Et forstummet ekko
De lydløse
Frederik Louis Hviid, 2024
Dansk film er på mange måder en sejrshistorie. En underhundsfortælling om en relativt lille nation, der gør sig særligt bemærket: fra Nordisk Films studiesystem under stumfilmen til Oscarhæder og – ikke mindst – Dogme 95. I de senere år har der flere gange været efterspurgt tydelige nye bevægelser i dansk film, f.eks. i forbindelse med rektorskifte på Filmskolen eller ny leder på Det Danske Filminstitut. Ofte med fokus på vækstlaget inden for de beskedne økonomiske rammer. Efter et kvart århundrede, hvad tegner så den danske filmhistorie siden årtusindeskiftet?
Man kunne kigge på året 2010. Oven på finanskrisen kommer to filmsucceser, der tager arven fra Dogmebevægelsen i en klar, ny retning: Thomas Vinterbergs Submarino og Michael Noers R. Mens Submarino var et comeback for den fortabte dogmebror Vinterberg, så er Noers debutfilm måske det reneste udtryk af det nye. Fængselsfilmen var lille, billig og brutal. Den fusionerede dogmefilmens virkelighedsnære stil lavet på små budgetter med hårdkogt genrefilm, og den blev både et gennembrud for Noer og de medvirkende Pilou Asbæk og Roland Møller. Sammen med Submarino lagde den grundstenen til socialklasse 5-krimien, hvor rå underklassemiljøer skildres med amerikansk genrefilmbegejstring. Herefter følger bl.a. Nordvest (2013), Ækte vare (2014), Underverden (2017) og flere.
Seneste skud på stammen er De lydløse instrueret af Frederik Louis Hviid. Det er blot hans anden spillefilm efter politifilmdebuten Shorta (2020) og fængselsvagt-serien Huset (2023) – for øvrigt lavet i samarbejde med Michael Noer – og man ser allerede en instruktør, der finder sit filmsprog inden for den beskrevne genre.
Effektiv åbning
Filmen sætter scenen med det samme. Vi er i Göteborg i 2007. Indenfor i en pengetransport har to ansatte lige startet arbejdsdagen. Den kvindelige chauffør er erfaren, men mangler nattesøvn på grund af sine små børn derhjemme, og hendes nye mandlige kollega tilbyder hende den tiltrængte kaffe, han har medbragt. Da de gør stop, trænger flere fremmede biler dem op i en krog. Kvinden slår alarm, kalder sin kollega ind i bilen, og hun prøver derfra at følge proceduren om at blive i den pansrede bil, indtil assistancen kommer. Imens skyder de maskerede røvere med fuldautomatiske våben og truer med sprængstof, og til sidst får de skræmt den unge mand til at åbne bildøren. Det ender tragisk med, at begge chauffører bliver skudt og henrettet, og røverne tomhændet stikker af. Hele første scene foregår i kun to indstillinger: et etablerende panorama over havnebyen og et langvarigt skud fra bilens bagsæde, hvor en begavet iscenesættelse med brug af bakspejle og håndholdt kamera skildrer enhver dramatisk detalje. Det er et intenst, hæsblæsende og effektivt præludium.
“Kasper får rollen som antihelt, fordi filmen simpelthen ikke tør lade ham være skurk på lige fod med sine kumpaner”
De lydløse er inspireret af historien om røveriet på Dansk Værdihåndtering i Brøndby i 2008. Den følger en af bagmændene Kasper (Gustav Dyekjær Diese) fra planlægning til udførelse – med blot et lille efterspil – men selvom det er en film, hvor processen er central, så er det desværre ikke det, den handler om.
Før filmen når frem til selve røveriet, har der været en times parallelløbende skildring af Kaspers hverdag og motivation: Kasper er et snart aldrende boksetalent, der træner op til sin sidste chance for et Danmarksmesterskab. Han er også en halvfraværende familiefar i et socialt boligbyggeri, hvis kæreste for det meste ser uimponeret til, mens deres 8-årige datter gentagne gange viser ham sin ubetingede kærlighed. Der ulmer en grundfølelse af, at Kasper har et uforløst behov for at vise sit værd.
I modsætning til åbningsscenen, der benhårdt fokuserer på røveriprocessens mindste handlinger, og derigennem opbygger stor spænding og forløses i tragedie (fordi menneskeliv i sin enkelhed er vigtige), så har resten af filmen ikke modet til samme afmålte og minutiøse skildring af proces. Her mærkes Filmskolens og filmkonsulenternes indflydelse med socialrealistiske karakterskildringer og en opbygning, der passer på Joseph Campbells plotskabelon ”The Hero’s Journey”. Med andre ord får Kasper rollen som antihelt, fordi filmen simpelthen ikke tør lade ham være skurk på lige fod med sine kumpaner.
Fortærsket karakterudvikling
Kasper bliver kontaktet af sin svoger, der sætter ham i kontakt med Slimani (Reda Kateb). En svensk gangster med en plan om at røve Dansk Værdihåndtering. Kasper er forbeholden, men lokkes af udbyttets størrelse og den lave sikkerhed. Det virker som nemme penge, og vi får at vide, at de er ”lydløse”, eftersom de ikke kan spores (ifølge The Hero’s Journey bliver han ”kaldet”, og ”afviser kaldet” i første omgang).
Da boksemesterskabet glipper, giver Kasper sig helt hen til røveriet. Svenskerne er forundrede over Kaspers skiftende attitude. ”Scared of becoming a loser?”, konstaterer Slimani om ham i en replik, der tåkrummende sætter ord på Kaspers grundlæggende konflikt.
Generelt er Slimani en foruroligende endimensionel karakter, der lader til at begå kriminalitet for ondskabens skyld – i larmende kontrast til filmens anstrengelser for at gøre Kasper kompleks. Og et helt andet sted i filmen spiller Amanda Collin en sikkerhedsvagt, der er i træning på Politiskolen. Hendes rolle er mildest talt ubetydelig, indtil hun til slut bliver brugt som et symbol på en både overraskende og fortærsket pointe om, at vold avler vold.
Fra Kasper har ”krydset tærsklen” og begivet sig ud på eventyr, følger en time med en blanding af røveriplanlægning og banaliteter. Overvægten er ganske vist på planlægningen, men scenerne omkring bliver pinagtige, og hver gang tager det luften ud af ballonen. F.eks. når datteren planlægger sin fødselsdag, og hun bliver spurgt, hvad hun ønsker sig. Hun svarer ”en mobiltelefon… og penge”, og den er Kasper helt med på. Han ”ønsker sig også penge”. Det ville give mere mening, hvis man forstod, at familien var i desperat pengenød, men det er ikke tilfældet.
Politi og røvere
Siden 2000 har der været flere eksempler på procesorienterede film, der fremmanede både mening og spænding uden at belemre beskueren med direkte karakterskildring. Gus van Sants Elephant (2003) forstod, at kendskabet til Columbine-skoleskyderiet var tilstrækkeligt for at forstå tragedien i billederne. Nye bevægelser inden for politisk aktivisme og terror var rigelige rammer omkring Bertrand Bonellos Nocturama (2016), og lowbudget spændingsfilmen How to Blow Up a Pipeline (2022) udmærkede sig med mådeholdige karakterekspositioner og fuld tillid til seerens forståelse for klimaaktivismen.
I åbningsscenen kunne ovenstående eksempler være oplagte sammenligninger, men forbilledet forekommer snarere at være Michael Mann. Den amerikanske filmskaber fik sit gennembrud med den musikvideoinspirerede tv-serie Miami Vice (1984-89), men hans varemærke er film om topprofessionelle mænd fanget i en rivalisering. Ofte på hver sin side af loven.
“Min personlige anke ved socialklasse-5 krimien er det iboende begær efter at fortælle en ”vigtig” historie. Som om at båndet til virkelighedens sager gør genrefilmformen mere respektabel.”
Med sit plot genkalder Frederik Louis Hviid tydeligst Theif (1981) og hovedværket Heat (1995), men det er selve lyden af De lydløse, hvor Manns indflydelse virker mest markant. Underlægningsmusikken minder helt afsindigt om de synth-soundtrack, som Michael Mann har gjort til sin signaturlyd hen over 40 år, og man mistænker næsten, at Tangerine Dream har været brugt som midlertidigt musik i klipperummet. Martin Dirkov har komponeret en udmærket og effektiv kopi, men risikoen ved inspiration er altid, at man ikke lever op til sammenligningen.
Hvor Mann og Hviid åbenlyst adskiller sig, er i budgettet. En væsentlig detalje ved Michael Manns film er, at de alle er chokerende dyre produktioner. Det overrasker, fordi det ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje, men det kan mærkes. Som en sand excentriker fokuserer Mann på minutiøse detaljer, der skaber en form for hyperrealisme, som i sine bedste øjeblikke transcenderer genrefilmene med en operaagtig højstemthed.
Flugten væk fra Dansk Værdihåndtering foregår i silende regnvejr. Det er en produktionsmæssigt snedig løsning på en biljagt, fordi hele scenen er skudt indefra i bilen, hvor man i nattens mørke kun kan se politiets billygter udenfor. Mens Kasper og Slimani råber og skændes, beklager chaufføren sig over, at han ikke kan se noget i al regnen. Problemet er bare, at det kan beskueren heller ikke. Man mærker begrænsningens kunst – hvor end veleksekveret – hvilket kortslutter den afgørende adrenalin.
I dette lys bliver der noget provinsielt over De lydløse. Det bliver derfor pinligt, da et direkte ekko fra Heat kommer i filmens slutning. Kasper besøger sin datter på hendes fødselsdag. Efter røveriet er politiet nu på sporet af ham, men han tager alligevel chancen og tropper op. Da hans kæreste ser ham på lang afstand, signalerer hun ordløst, at han bør holde sig væk. Kasper bakker væk og flygter til udlandet. I Heat er det hjerteskærende, da Val Kilmer forstår, at han ikke kan genforenes med sin familie, mens De lydløse blot genskaber et billede på den følelse.
En ”vigtig” film
I august i år meldte den danske og svenske regering ud, at der fremover skulle være et stærkere samarbejde mellem politiet på tværs af Øresund. En øget voldsomhed i forbindelse med bandekriminalitet er årsagen. En rå virkelighed.
Premieren på De lydløse virker derfor larmende relevant. Med foreningen af Danmark og Sverige som ”partners in crime” lykkedes man med det største pengerøveri i danmarkshistorien (omkring 70 millioner kroner). Min personlige anke ved socialklasse-5 krimien er det iboende begær efter at fortælle en ”vigtig” historie. Som om at båndet til virkelighedens sager gør genrefilmformen mere respektabel.
Gentagne gange i De lydløse hører man radioklip i baggrunden af scener. Hver gang handler nyhedsklippene ”tilfældigvis” om finanskrisen. Det er en uelegant og ufrivilligt komisk måde for filmen at pege på sin tid, og det skaber en mudret tematik:
Skal man forstå pengerøveriet og den tiltagende dansk-svenske kriminalitet som udsprunget af finanskrisen? Eller skal man forstå at sammenlignet med bankerne og børsspekulanter, så er sager som pengerøveriet småting? I så fald lykkedes det Sanjay Shah at overgå tyverirekorden nogle år senere, da han lænsede SKAT for 12,7 milliarder kroner; 180 gange flere kroner. Men det tænker Kasper ikke på, da han sejrrigt begraver sine kontanter i Málaga. Han nyder omsider sin dag i solen.