Alt er film
af Trine Riel
Once Upon a Time... in Hollywood
Quentin Tarantino, 2019
Det hele begynder med en promo for den fiktive NBC western-serie Bounty Law. En voice-over advarer: ”If you think you’re seeing double, don’t adjust your television set, because in a way you are…” – og fordoblingerne spreder sig dybt ind i Tarantinos filmdiamant, Once Upon a Time… in Hollywood; en svimlende og odiøst underholdende metafortælling om Hollywood, og om slutninger. Om det klassiske Hollywoods sidste krampetrækninger, et massemorderisk uskyldstab i 60ernes sidste sommer og et afsluttende opgør mellem faktisk historie og historiefortælling.
“Mens et bedaget vægmaleri af en cowboy i Michelangelos ’Adams Skabelse’-positur falmer i solen, flyder Rick rundt i sin swimmingpool på en oppustelig lænestol og dulmer nerverne med bundløse Whiskey Sours.”
Der er som sædvanligt dømt filmnørd-banko med et begejstret overflødighedshorn af referencer, digitalt sammensplejsede collager af filmisk fortid og nutid og en uendelig lang rolleliste af levende og døde. Alle Tarantinos film er et minutiøst kurateret filmkartotek i sig selv, og det er betimeligt, at filmindustrien nu endelig er blevet selve omdrejningspunktet for fortællingen. Once Upon a Time…in Hollywood binder ikke blot sløjfe på de to forudgående pastiche-westerns, Django Unchained (2012) og The Hateful Eight (2015), men den fremstår som et forløsende klimaks på hele Tarantinos ekspanderende genrefilm-multivers. Det er hans måske bedste – og utvivlsomt mest formfuldendte – film til dato. Filmen har noget definitivt og også vemodigt over sig: instruktørens (efter sigende) næstsidste film, der unægteligt ligner en sidste, afsluttende én.
Fortid og virkelighed
Den første fordobling kommer i form af filmens centrale duo, tv-western skuespilleren Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntmand Cliff Booth (Brad Pitt). Sammen udgør de et ømt, lettere afdanket par, som har en afsmag for LA’s ”dirty fuckin’ hippies” og er helt ude af trit med det nye arthouse-orienterede Hollywood, der blomstrer op omkring dem. Mens et bedaget vægmaleri af en cowboy i Michelangelos ’Adams Skabelse’-positur falmer i solen, flyder Rick rundt i sin swimmingpool på en oppustelig lænestol og dulmer nerverne med bundløse Whiskey Sours. I den anden ende af byen – i en campingvogn bag en drive-in biograf – spiser den flegmatiske krigsveteran Cliff pulvermakaroni foran fjernsynet i selskab med sin veltrænede kamphund Brandy.
At DiCaprio og Pitt selv var 90ernes allerstørste babyface-sexsymboler, tilføjer blot ekstra lag til deres karakterers prekære situation som aldrende fortidslevn i en filmby, der lever af ungt kød. I den sammenhæng kan også nævnes Beverly Hills 90210-idolet Luke Perry, der optræder i sin allersidste rolle, mens den unge model og Nickelodeon-stjerne Austin Butler spiller Manson-morderen Tex Watson.
En uprætentiøs metalagkage
På optagelserne til en pilotepisode af tv-serien Lancer afslører Rick Dalton sin egen udspillede rolle, da instruktøren foreslår stort moustache og indfarvet ruskindsjakke med frynser: ”But how will people know it’s me?”. Et kort oplæg om hele skuespillets natur følger, da instruktøren pædagogisk forklarer, hvordan forsøget på at suspendere virkeligheden, og overbevise publikum om den fiktive karakters autenticitet, jo netop er meningen.
Ydmygelsen – og opløsningen – kommer, da Rick glemmer sine replikker, og i rasende skam stormer tilbage til traileren for at få et halv-skizofrent sammenbrud. Efter at have kaldt sig selv en alkoholiseret fiasko i spejlet, vender han højspændt tilbage til optagelserne og leverer – med DiCaprios selvlysende blå, rødsprængte øjne – en overraskende pragtpræstation. Ricks otteårige medspiller beskriver det med stor begejstring som ”det bedste skuespil, hun nogensinde har set”. Hvortil han – grædefærdig i en blanding af tømmermænd og ren lettelse – bekræfter sig selv og sin oprejsning med ordene: ”I’m Rick fucking Dalton”. Men overgangen fra underlødigt til eminent skuespil markerer en overskridelse af filmens univers, hvor DiCaprio i et intenst øjeblik træder ud af rollen som B-skuespilleren Rick Dalton på optagelser til Lancer, og præsterer en opvisning i karakterskuespil, som kun en Oscarvindende Hollywoodstjerne kan mønstre.
Den momentane udvisken af filmens fiktive rammefortælling genkalder Naomi Watts sitrende castingscene i David Lynchs Mulholland Drive (2001) og viser, hvor meget gennemslagskraft Tarantinos virtuost komponerede, men befriende uprætentiøse metalagkage-konstruktion, kan besidde. Jo flere lag, jo bedre.
Svimlende forskydninger
Rundt om de to fiktive hovedkarakterer udspiller de virkelige hændelser sig. Den historiske virkelighed, der foregår i nabohuset på 10050 Cielo Drive, hvor Sharon Tate (Margot Robbie) er flyttet ind sammen med Roman Polanski. Mens Polanski negligeres til en campy europæer med barokke flæseærmer, veteranbil og en irriterende skødehund, er filmens sympati for Tate tydelig. Hendes fremtidsdrømmende Hollywood-verden af ungdommelig håbefuldhed og uforløst potentiale er en nødvendig kontrast til den ængstelige Ricks forbitrede situation – og helt essentiel for Tarantinos fortælling.
Tates status – et sted mellem fiktiv rekonstruktion og sårbar virkelighed – udfoldes i en af filmens bedste og længste scener, hvor Margot Robbie fremviser det fordoblende ledemotiv fra en subtil – og melankolsk – vinkel.
Sharon Tate går i biografen til en eftermiddagsvisning af sin egen film, spionkomedien The Wrecking Crew (1968). Da billetkontrolløren ikke genkender Tate, bliver skuespilleren bedt om at stille sig over ved siden af den indrammede filmplakat, der unægtelig ikke rigtig ligner, eftersom plakaten afbilder den virkelige Sharon Tate – og ikke Margot Robbie. Med kameraets efterfølgende tavse panorering henover de oprindelige The Wrecking Crew-filmstills, træder Tarantinos fiktive konstruktion respektfuldt i baggrunden for at give fortiden plads og momentum.
“Tarantino sørger for en fiktiv genopstandelse, der gør det muligt for Margot Robbies Tate at se med stolthed og glæde på den afdøde Tate, som stadig er i live i filmens bevægelige billeder.”
Forskydningen strækker sig videre ind i biografsalen, hvor Robbie bobler af uforbeholden begejstring over at se sig selv (altså Tate) på film og tavst mimer sine egne (igen, Tates) bevægelser i kampscenen oppe på lærredet. Og den forgrener sig videre, med flashback-klip til Margot Robbie, der øver sig på selvsamme scene med Mike Moh (i rollen som Bruce Lee).
Tragedien lurer uundgåeligt i kulissen, men spaltningen af Sharon Tate på film og Margot Robbie som Tate i Tarantinos film giver plads til et følsomt samspil imellem de to, der skildrer en anerkendelse af virkelighedens Sharon Tate: Ikke som det tragiske ikon hun blev, men som det levende talent hun var. Tarantino sørger med andre ord for en fiktiv genopstandelse, der gør det muligt for Margot Robbies Tate at se med stolthed og glæde på den afdøde Tate, som stadig er i live i filmens bevægelige billeder.
I mellemtiden – på Charles Mansons svagbørnskoloni Spahn Ranch – udspilles et langt mindre poetisk sammenstød mellem filmens autentiske og fiktive dimensioner. Spahn Movie Ranch var som bekendt et tidligere western-filmset. I Once Upon a Time.. in Hollywood er stedet et filmset, hvor Rick Dalton og Cliff Booth otte år tidligere havde deres storhedstid. Efterladenskaberne af det fiktive pars hedengangne karriere udgør således, helt bogstaveligt, den faldefærdige kulisse og rottebefængte grobund for Mansons udvidede familie.
Den sammenkædning bliver Tarantinos påskud for, hvorfor Cliff ender på besøg på ranchen, selvom det i første omgang er en sexet mindreårig, ’Pussycat’ (Margaret Qualley), der fungerer som madding. ”Actors are phoney”, forklarer hun Cliff efter at have tilbudt et ham obligatorisk blowjob. ”They just say lines other people write”. En karakteristik, der går direkte til filmens kerne og samtidigt understreger, hvem filmens egentlige helt er – hvis man skulle være i tvivl.
Det er naturligvis ikke den forfængelige, status-stræbende skuespiller Rick Dalton, men hans hårdføre stuntmand, der først tager et klassisk western-style standoff med ’Squeaky’ (Dakota Fanning) – der seks år senere bliver idømt livstid for mordattentat på præsident Gerald Ford – og derefter med hele hæren af stirrende Manson-kvinder, førend han iskoldt forlader det degenererede hippiekollektiv og kører hjem.
”Print the legend”
Vi ved alle sammen, hvor det bærer hen. Hvad der skal og må ske natten til den 9. august 1969 på Cielo Drive. Ved begyndelsen på enden, lige før det uundgåelige voldsklimaks starter, skummer filmens kalejdoskopiske struktur over i en narkotisk totalforvikling mellem virkelighed og forestilling. ”You guys are real, right?”, spørger scenens eneste fiktive figur, Cliff Booth, idet han står overfor den mest berygtede true crime-trio i Hollywoods historie: virkelighedens Manson-mordere Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Tex Watson. ”As real as a donut,” bekræfter Tex, der selv befinder sig i en tilstand af absolut forvirring over, hvem og hvor han i virkeligheden er, og hvad der overhovedet foregår.
“Det har altid været Hollywoodindustriens funktion, at omskrive historien til fordel for en mytologi, der hallucinerer sig selv frem på lærredet.”
Mange instruktører har forsøgt sig med Hollywod-universet som adgangsbillet til i postmodernitetens tomme metahjerte. Men få formår med så uforstilt entusiasme og overlegen finesse at bruge filmbyen som scene for en dyb, spekulativ sammenfiltring af fiktions- og virkelighedsverdener; en reel udkæmpning mellem Hollywood-historie og Hollywood-fortælling. Med den kollision skriver Once Upon a Time… in Hollywood sig selvbevidst ind i selvsamme tradition, som den portrætterer: Det har altid været Hollywoodindustriens – og særligt westernfilmens – funktion, at omskrive historien til fordel for en mytologi, der hallucinerer sig selv frem på lærredet.
Visning
Set i biografen
