Et menneskeligt filmsprog
Madeline's Madeline
Josephine Decker, 2018
I Josephine Deckers film Madeline’s Madeline opdager en ung skuespillerinde gradvist, at der er noget grundlæggende i vejen med den måde, instruktøren instruerer hende og resten af sine medskuespillere på. Filmen er dermed en slags metafilm, der både tematisk behandler forholdet mellem instruktør og skuespiller, og som rent æstetisk forsøger at gentænke forholdet mellem filmmediet og mennesker. Med dette metafilmiske afsæt virker det derfor passende at begynde med en kritik af en anden kritikers kritik.
I filmmagasinet Reverse Shot skrev kritikeren Shonni Enelow en analyse af filmen, der illustrerer det paradoksale problemfelt, den dykker ned i. Enelow beklagede sig over filmens skildring af teaterinstruktøren Evangeline (Molly Parker), der udnytter sin unge stjerneskuespiller Madeline (Helena Howard) til at skabe en stærk og personlig performanceforestilling. Enelow mente, at Evangeline var en utroværdig figur, der først og fremmest skulle bruges til at vise Deckers afstandtagen til teatret.
To forhold, der omgiver filmen, fik mig til at tænke anderledes: At Josephine Decker selv har arbejdet med performance-ensemblet The Pig Iron Theatre Company, og at flere af performance-truppens medlemmer i Madeline’s Madeline er hovedrolleindehavere i Deckers tidligere film. Jeg aflæste derfor Evangeline på en helt anden måde end Enelow: Som et billede på Decker selv, og filmen dermed som én lang selvkritik.
De to grundlæggende forskellige analyser af filmen viser et problem: Når Enelow dømmer filmen på baggrund af, om dens kritik af teatret er ‘retfærdig’, så bedømmer hun filmen moralsk frem for blot æstetisk. Men en ‘moralsk’ vurdering kræver en viden, som ligger ud over værket selv. Det kan eksempelvis være historisk kontekst eller i dette tilfælde, hvilken position instruktøren selv har i forhold til det emne, hun behandler i sin film. Det bliver dermed en fundamentalt ikke-kunstnerisk diskussion; en diskussion der handler om noget andet end selve kunstværket.
Det er ironisk, eftersom Madeline’s Madeline netop er en film, der insisterer på kunstens moralske aspekt som primær dimension. Og dens insisteren på denne pointe er netop grunden til at filmen er så fremragende et æstetisk værk med et unikt filmsprog.
Kontekst
Den amerikanske filmskaber Josephine Decker har sin baggrund i to forskellige kunstmiljøer, der hver især er ret uglesete. Hun har som nævnt arbejdet med performancekunst og -teater og blev blandt andet bortvist fra MOMA efter, at hun tog tøjet af under Marina Abramović’ performance The Artist is Present.
Derudover foregik den tidlige del af Josephine Deckers filmkarriere som en del af ‘mumblecore’-filmscenen. Hun spillede hovedroller i Joe Swanbergs film Art History og Uncle Kent, hvilket blev gengældt, da Swanberg medvirkede i Deckers Thou Wast Mild and Lovely (2014). Øgenavnet mumblecore dækker over et relativt lille miljø i New York af instruktører og skuespillere, som i 00’erne arbejdede tæt sammen om at skabe små, uafhængige film. Derfor er det heller ikke overraskende, at spørgsmål om de sociale relationer mellem instruktører og skuespillere fylder meget i filmene.
“Idet fortællingen sætter lighedstegn mellem moderrollen og instruktørrollen, når filmen med et simpelt greb frem til en klar pointe: Skuespillere er mennesker, og når instruktører laver film, så bruger de mennesker dertil.”
I Swanbergs Art History spiller Decker den ene af to skuespillere, som skal opføre en meget intim sexscene. Instruktøren – spillet af Swanberg selv – har tydeligvis følelser for skuespillerinden, og jalousien begynder at påvirke arbejdsforholdene. Æstetikken er skåret ind til benet, og de to skuespillere optræder nøgne i meget store dele af filmen. Ligesom Madeline’s Madeline er det en film, hvor en instruktør behandler en skuespiller uetisk. Men det sætter sig ikke i Art History’s æstetik, som er konventionelt mumblecore’sk.
Generelt er mumblecore-filmene blevet kritiseret for at være indspiste og at trække for meget på nøgenhed til at dække over manglende æstetiske kvaliteter. Begge Josephine Deckers tidligere fiktionsfilm viste dog forsøg på at komme udover genrens begrænsninger. Første scene af debuten Butter on the Latch (2013), der skildrer en flirt mellem en mand og en kvinde i New York, kunne være taget fra de fleste mumblecore-film. Men efterfølgende rejser den unge kvinde med en veninde til en musiklejr i Californien, og resten af filmen er en art low-budget horrorfilm optaget i landlige omgivelser.
Gyserelementerne var også til stede i opfølgeren Thou Wast Mild and Lovely, der skildrede forholdet mellem en ung kvinde og en mandlig tilrejsende på en farm. Her fik filmsproget for alvor lov at udfolde sig til en nærmest Terence Malick’sk ekstatisk montage af voiceover og naturbilleder (dertil kan tilføjes, at plottet minder påfaldende meget om Malicks Days of Heaven (1978)). Thou Wast Mild and Lovely var niveauer over, hvad man normalt ser i amerikanske indiefilm, men alligevel aldrig for alvor æstetisk original.
Æstetik
Når Madeline’s Madeline fremstår som en åbenbaring, så skyldes det ikke mindst, at den dykker helt ned i Deckers allerede åbenlyse interesser og koger dem ned til rendyrket æstetiske elementer.
Decker har før været interesseret i dyr og menneskets dyriske drifter – i Thou Wast Mild and Lovely spiller en hest eksempelvis en central rolle. På trods af dette har det aldrig tidligere været centralt for hendes film. Men når Madeline i sine skuespillerøvelser agerer en kat eller en skildpadde i nærværende film, så spreder det krusninger ud i alle andre dele af filmen, og bliver en nøgle til at forstå hele filmens æstetik. For Madeline skal ikke kun agere kat. Hun skal også lære at spille kvinde, datter, kæreste og skuespiller. Hun skifter konstant mellem de mange roller. Og ”instruktørerne” i hendes liv – moderen, som instruerer hende i rollen som ”datter”, og teaterinstruktøren Evangeline i rollen som skuespiller – forsøger hele tiden at guide hende i bestemte retninger. Med ubehagelige konsekvenser til følge.
Idet fortællingen sætter lighedstegn mellem moderrollen og instruktørrollen, når filmen med et simpelt greb frem til en klar pointe: Skuespillere er mennesker, og når instruktører laver film, så bruger de mennesker dertil. Det virker helt ligetil, men det går imod en tendens blandt cineaster, som søger efter det særskilt ‘filmiske’ ved film og derfor negligerer skuespil og manuskript – virkemidler som man også finder på teatret. I stedet fokuserer man på mise-en-scene, kamerablik og montage i en sådan grad, at filmene nærmest tildeles en abstrakt autonomi, der ikke længere inkluderer mennesker (undtagen muligvis filmens skabende ‘auteur’).
Her bliver Madeline’s Madeline for alvor æstetisk interessant. For den samme diskussion af skuespillere som mennesker ses også i resten af filmsproget. Filmens brug af håndholdt kamera er nærmest en kliché inden for indiefilmen, men i Madeline’s Madeline bliver kameraet så fysisk tilstedeværende, at det – med et begreb lånt fra Dardenne-brødrene – bliver til et ”kropskamera” (corps-caméra). Men hvor kroppen i Dardenne-brødrenes filmoeuvre er en arbejderkrop, en gennemgående målrettet fysisk bevægelse, så er det hos Decker performancekroppen, som man kan mærke i kameraet, mens det hopper, glider og danser helt tæt på skuespillerne. Ligeledes knytter klipningen sig til menneskelige bevægelser og udtryksformer, såsom dansen og åndedrættet, mens filmens konstant nærværende soundtrack bruger menneskestemmen i form af korværker; det mest kropslige musik, man kan forestille sig, fordi det udelukkende kommer fra kroppen selv.
Og filmens brug af musik er især værd at se nærmere på, idet moderne klassisk musik behandler flere af de samme problemstillinger, som Deckers æstetik arbejder med.
Musik
Det musikstykke, der fylder mest i filmen, er Caroline Shaws Partita for 8 Voices, der vandt Pulitzer-prisen for bedste komposition i 2013. Det korte korværk består i lige så høj grad af hverdagslyde som af traditionel sang; en blanding af mumlen, sukken, brummen og blandede talepassager, der dels er instruktion i barokdans, dels instruktioner oplæst fra konceptkunstneren Sol LeWitts tekstværker.
Shaw undersøger som Decker det ældgamle spørgsmål: Hvordan skaber man kunst? Og begge kvinder finder et svar, der adskiller sig markant fra de herskende ideer i det tyvende århundredes modernisme: Det gør man med mennesker og deres fysiske arbejde. Musik er dermed ikke toner, klange og rytmer, men stemmelæber, munde, hænder på en violin. Film er ikke billeder, lyd og montage, men ansigter, arme – om de løfter et kamera eller klipper en filmstrimmel – og fortællinger.
Shaws komponistkollega Andrew Norman er måske den, der har formuleret det nye paradigme mest præcist:
“What makes an orchestra special, for me, is not actually the sounds that it makes but the fact that there are a hundred human beings doing that, right in front of me. In a way, it’s performance art.” (i The New York TImes)
Det samme kan man sige om Josephine Deckers film.
Etik
Socialt bevidste film er oppe i tiden. For nylig vakte det furore, at filmfestivalen Copenhagen MIX ikke vil vise film, hvor ciskønnede skuespillere spiller transkønnede roller. Det blev af de mest forargede kritikere - som skuespilleren Carsten Bjørnlund - udlagt som en udfordring af selve skuespillets væsen.
I praksis har denne udfordring dog eksisteret gennem hele filmhistorien. Den italienske kritiker Lino Micciché beskrev neorealismen som et fælles etisk standpunkt, hvor man ledte efter virkelighed og sandhed. [Global Neorealism - The Transnational History of a Film Style, Saverio Giovacchini og Robert Sklaar (eds.), s. 4]. Det var bl.a. denne hungren efter det sande, som førte til brugen af ikke-professionelle skuespillere.
Når en kunstner træffer moralske valg, får det dermed også æstetiske konsekvenser - og vice versa, som man kan forvisse sig om ved at gå ind og se Lars von Triers The House That Jack Built (2018), der kan fremstå som antitesen til Madeline’s Madeline: En fortælling om en morder der forsvarer sine moralske forbrydelser på æstetikkens grundlag.
Når man som Decker vil gentænke, hvad det overhovedet vil sige at benytte andre mennesker til at skabe kunst, så kræver det en ny æstetisk form. Madeline’s Madeline er den første film, hvor hun har fundet denne form, og hun har dermed skabt både et ekstremt tidssvarende værk og et æstetisk nybrud.
Visning
Set til CPH:PIX 2018
