Fra alle os til alle jer: Julekort fra Lasse Winther Jensen
25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2019 (og det forgangne filmårti) med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!
Dagens julehilsen kommer fra Lasse Winther Jensen, redaktør på filmtidsskriftet Krystalbilleder og skribent, som bl.a. bidrog til Skuelyst i år med en Dialog om 90’ernes oversete film.
Hvad var årets bedste filmoplevelse?
Årets bedste filmoplevelse var Quentin Tarantinos Once Upon a Time… in Hollywood. Selvom det er en fremragende film, var det måske ikke den bedste film, jeg så i år, men det var helt afgjort den største filmoplevelse. Imens verdens filmforbrug og opmærksomhed i stigende grad atomiseres totalt i et højere og højere tempo, lavede Tarantino en film, der for et øjeblik frøs den globale filmdiskurs og genskabte en følelse af fælles opmærksomhed rettet mod et pludseligt, midlertidigt, men aldeles ubestrideligt centrum i filmkulturen. Once Upon a Time… in Hollywood var en decideret begivenhed. Det var filmen, som alle man kendte snakkede om, og som alle havde set i biografen eller var på vej til at se eller gense. I lidt over en måned i løbet af sensommeren var der én film, der fyldte alle virtuelle spalter, og som man desuden diskuterede med alle mennesker, man mødte. Ude i verden, ikke kun på internettet. Det gjorde selvfølgelig blot det hele endnu bedre, at Tarantinos film gav os så meget at nyde, diskutere og tænke over.
Hvad var årets værste filmoplevelse?
Long Day’s Journey into Night af Bi Gan. Igen, på ingen måde årets dårligste film, men den værste oplevelse, fordi jeg fandt det umuligt at forbinde mig med den, og det på trods af min begejstring for Bi Gans debut, Kaili Blues (2015). Således fremkaldte Long Day’s Journey into Night hos mig en følelse, der for cineasten er blandt de værste: Følelsen af at alle folk, som man normalt helt intuitivt deler smag med, hylder en film, som man slet ikke selv får noget ud af. Hvor alle andre lod til at se en klar videreførelse af Tarkovskij og Wong Kar-Wai, så jeg et ubehjælpeligt klichetungt manuskript og tynde alibier, hvor der burde have været karakterer. Hvor alle andre lod til at blive bjergtaget af filmens timelange uklippede take i 3D, fik jeg mest en følelse, der mindede om barndommens frustrerende oplevelser af at sidde udeltagende og overvære et andet menneske spille computerspil.
Hvad var den vigtigste filmbegivenhed i det sidste årti?
At Kina manifesterede sin centrale position på den globale filmscene. I løbet af det tyvende århundrede udviklede mainstreamfilmen sig på den rå kapitalismes præmisser i Hollywood, hvilket resulterede i, at USA dikterede filmverdenens allermest kommercielle produktioner, samtidig med det blev hjemsted for en af de mest frodige og grænsesøgende eksperimenterende filmscener. Noget lignende skete i Kina i 2010’erne, hvor Hollywoods hensyntagen til det gigantiske kinesiske marked gav sig udslag i bovlamme kinesiske subplots og bipersoner i amerikanske film, som udgjorde en art menneskelig product placement, samtidig med den konstante skelen til oversøiske markedsandele satte skub på udviklingen mod et mainstreammarked, der primært består af superheltefranchises. Det skabte imidlertid en vekselvirkning, og Kina blev i årtiet førende på den globale art house-scene anført af ældre mestre som Jia Zhangke og Wang Bing og suppleret af yngre talenter som Li Hongqi, Yang Heng, Bi Gan og Hu Bo.
Hvad er dit største ønske for filmens verden det kommende årti?
At filmhistorien på en eller anden måde bliver mere bredt tilgængelig for et mainstreampublikum. Da digitaliseringen tog fart, blev det pludselig muligt at se en masse film, der tidligere på det nærmeste havde været utilgængelige, men i løbet af 2010’erne gik udviklingen i den modsatte retning. Det fysiske medies tid er forbi, og i stedet har streamingtjenesterne monopoliseret markedet. Det betyder, at de har en enorm kuratorisk magt, som de for indeværende forvalter elendigt. Deres udvalg af klassikere og mere obskure film er både arbitrært og pauvert. Det er svært rent praktisk at forestille sig, hvordan filmhistorien igen skal blive mere bredt tilgængelig, og hvordan klassikere kan blive ordentligt kurateret som streaming, men jeg håber, det sker på en eller anden måde i løbet af 2020’erne.
