Spike Lee vender filmhistorien mod sig selv
af Eva Krems
BlacKkKlansman
Spike Lee, 2018
Der er mange dokumentarer om amerikansk racisme og had, ligesom der findes mange fiktionsfilm som reproducerer, hvordan det er at blive udsat for samme. Mestergrebet i Spike Lees seneste film BlacKkKlansman er at hæfte de to repræsentationsformer sammen på en måde, der fluks river tilskueren ud af fiktionsfilmens simulering, men samtidig holder fast i den fortællende films empati.
BlacKkKlansman handler om en sort politibetjents infiltrering af Ku Klux Klan i 1970’ernes Cleveland. Filmen er baseret på en virkelig persons vilde historie. Men fiktionsplottet er også et meget langt set-up til de sidste tre minutters filmiske forløsning. Lee bruger den semiautentiske fortælling om Ron Stallworth til at bygge et modbydeligt, nuvel, men lækkert produceret stykke historie op og give den en behageligt lykkelig slutning – for til sidst at kaste en kold spand virkelighed i ansigtet på sit publikum.
Filmen åbner med en scene fra Borte med blæsten (1939) og slutter med forskellige dokumentariske optagelser fra Unite the Right-marchen i Charlottesville i 2017, og tilsammen udgør de blot en marginaldel af filmens samlede spilletid. Alligevel vejer rammefortællingen lige så tungt som sin fiktionsplottet for at levere sit budskab, og filmen ville ikke have samme slagkraft, hvis ikke de to dele var sat sammen.
Kontrasten mellem den iscenesatte virkelighed (70’ernes USA) og den dokumentariske virkelighed (nutidens USA) bliver forstærket i et double-dolly skud af hovedpersonerne Ron og Patrice, hvis svævende gennemfart fører os direkte fra hovedpersonernes blikretning til racisterne fra Charlottesville. Skiftet fra det velbelyste signaturskud (Lees svævende double-dolly går på tværs af karrieren) til rystende amatøroptagelser afkræver et æstetisk og kognitivt spring for tilskueren.
For hvis man var lige ved at tro, at historien havde en feel good slutning, hvor KKK blev bremset og voldelig racisme nu var fortid, så kan man godt tro om igen. Slaget er vundet, men krigen er stadig i gang, som Alec Baldwins 1950’er-racist henviser omvendt til i begyndelsen: Lee skifter fra diegese til non-diegese, altså fra hypotetisk virkelighed til virkelig virkelighed med så abrupt virkning, at man som publikum vågner op – en variant af det “wake up!”, som Laurence Fishburne råbte direkte ind i kameraet i Lees School Daze (1988).
Filmens ansvar
Helt i starten af filmen står det som så ofte, at fortællingen er “baseret på virkelige hændelser” (på Spike Lee-sprog: “some fo’ real fo’ real shit”). Denne gang peger standardfrasen ikke kun på, at historien om Ron Stallworth er hændt i virkeligheden, men også at filmen i sig selv bygger på virkelige oplevelser af at være sort i USA.
Alle film viser en version af verden sådan som filmskaberen bag ser den. Derfor er det ikke så vigtigt om handlingen dækker akkurat det, der skete i Ron Stallworths liv. Eksempelvis springer vi hurtigt hen over Rons tre år som undercover i The Black Student Union og føjer endda et bombeattentat til historien. Nogle kritikere påpeger huller som disse, men – udover at dramatiseringer altid tilpasser materialet – er det netop ikke filmens hensigt at gengive 1:1 fakta, men at skildre oplevelsen af racisme. Det handler om repræsentationen af, hvordan det var. Hvordan det er.
Bare en film
“It’s a movie”, argumenterer Ron i en diskussion om blaxploitation med sin kæreste, Patrice. Hun mener, at genren fremstiller et fejlagtigt billede af afroamerikanere, mens hans konstatering fritager filmen moralske eller samfundsmæssige hensyn. De har begge ret, og heri ligger en anden pointe med BlacKkKlansman: At film på én gang er underholdning og på samme tid har et samfundsmæssigt ansvar.
Samme distinktion gælder den amerikanske instruktør D.W. Griffith. Ud fra ét perspektiv kan han beundres som en pionér i filmhistorien: Han spillede en særlig rolle i udviklingen af filmens sprog fx med krydsklipning og nærbilleder – og han var særdeles god til at råbe højt om sin filmhistoriske betydning. Fra et andet perspektiv kan man have svært ved at tilgive Griffith, at han har skabt verdens første blockbuster Birth of a Nation, der i tre timer glorificerer Ku Klux Klan og er helt absurd racistisk. Efter premieren i 1915 steg både antallet af lynchninger og medlemstallene i KKK. Men også antallet af spillefilm steg, mens filmsproget udviklede sit raffinement og blomstrede op. Både fremmedhadets og filmsprogets genealogi kan kobles tilbage til Birth of a Nation; noget som også Spike Lee har udtalt sin bekymring om.
“BlacKkKlansman synes at råbe til sin beskuer: Hvis du tror, at racisme er et fortidslevn, så er det dig, der er hyklerisk. Det er også fortid, men desværre også vanvittigt nutidigt.”
I BlacKkKlansman anvender Lee kløgtigt Griffiths egne virkemidler, men til at modarbejde racismen. Lee bruger teknikkerne subversivt: I opbygningen til filmens klimaks krydsklipper han mellem klanens indvielsesceremoni og den sorte studiegruppe, der lytter til Jerome Turners (spillet af borgerrettighedsforkæmperen Harry Belafonte) overlevering af den virkelige lynchning af Jesse Washington i 1916 – en af konsekvenserne ved klanens menneskesyn og Birth of a Nations popularitet. Lee sammenfletter de to situationer, for at vise gruppernes paralleller, men kan netop i sammenstillingen udstille, hvordan de også er radikalt forskellige. I spejlingen af de to grupperinger er der ligheder: fællesskab, identitetsmarkører (afrohår vs. hvid kutte) og en fælles kamp.
Men der er en altoverskyggende væsensforskel: den ene gruppe søger empowerment, den anden bare power. “All power to all the people” i stedet for kun til hvide. De sorte søstre og brødre bliver som gruppe portrætteret som vidner til historie, når de filmes i et opstillet gruppefoto af Harry Belafonte og The Black Student Union. Det er som taget ud af en Beyonce musikvideo; stoisk og dømmende. Momentvis, som her, bryder BlacKkKlansman ud af simuleringen. Også da Black Panther-spidsen Kwame Tures holder tale, vises tilskuernes ansigter som fritsvævende, isolerede portrætter; som øjenvidner.
Brud med simuleringen
Udover disse stilbrud dyrker filmen en udtalt 1970’er-æstetik. Mængden af rullekravesweatre, cigarkassetræ på væggene og perfekt ovale afroer kunne lulle publikum til at tænke, at det her netop “bare” er en film. Scenografien fanger omhyggeligt det tidstypiske design, og den visuelle stil imiterer blaxploitation-genren, så vi kan aflæse, at filmens handling ligger i fortiden. Dengang var hverdagsracisme et almindeligt onde, hvilket nu står klart for alle som latterligt gammeldags. Eller hvad? BlacKkKlansman synes at råbe til sin beskuer: Hvis du tror, at racisme er et fortidslevn, så er det dig, der er hyklerisk. Det er også fortid, men desværre også vanvittigt nutidigt.
Pointen om films samfundsmæssige ansvar bliver fremsat både subtilt med sit subversive filmsprog, men ligeledes med højtråbende satiriske virkemidler, der skærer moralen ud i pap. “BlacKkKlansman” er en selvmodsigelse både som titel og som film: Plottet om en sort mand, der infiltrerer KKK er én lang, tragikomisk omgang telefonfis. Oveni bruger Spike Lee en overflod af kække referencer. Eksempelvis når David Duke siger “America First” og med en cameo af Alec Baldwin, der er kendt for sin uflatterende Trump-parodi på Saturday Night Live. I en særlig overdrevet og påhæftet scene i politigårdens kælder, affejer Stallworth grinende sin chefs varsel om, at den stuerene racisme kan nå hele vejen til Det Hvide Hus (“ingen er så dumme”). Men satirens styrke er, at den kan fremhæve og forstørre noget absurd ved virkeligheden, og vi griner korrigerende ad de dumme racister. Vi er det vidende publikum mod de uvidende karakterer, og pinligheden skal udskamme deres dårlige opførsel.
Men grinet stivner, når vi efterfølgende ser hadet og volden. De er dumme og farlige. Humor er en social reguleringsmekanisme, der skaber et inkluderende fællesskab for dem, der griner, men som samtidigt indirekte ekskluderer dem, der grines ad. Lee vakler ofte på kanten af at overdrive sin pointe – nogle gange falder han i, som med kælderscenen (scenen driver ikke plottet frem, men er en indforstået vittighed til tilskueren), og andre gange rammer han plet, som eksemplet med de sorte tjenere, der fortryder at have taget vagten til KKK-middagen.
Ligesom Stallworth bruger sin white voice, når han taler i telefon med David Duke, så henvender Lee sig til sit hvide publikum på brechtiansk manér. Bombardementet af referencer og kitschet humor virker distancerende. Det er en film, der konstant bevæger sig fra tinde til dal, men hvor det er sammenstødet mellem rammefortælling og plot, der særligt gør filmen interessant i sin kritik. Ikke de mange interne jokes til publikum.
Hvem skal filmen ramme?
Man kan diskutere, hvem filmen er rettet mod – hvem er det, der skal vækkes nu? Sorte amerikanere og andre ikke-hvide er særdeles vågne allerede (de, som Laurence Fishburne ville råbe op). Så er der forskellige grupper af hvide mennesker: Dem, der bilder sig ind, at racismen ligger i fortiden, fordi de ikke mærker den i deres hverdag. De personer, der givetvis kunne rykke sig mest af at se BlacKkKlansman – racister – tager næppe i biografen for at se den.
Men de nok vigtigste hvide for Spike Lee er den halvdel af USA, der stemte en ”stueren” David Duke-type ind som præsident. Dem, som ikke nødvendigvis går med fakler i et alt-right-optog eller er direkte ondskabsfulde over for ikke-hvide. Men de er dem, der ikke har et problem med at deres præsident og samfund mere eller mindre indirekte støtter det.
Repræsentation er magt, og det er ikke længere en kamp for at ændre lovgivning eller opnå borgerrettigheder, som det var i 1970’ernes USA. Det handler om at ændre opfattelse hos mennesker; ikke bare de allerværste racister, men hos medløberne. Man kan håbe, det lykkes at puste empati ind i nogle af disse. Desværre står man tilbage med fornemmelsen af, at pinlig udskamning ikke længere er et effektivt middel i Trumpland.
Når Lee inddrager filmklassikerne Birth of a Nation og Borte med blæsten, der begge handlede om den amerikanske borgerkrig, så er det, fordi de viser, hvordan filmmediet er med til at forme den fælles fortælling – og altså ikke bare er underholdning. Lee vil med BlacKkKlansman gendrive filmhistorien, som også har ansvar som en væsentlig del af den officielle historieskrivning.
Visning
Kan ses på streamingtjenester, f.eks. Blockbuster
