Filmen nu til dags
Generation 2024
af Niels Kristian Bonde Jensen
Still fra The Human Surge 3
Hvad er op og ned i det kunstnerisk afsøgende lag af samtidsfilmen anno 2024? Det må omtrent være spørgsmålet, man bærer med sig fra sal til sal, når man besøger dette års udgave - den blot anden af sin slags - af Filmskolens festival Generation. På en hvilken som helst af festivalens dage – det blev torsdag den 13. juni for Skuelysts vedkommende – vil man kunne aflægge en ny statusrapport med mindst så mange modsatrettede svar, som der er filmvisninger. Det er herligheden ved enhver festival, der har aktualiteten som sit eneste ordnende princip. Man tvinges også til at spørge: Hvad rører sig derude, netop nu?
Det kommer vi til. Først til baggrund: Generations program tager, som følge af tomrummet efter CPH:PIX' lukning, og som følge af CPH:DOX’ dominans over dokumentarfeltet, umiddelbart afsæt i fiktionsfilmen (hvor end flydende denne så fremkommer i 2024). Et andet umiddelbart afsæt er et fokus på relativt unge/nyetablerede instruktører fra nær og fjern, der præsenterer et distinkt filmisk udtryk. I år er navlestrengen i højere grad kappet til selve institutionen Filmskolen (den, der til dagligt finder sted i nogle bygninger ude på Holmen): Det er et ikke-afgangsår, så festivalens ellers frugtbare forbindelser mellem den internationale upcoming og skolens helt nyudklækkede lokale talenter, må vi undvære. Samtidig har Generation fysisk forgrenet sig ud i byen – nærmere bestemt til Empire Bio på Nørrebro og Grand Teatret og Gloria i Indre By. Filmskolen agerer stadig festivalcentrum med filmvisninger, men også med hvad man kunne kalde den mere rammesættende del af enhver kunstfestival med respekt for sig selv i dagens København: På Holmen bygges op med et rækværk af talks og DJ’s, kort fortalt. Sådan skal det være, det er både veltilrettelagt og afbalanceret, men denne torsdag er det nu alligevel det, der udspiller sig på lærredet, der er i fokus.
“Således er dagens første bud på filmens nuværende tilstand en overrumplende, sanseforvirrende visuel fornyelse”
Man kan skrive sin statusrapport på baggrund af visningen af Eduardo Williams' The Human Surge 3 (der i virkeligheden er en slags 2’er, men det er en sag for sig selv) i Empire. I så fald vil man dårligt kunne undgå tidstypisk semantik som ”internettet”, ”VR”, ”klimakrisen”, ”Det Globale Syd” og ”queerness”. Samtidig må man konstatere, at denne films visuelle grammatik for at beskrive den menneskelige tilstand, er ulig noget, man tidligere har set. Gennem optagelser fra et kugleformet 360 graders kamera møder vi tre vennegrupper fra henholdsvis Sri Lanka, Peru og Taiwan, hvis verdener og virkeligheder smeltes sammen i VR-videospil-programmet Unreal. Samtalerne imellem vennerne overlapper og går på stort og småt, mens regnvåde, vindblæste landskaber og hærgede bykulisser kolliderer og krøller sammen om sig selv i de 360 graders møde med det flade biograflærred. Således er dagens første bud på filmens nuværende tilstand en overrumplende, sanseforvirrende visuel fornyelse. Gennem den digitale verden medieres et møde mellem mennesker, der alle er ramt af den fysiske verdens sammenbrud.
Videre til Grand, hvor Locarno-vinderen Critical Zone kommer noget nærmere et egentligt sammenhængende handlingsforløb. Vi er ude at køre med pusheren Amir gennem Teherans mørke gader, hvor en række møder med en række kvindelige kunder udgør filmens road-movie-plotmotor. Det er svært ikke at trække paralleller til Kiarostamis bilture gennem Irans landdistrikter, men der er ligeså mange nik til f.eks. Michael Mann, Brian De Palma og Safdie-brødrene i skildringen af en desorienterende, udknaldet mareridtstur gennem storbyens underverden. Filmen fungerer samtidig som slagkraftig protestsang i den igangværende iranske kvinderettighedsbevægelse, og er derfor optaget i al hemmelighed. Der er flere film på programmet, så jeg må desværre smutte før Q&A'en med filmens instruktør, Ali Ahmedzadeh, efter visningen. Men i sig selv er hans tilstedeværelse i København og hans møde med Filmskolens filmskabere et godt argument for festivalens vitalitet, og som indlæg i dagens statusrapport er Critical Zone et uafviseligt argument for den aktivistiske kunst netop nu.
“En festivaloplevelse, hvor man både ser frem og tilbage, med andre ord. Man halser efter eksperimenterne det ene øjeblik, lader sig berolige af disciplinen det næste.”
Aftenen slutter i mørket, tilbage i Empire. Her kan man ånde lettet op og læne sig tilbage. Man ved, hvad man får med kinesiske Wei Shujuns Only The River Flows: En post-Seven crime-thriller i arven fra Memories of Murder (2003) og Kyoshi Kurosawa. Vi snakker en sammenbidt detektiv, en wacky lærling, et fordærvet lokalsamfund, der lever i fordærvende omgivelser, subtil kritik af kinesiske autoritetsstrukturer, metafilmisk subversion og generel eerie atmosfære. Og nå ja, helt ustyrligt meget regn. Filmen er optaget på 16mm og sat i 1995, hvor alt ånder: skrumlede stationære computere, støvede projektorer og bordtennis i personalerummet. Shujun er ikke just debuterende spillefilmsinstruktør (det er ingen af dagens instruktører i øvrigt), men man imponeres alligevel over en så selvsikker leg med koder og konventioner, så tidligt i karrieren. På den ene side, på bedst mulig vis, skamløst bagudskuende; på den anden side helt sin egen. På et scene-til-scene-niveau er Only The River Flows en sjældent gennemført slow-burn efterforskningsfabel, der sender én hjem på cykel gennem et mørkt, mennesketomt København salvet ind i paranoia og gedigent filmhåndværk.
Så hvad er op og ned i det kunstnerisk afsøgende lag af samtidsfilmen anno 2024? Oppe i abstraktionernes sfære kan man på Generation opleve regulære teknologiske og kunstneriske nybrud – nye alkymistiske muligheder for de levende billeders sansestimulering. I midten kan man så støde på filmmediet som værn og våben i verdens mange politiske kampe. Nede kan man få pusten igen og rodfæste sig i traditionernes fællesfortællinger – lade sig forføre af små gyngninger i en ellers sikker grund. En festivaloplevelse, hvor man både ser frem og tilbage, med andre ord. Man halser efter eksperimenterne det ene øjeblik, lader sig berolige af disciplinen det næste. En overraskende konklusion? Måske ikke, men man skal næsten prøve det på egen krop.