Planternes profeti
Interview
På dette års CPH:DOX præsenterer Nour Ouayda sin nyeste film The Secret Garden (2023). Det er en fabel i otte kapitler om en forbuden have, der pludseligt vokser frem i byen. Med sit hvileløse kamera søger og fanger Ouayda billeder af natur, der trænger frem gennem asfalt, op ad mure og i altankasser, mens en voiceover guider beskueren gennem to venners opklaring af havens mysterier. Det er en perfekt film til festivalen, der altid har hybridfilm og nye dokumentarformer i højsædet, og det er skønt allerede at se Ouayda tilbage efter Towards the Sun (2019), der både figurerede på programchef Mads B. Mikkelsens stemmeseddel til Sight and Sound’s liste over verdens bedste film, og som Skuelyst dengang dækkede med stor begejstring.
I forbindelse med premieren på The Secret Garden inviterede vi den libanesiske filmskaber til en dialog om historiefortælling, filmens tilblivelse og om forholdet mellem virkelige begivenheder og magiske forestillinger.
af Nick Bruhn-Petersen
THE SECRET GARDEN
Nour Ouayda, 2023
The Secret Garden har premiere på CPH:DOX – en dokumentarfilmfestival – og alt imens filmens billeder og lyd klart er dokumentariske, så er det også din mest plotorienterede film, som jeg hidtil har set. Det er nærmest et mysteriedrama. Hvordan fik du idéen til denne film, historien og karaktererne?
“I begyndelsen var der et billede af en plante i lyset fra en lommelygte om natten. Lyset blinkede indimellem, bevægede sig op og ned, til venstre og til højre, og planten kom til syne og forsvandt om og om igen. Dette var det første billede, der kom til mig, og ud fra dette blev resten af filmen til. Jeg begyndte at genskabe billedet på min kameratelefon ved at tage billeder af planter på gaden om natten med blitz slået til. Denne aktivitet spredte sig til dagtimerne, og jeg blev mere nysgerrig på disse planter, idet jeg begyndte at få øje på dem overalt. Jeg lagde mærke til, at de udsprang fra de mærkeligste steder, hvoraf nogle var helt uvirkelige. Jo mere jeg stirrede på dem, desto mere mærkelige blev de. Alt dette opbyggede en stemning af fremmedhed og mysterium, der kom til at præge filmen undervejs i tilblivelsen. Den følelse som jeg tror, er særligt afgørende for mig, er friktionen mellem det genkendelige og det fremmede; hvor planterne, som jeg havde kigget på hver dag, pludselig kunne virke fremmede.
For lige at gå tilbage til det første billede, så gav lommelygtens bevægelser mig også en idé til en historie om to venner, der strejfer rundt i byen om natten på jagt efter deres kat, og leder i planter, træer og buske. Undervejs i projektet udviklede katten sig til et magisk væsen, og planterne, træerne og buskene blev mere mystiske skabninger af mistænkelig oprindelse. Selve de to karakterer, Camelia og Nahla, har været en del af flere af Carine Doumits (medforfatter og klipper) og mine film, tekster og historier. Derfor var det oplagt, at det skulle være dem, der var fortællingens hovedpersoner.”
I filmen vil historien om haven kun give sig til kende i myter og fortællinger. I superheltefilmenes æra lader det til, at ”seriøs” filmkunst flytter sig væk fra fantastiske universer. Går du med vilje mod denne strømning, eller styrer dine grundlæggende idéer om filmkunst dig naturligt i retning mod eventyr og historiefortælling?
“Jeg vil klart sige, at jeg har en tilbøjelighed til eventyr og historiefortælling. I Towards the Sun og one sea, 10 seas (2019) eksperimenterede jeg lidt forsigtigt med det. Men noget ved de sidste tre års ret surrealistiske hændelser har draget mig tættere på den måde at fortælle historier. Jeg legede allerede mere direkte med det i mit bidrag til udstillingen At Edge of the Forest, A Garden (2021), og i videoværket Not All Things That Shine Are Beautiful (2022). Men jeg vil sige, at min lyst til at skrive historier blev mere moden med denne film. Fortællekunstens univers giver plads til, at det mulige og det umulige kommer tæt på hinanden. Grænserne sløres, og det overnaturlige og magiske viser sig, og det er virkelig sjovt og tilfredsstillende for mig!”
Billede, lyd og fortælling flettes eminent sammen i The Secret Garden, men på samme tid kommer de også enkeltvist tydeligt og adskilt til udtryk: Billederne illustrerer ikke blot fortællingen, nogle gange prøver fortællingen at forstå billederne. Og lyden fungerer altid som synkron med billederne, men lydene stammer klart fra en million forskellige steder. Hvordan var din proces med at skrive og indspille filmen? Kom historien først, og så optog du, eller blev fortællingen skabt til billederne?
“Jeg optog filmen hen over en periode på to år (fra slutningen af 2019 til slutningen af 2021). Vi havde ikke skrevet en hel historie som sådan, men vi havde skitseret den følgende præmis, som senere blev til filmens historie: Efter en forbudt have eksploderer inde i en by, vandrer to kvinder rundt i efterdønningerne mellem planterne på jagt efter en kattelignende figur, som skulle bo der. De finder vej gennem den nye natur med hjælp fra illustrationerne i en notesbog skrevet af den eneste botaniker, der nogensinde har været indenfor i den forbudte have.
“Jeg synes, at den legende tone giver plads til magi og mystik i alle filmens forskellige dele.”
Jeg vidste, at jeg måtte lave nogle filmoptagelser før, at Carine og jeg kunne komme i gang med at lave historien. Jeg var også sikker på, at jeg ikke ville filme mennesker, og at jeg kun ville filme planter. Karaktererne skulle ikke blive spillet af skuespillere, men de skulle udelukkende have en rolle gennem fortællerens stemmen. Jeg begyndte at lave noter med bestemte steder og planter, som jeg fandt, når jeg gik gennem byen. For det meste gik jeg alene ud og filmede med ét kamera og én filmrulle ad gangen. Jeg optog en rulle film ved hver location. Det var første gang, at jeg optog på film, så jeg afprøvede og udforskede min egen krops forhold til rummet med kameraerne. Jeg optog med et Bolex (16mm) og et Nizo (Super8). Begge kameraer har indstillingsmulighederne, hvor man kan skyde frame-by-frame og lave timelapse med varierende billedhastigheder, hvor jeg kunne eksperimentere med at klippe i kameraet. Dette blev en måde at overføre mit åndedræt og kropshastighed til celluloidbillederne, mens jeg bevægede mig rundt de forskellige steder. Jeg ville gerne have, at filmen fik stedernes ånd med i billederne, og min krop var et vigtigt middel for at fange den energi.
Carine og jeg havde mange vandringer og samtaler, mens jeg optog filmen, så hun fulgte processen tæt. Selve historien skrev vi først færdig, mens vi klippede filmen. Men jeg vil ikke sige, at historien var skrevet til billederne, men med dem; forstået på den måde, at historien formede billederne, og at billederne i sidste ende også formede historien.”
Lyddesignet er utrolig detaljeret. For eksempel kan man indimellem høre vindstøj i mikrofonen – en slags Verfremdungseffekt i lyd – hvor det virker som om, at naturens lyde ikke kan rummes inden for udstyrets teknologi; på samme måde som træerne og planterne slår revner i byens cement. Hvad var ideerne og tankerne bag lydsiden?
“Billederne er optaget uden lyd. Synkroniseret lyd var ikke noget, vi tog hensyn til, mens vi arbejdede på lydsiden. Al lyd i filmen, undtagen voiceoveren, er genbrug. Tatiana el Dahdah (tonemester) and Ghassan Salhab (filmskaber) gav os adgang til nogle lydarkiver, der mest bestod af ambientlyde samt et lille udvalg af mere distinkte lyde, der er nemmere at isolere. Vi brugte også nogle lyde, som jeg havde optaget på min telefon, mens jeg gik rundt i byen. Jeg vil tro, at det er disse lyde, du tænker på, hvor man kan høre min hånd på telefonen og vindens overstyring. Filmens klipning kom ikke videre, før vi havde fundet to-tre specifikke lyde at knytte til billederne. Det var for eksempel tilfældet med lyden af fuglene, den skingre, knirkende lyd af en trillebør og hornlyden, der alle satte et væsentligt præg på filmens to første kapitler. De styrende lyde bidrog til historiens stemning af fremmedhed. Når det kom til valget af atmosfærelyde, ønskede vi flere forskellige lydbilleder, der kunne understøtte karakterernes bevægelser rundt i byen.
Den electroakustiske musiker Kinda Hassan, lavede filmens soundtrack. Hun trak også på lydkilder fra sit eget arkiv, hvor hun især omdanner akustiske optagelser til elektroniske lyde. Hendes bearbejdning af lydene afspejler overordnet set filmens historie: en gradvis transformation af en by og dens befolkning, efter nogle mystiske planter kommer frem i gaderne. Kinda arbejdede også med at tilføje mange lag af lyd, så de næsten ikke bemærkes, hvilket skaber et kontinuerligt flow, der bliver mere mærkværdigt, desto længere ind i filmen, man kommer. Desuden er det især lydsiden, der bidrager med filmens mere legende tone. Den kommer frem gennem stemmerne, musikken og de mange forskellige elektroniske lyde, der minder om lydene i sci-fi film. Jeg synes, at denne legende tone giver plads til magi og mystik i alle filmens forskellige dele.”
Når jeg ser filmen, kommer jeg til at tænke på en eksperimentalfilmkanon, der personligt har betydet meget for mig, men som ikke bliver nævnt så ofte længere; heriblandt Peter Greenaways tidligere værker om den fiktive karakter Tulse Luper og mere åbenlyst Stan Brakhages film. Dette skyldes uden tvivl, at du optog på celluloidfilm frem for digitalt, men mit spørgsmål går på, hvad du havde som dine personlige referencer i forbindelse med at lave filmen? Havde du nogle direkte indflydelser?
“I vores løbende udvekslinger og samtaler viste Carine mig digitale kopier af Helga Fanderls film. Jeg kan huske, at jeg så Kakibaum (2009), hvor hun filmer fugle, der sidder i et kakitræ i sort-hvide billeder. Det så hektisk ud på grund af de små udbrud af eksponering, som hun skød det med. Der er et skud i min film, som nærmest er direkte taget derfra! Det skud, hvor fuglene flyver rundt om et træ med blå himmel i baggrunden. Dette var filmet frame-by-frame, hvilket gav en lignende anspændt kvalitet. Malena Szlams Lunar Almanac (2014) og Altiplano (2018) havde jeg også i baghovedet, mens jeg filmede. Begge filmskabere arbejder med en form for klipning i kameraet, der har haft indflydelse på den måde, jeg bruger kameraet på.
“Filmen handler ikke om én bestemt begivenhed, men den prøver at formulere de ændringer, der følger efter den slags omkalfatrende hændelser. Jeg ser filmen som et nedskrift af og budbringer om disse forandringer.”
Af andre værker, der inspirerede mig, var Myriam Charles og Olivier Godins film og forfatterne Jorge Luis Borges og Henri Michaux. De arbejder allesammen inden for en form for magisk realisme, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed sløres. Jeg betragter The Secret Gaden inden for samme univers.”
Dette er din første film siden havneeksplosionen i Beirut 2020. Filmen skildrer ligeså en pludselig hændelse i en by, som sætter store aftryk på stederne og menneskene bagefter. Satte den frygtelige ulykke noget bevidst præg på filmen, eller var lighederne og sammenligningen noget, som du ville undgå eller slet ikke tænkte på?
“Den oprindelige historie om udbruddet af en forbudt have i byen stammer fra 2019, altså et år før havneeksplosionen. Tilfældigvis skete havneeksplosionen få timer efter, at vi fik at vide, at vi havde modtaget støtte til at lave filmen. Filmens historie blev derfor en profeti, der blev til virkelighed den dag. For mig er havneeksplosionen en blandt flere rystende begivenheder, som er hændt de seneste par år, sammen med økonomisk krise, pandemien og protesterne efter 17 oktober 2019. Alle disse hændelser har forandret, hvordan vi forstår vores liv. De har ændret vores referencer. Filmen handler ikke om én bestemt begivenhed, men den prøver at formulere de ændringer, der følger efter den slags omkalfatrende hændelser. Jeg ser filmen som et nedskrift af og budbringer om disse forandringer.”
Mit sidste spørgsmål handler om filmens slutning: Sidste kapitel handler om en ny plante. På en gang lyder den som noget skræmmende i tråd med Invasion of the Body Snatchers (1956 og 1978), og som noget potentielt vidunderligt, i lighed med psykedeliske indsigter og medicinske nybrud. Hvad betyder denne nye plante for dig? Er den et tegn på håb eller fare?
“Planten er et fremmedlegeme (ligesom frøene i Invasion of the Body Snatchers) og samtidig et symptom på byens landskab, som det skildres i filmen. Den er både indvendig og udvendig. Den er et tegn på, at det mystiske og overnaturlige ikke længere hører til det umuliges verden, men er blevet en del af vores hverdag. Jeg kan forstå, hvis det kan virke truende, men jeg ser det ikke som faretruende. Jeg ser det som en udvidelse af grænserne for, hvad der er muligt. Og jeg ved ikke, om det er betryggende eller farligt. Men jeg er sikker på, at det er en fremtidsprofeti.”