Fra alle os til alle jer: Julekort fra Metha Rais-Nordentoft
25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2019 (og det forgangne filmårti) med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!
Dagens julehilsen kommer fra Metha Rais-Nordentoft, kunststuderende og skribent, som bl.a. bidrog til Skuelyst i år med en kritik af Nathaniel Dorskys The Arboretum Cycle.
Hvad var årets bedste filmoplevelse?
Jeg vil fremhæve tre gode film(oplevelser). Den første er Ridge af John Skoog som vandt CPH:DOX i år. Ridge formår på smukkeste vis formår at stille menneske, maskine og natur på øjenhøjde. Vi følger de polske landarbejdere som arbejder på gårde i det nordlige Skåne. Det er sommer og aftnerne er lange, lyse og unge drikker sig fulde midt i skoven. Filmen er tæt grøn, med en dragende gådefuldhed er man som beskuer opslugt i den svenske sommer. Billederne i filmen er på én gang storslåede og intimt fugtige som om duggen hele tiden lige er faldet.
Atlantique af Mati Diop er særlig – i sin overraskende blanding af filmgenre og smukke, anderledes skildring af den meget aktuelle migrationskrise. Jeg hørte i november et interessant oplæg af litteraturvidenskab- og kønsstudier professor Ranjana Khanna under titlen ‘The Art of Unbelonging – Speculating beside the corpse’. Khanna talte om, hvilken indflydelse liget har på (primært europæisk) politik i forbindelse med den verserende migrationskrise. Det geniale grab i Atlantique er, at vi aldrig ser ligene. Lars Skovgaard Laursen har skrevet flere gode betragtninger om filmen i sin artikel her på Skuelyst.
Den tredje er virkelig en filmoplevelse. ’Imagesounds’ var et kurateret filmevent arrangeret af SixtyEight Art Institute, Artweek, Cinemateket og Jim Hobbs og Andrew Hill, hvor sidstnævnte var det specielle indslag. Hobbs og Hill havde sat fire-fem 16mm projektorer op i Cinematekets sal Asta, og mens de viste avantgardefilm, manipulerede Hill og Hobbs biografoplevelsen. Hill og Hobbs bevægede projektorerne, mens filmen kørte, samt manipulerede med lydsporet. Som om det ikke var nok, blev en projektor ved siden af lærredet pludselig tændt og blændede publikum. ’Imagesounds’ var en oplevelse af en kunstnerisk manipulation og leg med biografoplevelsen.
Hvad var årets værste filmoplevelse?
Jeg har set mange gode film i år, og mange af dem var under CPH:DOX. Alligevel vil jeg sige, at filmen War of Art var den film, jeg i årets løb har været mindst begejstret for. Filmen beror på et eksperiment om at bringe europæiske og nordkoreanske kunstnere sammen for at udveksle kunstneriske tanker om deres praksis. Jeg vil være lidt selvkritisk og sige, at noget af min frustration over filmen bunder i, at jeg simpelthen ikke synes, de udvalgte kunstnere lavede den mest interessante samtidskunst. De virkede i høj grad også udvalgt for at repræsentere forskellige mennesker, som var mere eller mindre indstillet på at vise deres kunstpraksis frem i et land præget af censur. Her blev filmen sjov til tider, men jeg oplevede desværre også filmen som en latterliggørelse af nordkoreanerne frem for en autentisk udveksling af tanker om kunst. Især én af kunstnerne opfører sig direkte respektløst over for den kultur, hvori han befandt sig. Filmens pointe er nok, at vi alle er produkter af vores kulturelle baggrund, men jeg havde håbet at se en mere spændende undersøgelse af selvsamme pointe i filmen.
Hvad var den vigtigste filmbegivenhed i det sidste årti?
Jeg synes det er svært at gribe om et helt årti. #Metoo blev jo egentlig startet i forrige årti, men blev nok alligevel den vigtigste begivenhed i filmverden i dette årti, da skuespiller Alyssa Milano i 2017 lagde op til at bruge hashtagget på Twitter. #Metoo har på høje tid skabt en vigtig opmærksomhed omkring sexisme, magtmisbrug og seksuelle overgreb i filmbranchen såvel som uden for filmverden. Den stiltiende accept, der før har været i filmbranchen i USA såvel som i Danmark, af en skævvredet magtfordeling og seksuelle krænkelser, er uhyggelig. Jeg håber og tror på, at vi kan tage erfaringen fra den fælles stemme med over i det næste årti. Jeg håber også på, det den åbenhed, der kaldes på i #metoo, også fører en æstetisk og formmæssig rummelighed i filmsproget med sig.
Hvad er dit største ønske for filmens verden det kommende årti?
At den tør være beskæftige sig med samtidige problematikker på en eksperimenterende eller overraskende måde. Her er både John Skogs Ridge og Mati Diops Atlantique eksempler på film, som arbejder med en anderledes samtidig tilgang til vores verden.
Jeg håber også på et tiltagende mere spændende biografmiljø – da netop dette er blevet kraftigt forringet det sidste årti, da biograferne smed deres 35mm projektorer ud. Københavns nystartede Terrassen er et interessant bud på et anderledes supplement til biograferne. Terrassen har noget over sig som på bedste vis minder mig om San Franciscos undergrundmiljø for eksperimentalfilm. Mere af det!
