Opvisningskamp for tre
Challengers
Luca Guadagnino, 2024
I tennis bruger man det engelske ord “love” om scoren nul point – i ironisk kontrast til den lidenskab og de mange følelser, som ordet kærlighed ellers bærer af betydninger. Luca Guadagninos seneste film Challengers forsøger at udforske denne ironi ved at skildre et trekantsdrama med professionel tennis som bagtæppe.
Filmen åbner med en afgørende tenniskamp mellem to tidligere bedste venner. Patrick (Joshua O’Connor) og Art (Mike Faist) – den ene er et afdanket stjernetalent, der nu er desperat efter succes, og den anden er tennisstjerne med alle Grand Slam-trofæer (bortset fra US Open), der på det seneste har kæmpet med selvtilliden. På forreste række midtfor sidder Tashi (Zendaya) og ser kampen – Arts kone og træner, men også Patricks ekskæreste.
Gennem mange flashbacks, der afbryder kampen, viser filmen trioens sammenflettede fortid. De to drenge har fulgtes ad siden tennisakademi som teenagere, og da de møder Tashi, dengang et meget lovende tennistalent, har drengene udviklet et semisymbiotisk forhold til hinanden.
Som i ethvert andet trekantsdrama, forelsker de sig begge i Tashi, der selv er meget ambitiøs og tilsyneladende mest interesseret i sin tennistræning; indtil en tragisk skade sætter en stopper for hendes karriere. Patrick, der undervejs er blevet hendes kæreste, kan ikke håndtere tragedien, og i stedet vender hun sin opmærksomhed mod den anden, mindre farverige og mere alvorlige Art, og hun beslutter at lægge al sin energi og egne ambitioner i at træne ham. Med tiden bliver han også hendes ægtemand.
Kvinden i midten
Guadagnino bygger hele narrativet op omkring en enkelt tenniskamp, der, ligesom Tashi erklærer, ”er som et forhold” eller nærmere en metafor. For mens en tenniskamp typisk involverer to parter, introducerer den italienske instruktør et tredje hjul, eller en tredje spiller, hvilket skaber en geometrisk ubalance i en sport, der kun bevæger sig frem og tilbage på en enkelt akse.
Filmhistorien er fuld af kærlighedstrekanter mellem to mænd og en kvinde, som typisk er begærsobjektet for begge – f.eks. Francois Truffauts Jules og Jim (1962) eller Mike Nichols’ Kødets lyst (1971). Men i denne omgang bliver præmissen for kærlighedsforviklingen for tynd, og dét, der burde være filmens emotionelle centrum, bliver forceret og for konstrueret til at føles troværdigt – og tåle sammenligning med de tidligere eksempler.
“Hvis tennis virkelig er som et parforhold, viser Guadagninos matchmaking sig at være ret kedelig”
I Guadagninos Challengers er Tashi, det kvindelige hjørne i trekanten, ikke blot begærsobjektet, men også en demiurg, en deus ex machina-dukkefører, der styrer Patrick og Art med sex for at opnå alle sine mål.
Det virker som en trend disse dage (især) blandt mandlige filminstruktører, at når de vil give kvindelige karakterer agens og kontrol, skildrer de dem samtidig som kolde, kyniske og følelsesforladte. Guadagnino portrætterer en kvinde, som er fuldt bevidst om sin sexappel og magt over mænd. Men under hendes hårde overflade vises ikke noget dybere. Tashi går gennem filmen som en følelseskold jæger og sætter sexfælder op for mændene i sit liv.
Til slut er hun blot en plotmekanisme, der fører de to mænd sammen igen. Guadagnino tillader sin kvindelige hovedrolle en smule agens, for at hun endeligt kan stå tilbage i skyggen af to naive og kedelige mænd.
Fuld smæk på “wow”-effekten
På den anden side virker Patrick og Art, de mandlige modparter, heller ikke til at udvikle sig i løbet af filmen. I sidste ende er de stadig to stereotypisk liderlige teenagere, der fortsat kæmper om den samme kolde kvinde.
Man kan argumentere for, at det sande forhold er mellem drengene, og at Guadagnino hovedsageligt interesserer sig for den usikre grænse mellem kærlighed og venskab. Ikke desto mindre bevæger de sig hele filmen frem og tilbage som to tennisbolde på deres faste vej, underlagt Tashis styrende blik og uden selvstændig tanke.
Hvis tennis virkelig er som et parforhold, viser Guadagninos matchmaking sig at være ret kedelig. Måske er det derfor, at han har så travlt med at fuge de narrative huller med visuel bulimi. Filmen overbebyrdes af vinkelskifte, ellipser og filmtekniske tricks, der kulminerer med et point of view fra tennisbolden. I stedet for at føje dybde til fortællingen, bidrager disse strategier blot til at fremtvinge et ”wow” fra tilskuerne.
Eneste sprække i filmens polerede overflade følger med Art og hans beslutning om at droppe tenniskarrieren. Det lader Guadagnino derimod til at være helt uinteresseret i, og han benytter blot Arts desillusion som ekstra brændstof for Tashis vindermentalitet. Det kunne have været spændende at gå ind i denne konflikt; både i tråd med den store opmærksomhed på mentalsundhed i elitesport oven på OL 2020, og for at føje flere facetter til en ellers flad karakter.
En venskabskamp
Hvis alt her er tennis, så er ingenting tennis.
Tennis har kun været årsag til at karaktererne mødes og er blevet beskrevet som en metafor for parforhold, hvilket hverken er blevet underbygget eller påvist i løbet af filmen. Ligesom bolden, der flyver frem og tilbage på banen, bevæger filmens forskellige forhold sig på en enkelt linje uden plads til kompleksitet og nuancer. Man står tilbage med overfladiske skildringer, hvor sveden driver ned af, ligesom i filmens nærbilleder og i enhver anden velproduceret tennisreklame.
“Trods filmmagerens mange forsøg på at skabe visuel og akustisk dynamik, tænder Challengers aldrig helt”
Men det største svigt i filmen findes ved grundlaget for historien selv: Kærlighedsforviklingen, der aldrig slår gnister. Resultatet af Tashis rigide og kølige adfærd, er, at hendes ægteskab med Art ikke giver mening, og hendes forelskelse med Patrick virker utroværdig (og det kitschede trick med stormvejret omkring dem ved deres sidste kys hjælper heller ikke). Selv den berygtede trekantscene ender lidenskabsløst, trods den desperate higen efter at skabe betydning i trioens forhold.
Det bliver en kold venskabskamp iscenesat af en pige, der ikke er ægte interesseret i nogen af dem. I andre trekantsdramaer er intensitet og spænding nøgleord, der skubber handlingen frem, men som her mangler mellem alle tre karakterer. Derfor spiller Guadagnino insisterende teknomusik, der får pulsen op, men også virker overdreven og til tider prætentiøs – og tilmed kan gøre det svært at høre dialogen.
Trods filmmagerens mange forsøg på at skabe visuel og akustisk dynamik, tænder Challengers aldrig helt, og alle de filmtekniske kneb kan ikke skjule en manglende sammenhæng i plottet. Den tilbagevendende metafor om tennis som parforhold falder til jorden og bliver aldrig en del af filmens fortælling, der lader til at handle mere om stil end noget andet.
Oversat fra engelsk af Skuelyst.