Århundredets ego
Martin Eden
Pietro Marcello, 2019
Martin Eden er italienske Pietro Marcellos unikke fortolkning af Jack Londons autofiktion, der forbliver tro mod historien og dens sensibilitet, men beriger romanforlægget med et mere dybtgående og større perspektiv. Marcello dekonstruerer elementerne i den amerikanske forfatters dannelsesroman, udvider dens horisont og bruger historien som en nøgle til forståelse af hele det forrige århundrede. Han tager uddrag fra Londons historie og kobler delene i forskellige tider og steder for at tegne en mangfoldig karakter, der bliver prototypen på det moderne samfund og det 20. århundrede.
Marcello leger og bryder med romanens tidsramme ved at placere historien i en uklar tidsperiode. Et filmisk valg der placerer fortællingen til en atemporal dimension, hvor efterkrigstidens omgivelser veksler mellem: Orsini-familiens (familien Morse i bogen) prægtige og barokke villa, Edens svogers sjuskede hus i 1960’er-miljøet, 70’ernes aftryk med de tilbagevendende billeder af to børn der danser til markant mere moderne musik, arkivbillederne fra 20’erne og 30’erne, og de nutidsprægede ansigter filmet på gaderne i vore dages Napoli.
“Marcello nøjes ikke med ”bare” at blande fiktive og dokumentariske former, men han formår at bygge et narrativ, der både drives frem af og legitimerer filmens forskelligartethed.”
Ved at lade historien foregå i Napoli vender Marcello tilbage – som han gjorde i sin seneste film The Mouth of the Wolf (2009) – til en havneby. Eller mere præcist til en såkaldt by af mille culure [tusind farver] på grund af dens evne til at rumme forskellige kulturer, mennesker og sprog. Denne beslutning passer perfekt til filmens egen heterogene form. Den italienske filminstruktør anvender et vidtstrakt filmsprog ved at kombinere sine smukt konstruerede skud med hovedrollens subjektive synsvinkler, arkivoptagelser og scener fra gadeplan nu om dage. En sammenblanding af forskellige udtryk, der er en velkendt i Marcellos virke. Instruktøren nøjes ikke med ”bare” at blande fiktive og dokumentariske former, men han formår at bygge et narrativ, der både drives frem af og legitimerer filmens forskelligartethed.
Social mobilitet
Filmens udgave af sømanden Martin Eden virker i stand til at navigere naturligt mellem alle disse forskellige rum og tider på sin rejse fra fattig matros til rig og berømt forfatter.
Martin Eden lever mellem havnene, skibene og sin søsters familie. Hans liv som sømand synes at gå videre uden vanskeligheder, indtil han reder livet på den unge og veluddannede mand, Arturo (Arthur i bogen) og træder ind i familien Orsinis borgerlige verden. Et helt anderledes økosystem, hvor Martin Eden først føler sig fremmed. Men den kærlighed han nærer for Arturos søster, Elena (Ruth i bogen), giver ham styrke til at forandre sig og blive værdig til hendes kærlighed. Her begynder hans anden rejse. Denne gang ikke på et skib, men ej mindre usikkert eller faretruende. Han bestemmer sig for at opgive havet og i stedet sigte efter berømmelse som forfatter. Han flytter til landet, hvor filmens billedside genkalder hyrdelandskabet i Lost and Beautiful (2015). Efter op- og nedture opnår Eden endelig succes, men han mister Elenas kærlighed, og – paradoksalt nok – bliver hans sociale mobilitet en selvnedbrydningsproces, et vue over sine fejlslagne overbevisninger. Hans rejse igennem filmen bliver gradvist et sindbillede på en større, mere generel udvikling af desillusionering og nederlag.
Martin Edens kamp op af den sociale rangstige forbliver central i Marcellos værk ligesom i Londons bog. Der er et stærkt fokus i fortolkningen af romanen på at skildre den individualisme og viljekraft, der driver hovedkarakteren. Marcello udvider denne kritik mod idéen om at være sin egen lykkes smed, ved at fortolke den fra at være en halvbiografisk historie til en større refleksion over, hvordan forgudelse af individualisme har vildledt hele det 20. århundredes samfund.
Tidens afmagt og nederlag
Gennem hele filmen er der mange scener, hvor de mere politiske dele af bogen viser sig. Martin Eden giver klart udtryk for sin absolutte overbevisning om den “rene” individualistiske filosofi – fri fra at adlyde enhver overherre eller leder – som den eneste måde at ændre verden på. Kun den stærkeste overlever, og at tænke kollektivt er ensbetydende med at underkaste sig en anden magt. I scenen hvor den formodede fascistiske politiker påstår over for Martin Eden, at “folket er med ham”, understreges Edens tro på individualismen. Hans overbevisning om at folk ikke kan handle kollektivt uden at blive trælbundet af magten, genkalder Dostojevskijs “Den Store Inkvisitor”, der løftede folket fra frihedens byrde for at gøre dem til slaver med sin magt.
“I en verden hvor egoet tilbedes, og hvor individualitet overstiger solidaritet, vil de svageste altid blive besejret af den stærkeste.”
Men som Dostojevskij også bemærker i sit berømte afsnit: “the more rebellious and ferocious than the rest will destroy themselves”. Martin Eden, som troede at han kunne bære byrden ved denne individualistiske frihed, er til sidst kun ladt tilbage med valget om at ødelægge sig selv, svigtet af sine ideer og overvundet af det hykleriske borgerskab, som han i første omgang efterstræbte. Idet han bevæger sig på tværs af forskellige miljøer, kronologiske rum og diverse sprog – filmiske eller ej – ser vi hans evne til at overkomme alle forhindringer på sin vej. I opstigningen til den øverste del af samfundets hierarki finder han ud af, at han nu må acceptere ansvaret for sin egen individualitet, der ikke gav ham nogen frihed. Her forekommer det eneste naturlige valg at udslette sig selv og vende tilbage til havet, hvor hans rejse begyndte, og hvor han for evigt vil være henlagt til at glemmes.
Pietro Marcellos Martin Eden skildrer således et århundredes paradigme med dens sensibilitet for nederlag og afmagt over for verdenen. Et paradigme, der til slut i filmen også forlader det forrige århundrede og går med over i samtidens samfund. I den forstand er den sidste scene, hvor Martin Eden sidder på stranden symbolsk: En gammel mand råber, at der lige er blevet erklæret krig. Vi ved ikke, hvilken krig han refererer til; den ikke-tidslige dimension af filmen er tilpas uklar til at gøre os i tvivl. I dette scenarie afslører kameraet dog både ruiner fra 2. Verdenskrig og en gruppe afrikanske immigranter, der sidder langs kysten og kan findes ved hvilken som helst af de sydeuropæiske grænser nu til dags. Det efterfølgende nærbillede af Martin Edens ansigt afslører betydningen: Ligegyldigheden i hans øjne afslører, at så længe idealet om individets frie udfoldelse fastholdes som et menneskeligt vilkår, vil vold og krig altid eksistere. Marcellos narrativ sejler gennem de forskellige årtier i det 20. århundrede og lander til allersidst i dagens samfund. Martin Edens individualistiske overbevisning lider det ultimative nederlag og viser, at i en verden hvor egoet tilbedes, og hvor individualitet overstiger solidaritet, vil de svageste altid blive besejret af den stærkeste.
Oversat fra engelsk af Skuelyst.