmkunsten og -kulturen. Film er et tidsbaseret audiovisuelt medie. Derfor skal film (helst) ses i biografen på grund af det store lærred, den mørke sal, det gode lydsystem – og uden afbrydelser. Det unikke rum, der paradoksalt giver en egentlig mulighed for indlevelse og eskapisme.