Atlantens smukkeste monster
Atlantique
Mati Diop, 2019
Et luksuriøst skyhøjt glashotel står vinkelret på Dakars fladmaste skyline og spejler henover byen. Det arkitektoniske monstrums glamourøse ydre reflekterer dog ikke livet i forstaden – tværtimod varsler den en kolossal ulighed mellem klasserne, der får arbejdere til at risikere livet på en farlig rejse fra Atlanten mod Europa.
Hotellet står endnu ikke færdigbygget, så indvielsen må lade vente på sig, for arbejderne har ikke fået udbetalt løn i flere måneder. I afmagt og desperation over ikke at kunne brødføde hverken sig selv eller deres familier, efterlader de alt og stikker til søs med Europas kyst i kikkerten. Bygherren slipper tilsyneladende ustraffet fra at behandle sine lønarbejdere som slaver. Arbejdernes knoklen med at bygge et hotel, de aldrig får råd til at overnatte på, finansierer bygherrens ekstravagante livsførelse; hans fjernsyn er så stort, at det giver bedre mening at beskrive det i meter end i tommer. Filmens indledning anslår dermed en konflikt mellem kapital og arbejdskraft. Men da byggepladsens arbejdere sejler ud i Atlanten, forlader de også filmen. Hvem skal kæmpe deres kamp for ordentlig løn, arbejdsforhold og påskønnelse?
Tilbagekomsten
Atlantique er den fransk-senegalesiske instruktør og skuespillerinde Mati Diops spillefilmsdebut. Filmen fik verdenspremiere på festivalen i Cannes i år, hvor den vandt Grand Prix prisen. Hun er den første sorte kvinde nogensinde til at have en film i konkurrence på Cannes Film Festival. Mati Diop udmærker sig særligt ved sin debutfilms visioner for filmsproget. Atlantique er ikke en entydigt belærende film om migrationskrisens barske realiteter. Diop fokuserer kun på de efterladte. Hvad der sker til søs, står usagt. Underforstået er det, at mændene lider blandt bølgerne, men vi ser det aldrig. Havet bliver bådbesætningens stedfortræder. Flere gange ser det store hav måbende mod beskueren og får os til at stirre forbavset tilbage med åben mund. Havet er ligeså uvidende om handlingens udfald som os. Havet bliver et holdepunkt for refleksion. Dets blotte tilstedeværelse spejler filmens tematiske dobbelthed; havet befordrer glemslen af de bortrejsende og tilskynder længslen efter at få dem tilbage.
Atlantique er ikke kun en politisk tankevækkende film om den samtidige migrationskrise og den globale kapitalismes grådighed. Det er også en uforglemmelig kærlighedshistorie. Bygningsarbejder Souleiman er med ombord på båden, men han har efterladt sin hemmelige kærlighed Ada på fastlandet, hvor hun inden længe skal giftes bort til den omvandrende pengepung Omar. Men selv kærligheden synes at følge kapitalens logik. Adas mor hentyder, at alle kvinders drøm er at blive gift med Omar – og endnu vigtigere hans rigdom. En veninde spørger halvt i spøg, om hun kan blive Omars anden kone. Souleiman er rejst mod Europa for at tjene penge. Alle lader til at være besat af penge – undtagen Ada. Hun er komplet uinteresseret i Omar og hans velstand. I stedet spejder hun længselsfuldt mod Atlanterhavets horisont. Filmen afprøver klichéen om, at kærlighed overvinder alt ved at udsætte genforeningen mellem dem. Ada bliver gift med Omar, brylluppet bliver afbrudt af en brand, og en mystisk feber breder sig i byen. Ada og Souleimans længselsfulde kærlighed og higen efter hinanden bliver vital for denne fortælling, der vikler den globale kapitalisme ind i håbløse skæbners forbudte kærlighed, migration og febervildelse.
“Afvigelsen fra det normale, filmens sælsomme og særegne væsen, er, hvad der gør denne debutfilm til noget helt særligt.”
Mod al forventning bliver genforeningen mellem Ada og Souleiman ikke det indlysende omdrejningspunkt i filmen. Måske fordi et troværdigt gensyn synes umulig. Men Diop afviger fra realismen ved at lade mystiske, overnaturlige elementer trænge ind i virkeligheden. Det har altid været en udfordring for et visuelt medium at indfange det usynlige. Hvordan synliggør man døden, ånden og glemslen for kameraet? I Atlantique ville arbejderne udeblive fra fortællingen og forsvinde væk i glemslen, hvis ikke det var for instruktørens intervention. Mati Diop formår med et simpelt, men effektfuldt greb at vække de døde til live. De fraværende arbejdere bliver pludseligt tilstedeværende, legemliggjort af arbejdernes efterladte pårørende. I skikkelse af zombier opsøger de pårørende bygherren for at kræve deres betaling. Det pludselige zombieskifte kommer som en overraskelse i filmen – ved visningen i Grand Teatret bliver det for meget for en enkelt person, som må forlade biografen i åbenlys afsky for genren. Atlantique er dog ikke en zombiefilm, men bruger zombiefiguren til at skabe en midlertidig undtagelsestilstand i filmens form, der får arbejderne til dukke frem af glemslen.
Et smukt sammensat monstrum
Airconditioningen er ude af drift, en vild feber raser i byen. Febervildelsen bliver anledningen til at berøre migrationskrisen på en ny og hidtil uset måde i fiktionen. Ingen kan tale sporløst forsvundne flygtninges sag, men legemliggjort af deres efterladte kan de vende tilbage for at kræve retfærdighed i filmen. Mati Diop giver stemme til de fortabte og stiller skurkene til regnskab. Modsat afrofuturismens æstetiske filosofi, hvor forudfattede forståelser af historie og race bliver gentænkt gennem fremtidsutopiske science-fiction-billeder, så tager Atlantique utvetydigt sit afsæt i samtiden. Alting er som forudsagt, historien finder sted midt i den verserende flygtningekrise. Der er ingen eskapistiske ormehuller til en alternativ virkelighed, kun den presserende nutid. Alligevel lader filmen ikke bygherren slippe afsted med sin ugerning, men hjemsøger ham. Arbejderne vil ikke blot have deres løn, men insisterer på, at han skal grave deres grav, da han er skyld i deres bortrejse. Det er et forløsende øjeblik i filmen, hvor retfærdigheden sker fyldest, de levende må kæmpe de dødes sag.
Atlantique er ligesom hotelskyskraberen i filmens begyndelse et monstrum. Mati Diop har sammenstykket et omfattende og vidtspændende værk, der formår at koble forbudt kærlighed med socialkritik og storpolitiske migrationsspørgsmål i et helstøbt mysterium, der på én og samme tid svæver mellem virkelighed og fantasi. Afvigelsen fra det normale, filmens sælsomme og særegne væsen, er, hvad der gør denne debutfilm til noget helt særligt.