Den dårlige smags potente muligheder
Domino
Brian De Palma, 2019
Amerikanske Brian De Palma har igennem en filmkarriere, der strækker sig over seks årtier, vist, at han forstår filmmediets essens som visuelt båret mere radikalt end størstedelen af sine kollegaer. Hans dramatiske fokus på voyeurisme og det at se, fungerer som en konstant dialog med og kommentar til filmmediet og vores forhold til det som seere.
I hans nyeste film Domino, der udkom til VOD-streaming i 2019, ser Nikolaj Coster-Waldaus karakter, politibetjenten Christian, en terrorvideo på internettet. I stedet for at kommentere på videoens indhold, dens ofre, gerningsmænd eller ideologi, bemærker han derimod dens filmiske og stilistiske kvaliteter: brugen af kamera, lys og lyd.
At læse denne scene som en kritik af vores ukritiske forhold til medier og billeder, eller som terrorismens tilnærmelse af Hollywoods filmsprog og sans for spektakel, er på sin plads og spiller uden tvivl ind i filmens tematik. Men tager man De Palmas filmiske fortid og virke i betragtning, ser man et selvkritisk perspektiv: Med scenen indrømmer De Palmas sin egen betagethed af filmmediets forførende visuelle muligheder.
Perverse yndlingsmotiver
Det er netop De Palmas tilbagevendende fascination af voyeurisme som motiv, der rammer ned i hjertet af mediet. Hvilket er noget, der giver ham en relevans og dybde, som mange af hans genrefilms-kollegaer ikke opnår. Igennem filmmediet inddrager han os i sin fetich og gør os til meddeltagere i hans skuelyst.
I De Palmas film Greetings (1968) og Hi, Mom (1970) er en ung Robert De Niro fascineret af at filme uvidende mennesker i lejlighedskomplekset over for hans eget. Altid kvinder og ofte, mens de har sex. Det er, som hans karakter udtrykker det, ikke pornografi men i stedet et ”kunstprojekt”. I Sisters (1972) og Body Double (1984) er sex udskiftet med mord, men stadig set fra vinduet overfor. I Blow Out (1981) og Snake Eyes (1998) er mordet blevet optaget, men lyd og billede skal stykkes sammen korrekt for, at protagonisten forstår, hvad der er sket.
Metalaget om selve filmskabelsen er en klassisk De Palma-disciplin, hvor han sidestiller kameraets begær med pornografi, mord og senest terror. I Domino har udviklingen af hans to yndlingsmotiver, voyeurisme og medier, fundet sin hidtil mest omfattende form. Det sete er nu massemord, mediet er internettet, og seeren er hele verden.
Vertigo på skoleengelsk
Brian De Palma har oparbejdet en unik position i moderne film som en af de mest barokke filmskabere, der stadig får beskrivelsen ’mainstream’. Hans filmografi samler både høj- og lavkultur. Ligesom Spielberg tiltaler De Palmas film både teenageren, der søger et umiddelbart og ærligt genrekick, og den dannede cinefil, der søger eksperimenter og auteurisme. De Palma skubber sine visuelle ideer og udtryk så langt de kan komme og viser en gennemgående villighed til at dykke ned i lavkulturen og den ’dårlige smag’, for at lede efter cinematiske muligheder.
I Domino arbejder De Palma på udebane og med beskedne midler. Disse begrænsninger giver filmen en umiddelbar og direkte kvalitet, en befriende mangel på overgjort og selvhøjtidelig præsentation. Filmen fremstår som et kondenseret, low-budget mikrokosmos af De Palmas filmiske tendenser og besættelser. Og det er fascinerende og smukt at se ham manøvrere de forskellige set pieces med minimale ressourcer og alligevel finde nye, potente æstetiske ideer.
Filmens generiske og usammenhængende katten-efter-musen-hævnplot springer frem og tilbage mellem Danmark, Belgien og Spanien. Politimanden Christian (Nikolaj Coster-Waldau) jagter den syriske terrorist Ezra Tarzi efter, at han slog Christians politimakker ihjel. Tarzi er dog selv på jagt efter ISIS-lederen Salah Al-Din, som planlægger og filmer terrorangreb i Europa og lægger optagelserne ud på nettet for hele verden at se.
“Sandheden er, at De Palmas film aldrig har udmærket sig ved deres plot og selv hans største fortalere ved, hvor de skal finde det stærkeste argument for hans filmiske kvalitet: ikke i plots, men i visualiteten.”
Netop filmens plot og manuskript har tiltrukket størstedelen af den negative kritik, komplementeret af en svingende visuel kvalitet og kluntet skuespil. At se Nikolaj Coster-Waldau, Søren Malling og Paprika Steen sidde om et bord og levere B-films dialog på skoleengelsk har været svært at fordøje for mange, såvel anmeldere som publikum – og nok i særdeleshed de danske.
Det samme kan siges om mange af filmens billeder. Flade, grå køreskud af Københavns gader, kedelige kommunale hospitalsgange og politistationskontorer samt skurrende dialogscener på bordbænkesæt virker alt sammen forhastet og underbudgetteret.
Men sandheden er, at De Palmas film aldrig har udmærket sig ved deres plot og selv hans største fortalere ved, hvor de skal finde det stærkeste argument for hans filmiske kvalitet: ikke i plots, men i visualiteten. Det er hans ’pure cinema’-kvaliteter, der både præcist og poetisk fortæller historien igennem filmmediets essentielle virkemidler – kamerabevægelser, klip, lys og lyd - mest eksplicit fremtrædende i hans famøse set piece-scener.
Man skyder forbi målet ved at afvise Domino på baggrund af et usammenhængende plot, flade karakterer og klodset dialog. I stedet rummer filmen masser af interessante billeder så snart den bevæger sig ud af den grå, danske virkelighed og ind i mere kunstige omgivelser. Badet i Technicolor-mættede nuancer af blåt og rødt lys – en tydelig reference til Vertigo (1959) – er jagten gennem en opgang og henover københavnske hustage en berusende visuel konstruktion, hvor De Palma forvandler København til et stiliseret, farverigt og drømmende sted. Dette aparte København, som De Palma momentvis konstruerer, bliver, i modsætning til det engelsksprogede skuespil, kun mere oplivende set gennem danske øjne.
Klar til at skyde
Halvvejs inde i Domino, i en af de idémæssigt stærkeste scener, ser vi et terrorangreb på en hollandsk filmfestival. En kvinde går ind på den røde løber til en premiere og skyder alle omkring hende, før hun springer sig selv i luften i en selvmordsaktion. Angrebet bliver ikke kun dækket af medierne, der er tilstede, men også af hende selv igennem to små kameraer, der er monteret på hendes våben – et, der filmer dem hun skyder og et, der filmer hendes eget skræmte ansigt, imens hun udfører angrebet. Hendes våben får en konkret dobbeltbetydning, der understreger De Palmas pointe om film som en transgression, da det både skyder som våben og ’skyder’ som kamera.
Vi ser de to optagelser fra hendes våben side om side på en computerskærm, hvor det bliver livestreamet til hele verden af ISIS-bagmanden, Salah Al-Din. Denne nytænkning af split-screen teknikken – en af De Palmas stilistiske varemærker – fremstår i dette tilfælde specielt inspireret. Mere organisk og usynlig end De Palmas tidligere brug af split-screen, da vi ser sammensætningen af de to billeder på en computerskærm, som to åbne faner ved siden af hinanden. Og mere rammende for hans gennemgående tematik omkring filmmediet som voyeuristisk og grænseoverskridende i scenens GoPro-æstetik, der i højere grad konnoterer hjemmevideo end Hollywood.
Vulgar auteurism
Med sin problematiske produktion og diskrete online-distribution lignede Domino en film, der ville blive forbigået af den brede filmkritik – og det blev den i høj grad! Hermed tegner den sig dog også til at være en film med potentiale til at få nyt liv i diverse cinefile afkroge og opnå en form for genevaluering. Om ikke andet vil forsøget nok blive gjort alene på grund af De Palmas renommé.
Eksempelvis har ”vulgar auteurism”-bevægelsen inden for amerikansk filmkritik været gode til at genopdage og forsvare film som Domino. Alt fra video-on-demand titler som Universal Soldier: Day of Reckoning (2012) til langt større Hollywood-produktioner som Tony Scotts Deja Vu (2006) bliver anskuet med dyb seriøsitet; som film, der har noget at sige om verden, tiden vi lever i, filmmediet og det digitale billede med dets formbarhed og manipulerbarhed. For dem er målet at anskue genrefilm der ellers er blevet afvist eller ignoreret af den kritiske mainstream for at være useriøse eller “trashy”, på en ny og mere visuelt-orienteret måde.
I vulgar auteurism-begrebet ligger et forsøg på at formidle kvaliteterne i en filmisk underklasse – den type film, der angiveligt ikke bør tages alvorligt af kulturen eller kritikken. Det er et forsøg på at kigge på disse film ud fra andre parametre end dem, som de i første omgang blev vurderet ud fra. Med sit usammenhængende narrativ, endimensionelle skuespil og vulgære visuelle ideer ligner Domino netop sådan en film.
Visning
Streaming, bl.a. på Amazon Prime Video
