Fra alle os til alle jer: Julekort fra Laura D'Angeli
25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2019 (og det forgangne filmårti) med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!
Dagens julehilsen kommer fra Laura D’Angeli, filmstuderende og skribent, som bl.a. bidrog til Skuelyst i år med en kritik af Roberto Minervinis What You Gonna Do When the World’s on Fire.
Hvad var årets bedste filmoplevelse?
Det har været et frugtbart og rigt år i filmens verden. Hvis jeg skulle vælge den bedste film fra 2019, ville det nok være Valentyn Vasyanovychs Atlantis, som vandt Orizzonti-prisen ved filmfestivalen i Venedig.
Det er en dystopisk fortælling fra et apokalyptisk efterkrigs-Ukraine, hvor en eks-soldat bearbejder sine traumer ved at hjælpe til som frivillig i en organisation, der genfinder omkomne fra krigen. Når han graver efter rester af lig i jorden, blander de to materier sig sammen, og menneskeresterne opløser sig mere og mere i jorden. Soldatens fysiske arbejde får sin modvægt i hans psykiske helingsproces: Desto flere lig han bringer til overfladen, desto mere graver han ned i arrene på sin sjæl. Med kameraet skildrer Vasyanovych tilsvarende soldatens udvikling ved først at holde sig til en visuel overflade, bl.a. gennem brug af polerede, stillestående billeder uden dybdeskarphed. Vi sanser dermed forandringen tydeligt, da billederne forlader denne kunstige fremstilling og i stedet frembringer en levende dybde, samtidig med at soldaten får forløsning for sine traumer – hjulpet på vej af en kvindes kærlighed.
Hvad var årets værste filmoplevelse?
Olivier Assayas’ Wasp Network må være en af årets værste film. Det er ellers en interessant præmis: Gennem den sande historie om pro- og anti-Castro spioner, som holdt til i Miami, vil filmen vise den problematiske dikotomi mellem personlige drifter og politiske holdninger. Desværre ender Assayas’ seneste film i stedet som en kaotisk kollage af lemfældige individfortællinger, der ikke formår at give nogen fornemmelse for karakterne. Motivationerne bag deres handlinger og valg forbliver uvisse, og den overordnede skildring af splittelsen mellem det personlige og det politiske forbliver et karikaturagtigt portræt.
Hvad var den vigtigste filmbegivenhed i det sidste årti?
Hvis jeg skal definere årtiet gennem én film, vil jeg nok nævne Roberto Minervinis Texas-trilogi, og især fremhæve Stop the Pounding Heart (2013). Minervinis introspektive tilgang til sine temaer og medvirkende redefinerede tilgangen til at lave dokumentarfilm. Ved at bo sammen med sine karakterer og opbygge en særlig tillid, opnår han en privilegeret adgang til et miljø, hvor han kan lave film, der ikke blot er antropologiske eller voyeuristiske, men viser de mest inderlige sider af enkelte individer, som lader os høre deres tanker og drømme. Det, der gør Minervinis trilogi værdig som årtiets vigtigste filmbegivenhed, er hans absolutte fravær af frygten for at konfrontere sine medvirkende, hvilket giver en ægte, undersøgende nysgerrighed over for historierne fra deres marginaliserede liv, som ellers aldrig får lov til at komme til orde.
Hvad er dit største ønske for filmens verden det kommende årti?
En filmkunst, som ikke blot involverer beskueren som betragter, men som medskaber. Jeg vil se flere film, hvor der ikke er nogle lette løsninger eller svar; film, som ikke skal forklare sig selv eller være didaktiske. Jeg håber på en mere flydende filmkunst, hvor synsvinklen er ustabil og kan mutere for at give plads til tvivl og refleksion.
Oversat fra engelsk af Skuelyst
