Fra alle os til alle jer: Julekort fra Pernille Lystlund Matzen
25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2019 (og det forgangne filmårti) med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!
Dagens julehilsen kommer fra Skuelysts egen redaktør, Pernille Lystlund Matzen:
Hvad var årets bedste filmoplevelse?
Noget af det, der stod allermest ud for mig i år, var musikeren Fatima Al Qadiris samarbejde med den fransk-senegalesiske instruktør Mati Diop om spillefilmsdebuten Atlantique. Ofte synes billedsiden at have forrang over lydsiden i vurderingen af en films kvaliteter, men her udlignes hierarkiet mellem de to, og lydsiden træder frem som en selvstændig kunstnerisk stemme fuldt på højde med billedet. Atlantique er en moderne spøgelsesfortælling, hvor Al Qadiris elektroniske lydflader bliver den melankolsk-håbefulde sirenesang for filmens spøgelseseksistenser; de unge mænd, der er stukket til søs i håbet om at nå Europas kyst.
En anden vægtig opdagelse i år er den libanesiske instruktør Nour Ouayda. Både i One Sea, 10 Seas (2019) og Towards the Sun (2019) viser hun en helt ny vej for den essayistiske filmtradition med sin allerede karakteristiske blanding af forbilledlig mediebevidsthed, grynet DV-æstetik og drilsk litterær stemme.
Hvad var årets værste filmoplevelse?
Jeg har svært ved at pege på en enkelt film i år, der kandiderer som årets værste. Men jeg kan mærke en general metaltræthed over film og tv-serier, der dyrker kynismen og det (post)apokalyptiske som figur. Her tænker jeg på alt fra populære serier som The Handmaid’s Tale, den anmelderroste Joker til den kinesiske verdenskunstner Ai Weiweis film om flygtningekrisen, The Rest. Der er gået inflation i den type film, der postulerer at servere verden råt for usødet: En slags svælgen i elendigheden og den politisk deprimerede position, der kun efterlader en følelse af apati. Og selvom jeg kan sympatisere med de politiske holdninger og velmenende intentioner, der måtte ligge bag førnævnte film, så er der en bismag af selvgodhed og selvtilstrækkelighed, som jeg står af på.
Hvad var den vigtigste filmbegivenhed i det sidste årti?
Ét af de væsentligste spørgsmål for filmkunsten er, hvordan film kan adressere og respondere på den aktuelle, menneskeskabte økologiske krise, vi aktuelt står midt i. Filmen Leviathan (2012) af Harvard Sensory Ethnography Lab indvarslede en helt ny type film, som jeg både tror og håber på, vi kommer til at se meget mere af det kommende årti: Den posthumane film, der både æstetisk og konceptuelt nivellerer hierarkiet mellem det menneskelige og det ikke menneskelige. Et filmsyn, der blev brillant eksekveret i Leviathan gennem utallige små, agile GoPro kameraer, et hidsigt dødsmetal-soundtrack og en fiskekutter i stiv kuling. En film, der næsten gør vold på alle sanserne, og i processen rykker vores perspektiv på forestillinger om naturen og menneskets rolle i relation til denne.
Og apropos at vælge en anden vej end kynismen og apatien må jeg fremhæve den portugisiske instruktør Miguel Gomes’ Arabian Nights (2015), en mastodontisk fabel om økonomisk krise, prekaritet og samtidspolitik i et moderne Portugal, krydret med masser af karnivaleske indfald, barok humor og fortællemæssige digressioner. Filmen formår den umådeligt svære balancegang mellem politisk engageret film og regulær fortælleglæde.
Hvad er dit største ønske for filmens verden det kommende årti?
Fra et lokalt perspektiv: Jeg håber inderligt, at de danske biografer og filmdistributører bliver mere modige i forhold til, hvilke film der bliver vist og distribueret. Taget i betragtning af, hvor mange biografer der er i København, er det utroligt hvor lille variationen i filmudvalget er.
