Fra alle os til alle jer: Julekort fra Nick Bruhn-Petersen
25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2019 (og det forgangne filmårti) med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!
Dagens julehilsen kommer fra Skuelysts egen redaktør, Nick Bruhn-Petersen:
Hvad var årets bedste filmoplevelse?
I Danmark er et af filmårets tilbagevendende højdepunkter dokumentarfestivalen CPH:DOX – selv hvis man foretrækker fiktioner, som jeg gør. På grund af mine præferencer kommer det bag på mig, at min største biografoplevelse i år faktisk skete under dette års festival. Det var velfortjent, at John Skoogs fremragende, virtuose film Ridge modtog festivalens hovedpris, men det blev Mania Akbari og Douglas Whites dybt personlige A Moon for My Father, der i al sin filmiske ydmyghed gjorde det største indtryk.
Dokumentaren fortæller gennem brevudvekslinger om kunstnerparrets møde, forelskelse og svære forsøg på at få et barn efter Akbaris nylige brystkræftforløb, som umuliggør en “naturlig” graviditet. Æstetikken er fordringsløse hjemmeoptagelser, men Akbari og Whites skarpe og distinkt forskellige blik for hverdagspoetiske motiver sammenklipper de blege billeder til intim skønhed. Bag billederne og den enkle historie gemmer sig den overrumplende rigdom, som gør A Moon for My Father til årets film: På en sanselig, kompleks og udfordrende måde tackler filmen flere af de store universelle temaer, man kan komme i tanke om – det personlige og det politiske, biologi og teknologi, liv og død, kunst og kærlighed – og det føles på intet tidspunkt forceret eller prætentiøst. Tværtimod var jeg til sidst hensat til tårer.
Hvad var årets værste filmoplevelse?
72-årige Elton John gjorde sig markant bemærket i år med en storslået afskedsturné, en anmelderrost selvbiografi og jukebox-musicalen Rocketman. Og mens Farewell Yellow Brick Road Tour var en af de store oplevelser i min kulturdagbog, så blev filmen derimod et lavpunkt uden lige. Det var ikke, fordi mine forventninger var høje. Omvendt var jeg faktisk indstillet på en solid mængde kitsch, som jeg trodsigt troede, jeg kunne have det ”a little bit funny” med. Men min ”feeling inside” blev forbløffende hurtigt til afsky: Ser jeg bort fra rammefortællingen, hvor Elton John (Taron Egerton) sidder iklædt dæmonkostume på en afvænningsklinik, så indtræffer første alvorlige kvababbelse under skildringen af konflikterne i barndomshjemmet, hvor hele familien i en ubrudt kamerabevægelse kommer til orde under balladen ’I Want Love’. Derfra eskalerer det hurtigt med en version af ’Saturday Night’s Alright for Fighting’, hvor John skifter fra barn- til voksenskuespiller ved bogstavelig talt at smadre gennem en mur og derefter danse rundt i en forlystelsespark, der tager visuelle, filmhistoriske lån fra, suk, Grease. Jeg har med nyfigen fascination set Mamma Mia! (2008) mange gange og kan endda næsten formulere en anbefaling af Mamma Mia! Here We Go Again (2018), men jeg kunne aldrig drømme om at nærme mig Rocketman igen.
Hvad var den vigtigste filmbegivenhed i det sidste årti?
I lyset af superheltefilmenes markedsdominans i det forgange årti virker det kun passende at fremhæve Toni Erdmann (2016): den “pladderhumanistiske” supermand, hvis kryptonit er de nye generationer. Den tyske instruktør Maren Ades formidable komedie var ren alkymi, hvor hun forvandlede en intim fortælling om et far-datter-forhold til en rørende epik om humanisme, neoliberalisme og globalisering. Det er en sjælden slags film, hvis perfektion man ikke kan forestille sig, før man selv har set den.
Hvad er dit største ønske for filmens verden det kommende årti?
For tiden abonnerer jeg på fire forskellige streamingkanaler, og undertiden lejer jeg også film fra f.eks. Blockbuster. Men da jeg for nylig ville gense Todd Haynes’ mesterværk Safe (1995), opdagede jeg, at det var helt og aldeles umuligt at komme til. Anekdoten skildrer et generelt problem, som jeg håber (istemmende med Lasse Winther Jensens fortsæt), bliver ”løst” i det næste årti: At filmhistorien bliver lovligt tilgængelig (igen). Netflix får ens private filmudvalg til at forekomme større end nogensinde, men realiteten er, at skyklapperne ikke har siddet strammere siden tiden før LaserDisc.
