Komponisten bag Skjold & Isabel fortolker Scener fra et ægteskab

scener_ægteskab_lyd_hvid.jpg

I anledning af Cinematekets store Ingmar Bergman retrospektiv – og at den svenske instruktør ville være fyldt 100 år i år – har Skuelyst inviteret den danske komponist og musiker Jeppe Wolmer til at gå i musikalsk dialog med Ingmar Bergmans filmbilleder.

Jeppe Wolmer var blandt andet filmkomponist på sommerens liflige ungdomsdokumentar Skjold & Isabel (instrueret af Emil Næsby Hansen), der dokumenterer den ekstatiske første store kærlighed i smukke nærbilleder – men set fra det forliste forholds mudrede efterspil. Som en tematisk videreførelse af dette spor har Wolmer valgt at skabe en komposition med udgangspunkt i Ingmar Bergmans TV-serie og folkelige gennembrud, Scener fra et ægteskab (1973). Bergmans ægteskabsdrama følger parret Johan og Marianne, som i modsætning til Skjold og Isabel befinder sig 10 år inde i et ægteskab i hastig opløsning.

Jeppe Wolmer har taget udgangspunkt i en udvalgt scene fra første episode af Scener fra et ægteskab, hvor Marianne (Liv Ullmann), evaluerer på aftenens middagsselskab efter at gæsterne er taget hjem. Mariannes beskrivelse af venneparrets konsekvente fejlkommunikation som »at lytte til to forprogrammerede båndoptagere« har udgjort inspirationen for Wolmers komposition, der omfavner en samlet stemning af hele filmen og lader citatets udstikning af en metode spejle filmens narrativ. Heri søger instrumenter og maskiner hele tiden at finde hinanden.

Til kompositionen indgår blandt andet: to slidte spolebåndoptagere, en mikrofon, en stemme og autotune, Jeppes fars gamle svenske guitar, Fender Rhodes og en elbas.

 
Visning

Cinematekets Bergman-serie fortsætter hele 2018