Overfladens endeløse dybder
Towards the Sun
Nour Ouayda, 2019
“It is only shallow people who do not judge by appearances. The mystery of the world is the visible, not the invisible. ”
I kameraets søger kan man indkapsle verden i små rektangulære felter, omdanne et sted til afgrænsede billeder. Det er sådan, den libanesiske instruktør Nour Ouyada nærmer sig en række antikke skulpturer og arkæologiske genstande på Det Nationale Museum i Beirut i kortfilmen Towards the Sun. Kameraet zoomer ind på overflader og teksturer, lader blikket glide hen over udvalgte detaljer. En marmorhånd griber efter et sjal, der falder mod jorden. Et ansigt i sten med en delvist afbrækket næse. Sorte mugpletter på en henslængt marmorkrop, der får figuren til at ligne et lig i forrådnelse. Ouyada lader os aldrig se det fulde omrids af de skulpturelle figurer, altid kun detaljer. På filmens billedside er al rumlig kontekst forkastet, mens det i stedet er skulpturernes sanselige kvaliteter og øjets grundlæggende begær, der udgør afsættet for den filmiske refleksion. En enkel, filmisk leg med kontraster mellem overflade og dybde, stilstand og bevægelse, rumlig skulptur og todimensionel billedflade, der ikke desto mindre rummer en overvældende kompleksitet i sin refleksion over skulpturernes historiske og politiske forankring i Libanon.
Et antimusealt blik
Filmen lægger sig ind i en lang tradition for poetiske dokumentar- og essayfilm om skulpturer, der bl.a. tæller film som Les Statues Meurent Aussi af Alain Resnais og Chris Marker (1953), Césarée af Marguerite Duras (1979), The Hidden Conference: A Fractured Play af Rosa Barba (2015) og A Brief History of Princess X af Gabriel Abrantes (2016). Trods store forskelle i udtryk og emne er filmene fælles om en karakteristisk selvrefleksiv, næsten antimuseal tilgang til stoffet, hvor personlig fabulering, fiktiv fortælling og historisk fakta sammenflettes. Filmene er på den måde i sig selv en form for (anti)kunsthistorisk intervention, en meditation over den måde, det cinematiske blik er i stand til at visualisere museet og dets genstande – på nye måder. Hvor museumsformidlingen traditionelt set nærmer sig et kunstværk ud fra forestillede ”objektive” eller disciplinære indfaldsvinkler såsom genre, kunstretning, biografi eller tidsperiode, udfolder Towards the Sun skulpturerne ud fra et sanseligt og personligt engageret udgangspunkt. Noget, kameraets partikulære øje hele tiden er med til at understrege.
Fortællerstemmen i Towards The Sun imiterer indledningsvist en klassisk audioguide i sine nøgterne, didaktiske beskrivelser, men bliver langsomt mere og mere fabulerende, skælmsk og lunefuld. Den hvisker intimt til os, tilskynder til berøring og taler om skulpturernes overflader som levende hud med blå mærker, rifter og andre spor efter tidens gang. Måden at tilgå skulpturerne synes at være beslægtet med den amerikanske kulturkritiker Susan Sontags berømte diktum om, at vi ”i stedet for en kunstens hermeneutik har brug for en kunstens erotik”. Voiceoveren ansporer både museumsgæsten – og dermed også sit filmpublikum – til at lade både fingre og tunge røre ved skulpturernes mange fordybninger og hulninger, dufte til de livløse figurers overflade og kærtegne en sprække med sin pegefinger. Historien er bogstavelig talt på overfladen, nedfældet i figurernes taktile materialitet. Skulpturer, der ellers netop helt konkret er kendetegnet ved tyngde, dybde og substans. Og samtidig er kamerablikkets nærsynede fokus på overfladen også en vej ind i historien om skulpturerne og deres levede liv på Nationalmuseet i Beirut.
Midt i orkanens øje
Gennem filmen lærer vi, at en fordybning i én af skulpturerne er et skudhul fra en snigskytte. Det Nationale Museum i Beirut lå præcis på grænsen mellem de to kæmpende fronter under den langvarige libanesiske borgerkrig mellem 1975-1991. Filmen fortæller også, hvordan mange af de udstillede objekter blev muret inde i et beskyttende lag af cement og beton, der efterlod ridser og mindre skader, da de igen blev udgravet under våbenhvilen i 1991. Andre skulpturer er blevet transporteret til Libanon gennem Middelhavet, hvor bølgernes gentagne brusen mod stenene har eroderet alle skarpe kanter og gjort skulpturerne mere bløde, organiske. De udstillede objekter på museet bærer dermed direkte indeksikale spor efter krigens konflikter, nedfældet i sten. Skulpturernes rumlige forankring understreges derudover særligt gennem lydsiden, hvis summende ambiens af trafikstøj, fodtrin, talende museumspersonale og elevatorlyde forankrer figurerne solidt i en historisk, social kontekst.
Den gennemgående leg mellem overflade og dybde i filmen forstærkes ved, at de antikke stenfigurer er filmet med et billigt DV-kamera, hvis hurtige panoreringer opløser figurernes skarpe konturer og gør billederne grynede. De tidlige digitale kameraers begrænsede evne til at fokusere på alle farver samtidig skaber det, man med et optisk udtryk kalder kromatisk aberration: De tre primærfarver ”bløder” over i hinanden, så blå, røde og grønne prikker danser hen over skulpturernes overflader. Effekten fremhæver både stenoverfladens teksturer og lader de statiske museumsgenstande vibrere mellem figur og abstraktion, digital overflade og tredimensionelt objekt.
Antitese til museet
Med filmen markerer libanesiske Nour Ouyada sig som et betagende nyt navn inden for den poetisk-dokumentariske essaygenre. I elegante filmiske greb nærmer Towards the Sun sig de kunstneriske artefakter på Nationalmuseet i Beirut som en slags antitese til traditionel museumsformidling. Film besidder selvsagt et helt andet vokabular af former til at iscenesætte og formidle et kunstværk: Med kamerabevægelser, zoom, billedkomposition, lyd og voiceover benytter Towards the Sun filmmediet til at vise en levende, materielt orienteret kunstformidling, der annullerer ethvert forestillet skel mellem form og indhold. Et skel, der de facto ikke eksisterer i et kunstværk, men som jævnligt opretholdes i kritikken og klassisk museal formidling af kulturobjekter.
Visning
CPH:DOX 2019
