Fremmed i et fremmed land
Memoria
Apichatpong Weerasethakul, 2021
Det starter med et brag. Men alligevel ikke helt. Før det, hviler en silhuet i soveværelsets mørke, og der er helt stille. Stilheden varer længe nok til, at tiden sløver ned. Filmen klikker ironisk hastigt i slow cinema-gear – og så lyder braget. Det giver et chok i biografsædet, og silhuetten rejser sig i sengen. Letøvede filmfans genkender med det samme Tilda Swintons distinkte profil. Med langsomme åndedræt bevæger hun sig forsigtigt ud af sengen, sætter sig alene i sin stue, mens hun og tilskueren lytter til natten.
Den thailandske filmskaber Apichatpong Weerasethakul er blandt det 21. århundredes vigtigste instruktører. Siden spillefilmsgennembruddet Blissfully Yours (2002) er hans status på verdens filmfestivaler steget stødt, og i arthouse-kredse er han en regulær superstjerne. Da han vandt Guldpalmen i Cannes i 2010 for Onkel Boonme, åbnede det for en bredere anerkendelse (og hans første danske biografdistribution). Trods alt dette er det stadig overvejende sandsynligt, at læseren af nærværende tekst hverken har hørt om Apichatpong eller kender hans film.
Som optakt til den danske biografpremiere på Memoria, har Cinemateket vist en serie af Apichatpongs tidligere film, og filmklubben Terrassen har præsenteret et kortfilmsprogram. Der har med andre ord aldrig været bedre mulighed for at stifte bekendtskab med filmene, og det skyldes blandt andet også, at Memoria er hans bredest appellerende værk hidtil. Det er en af den slags moderne co-produktioner, hvis åbningstitler varer mere end et minut takket være de endeløse finansieringskilder. Filmen foregår i Columbia med engelsk og spansk som primære sprog, og udover Tilda Swinton i hovedrollen, dukker andre arthouse-kendisser op i småroller, såsom mexicanske Daniel Giménez Cacho (fra blandt andet Zama (2017)) og franske Jeanne Balibar, som lige nu kan ses i Olivier Assayas’ fascinerende HBO-serie Irma Vep (2022).
“Pludselig kender ingen hans navn, eller ved, hvem han er. Var Hernán en fantasme? Et spøgelse? Er dette Apichatpongs Den sjette sans?”
Internationale produktioner som disse kan give bekymring. Der følger en risiko for at miste sig selv, når man for første gang skal lede en multinational, flersproget filmproduktion væk hjemmefra, og i særdeleshed bærer Apichatpongs tidligere værker præg af deres lokale forhold til Thailand. Derfor er det forbløffende, hvordan den thailandske instruktør lykkes med at migrere alle sine fortælleteknikker og yndlingstematikker, mens han samtidig føjer en særskilt, ny filmfortælling til sin oeuvre.
Elektrisk ånd
Lyden, der vækker Jessica (Tilda Swinton), i første scene bliver filmens dramatiske omdrejningspunkt. Som et mondænt mysterium følger resten af filmen hendes opklaring af, hvorfra denne lyd stammer. Scenen er filmens ”inciting incident”; det øjeblik og begivenhed, der sender hovedkarakteren afsted på rejsen mod klimaks. Det er en fast konvention i Hollywoods manuskripthåndbøger, og det er derfor overraskende af Apichatpong at benytte sådan et kneb. Derfra er den rejse, som Jessica begiver sig ud på, derimod på sporet af Apichatpongs egne veje, som på samme tid er sanseligt fysiske og mystisk åndelige.
Jessicas søster ligger på hospitalet med en ukendt diagnose. Her drømmer søsteren Karen om en hund, der har brug for en blodtransfusion. Senere følger en hund efter Jessica ned ad gaden. Det kan være tilfældigt. Jessica og Karen spekulerer, at det kan være hundens ånd, der er årsag til symptomerne. Men søsterens mand Juan (Daniel Giménez Cacho) tror, at det kan være ånden fra en hjemsøgt del af Amazonas, som Karen arbejder tæt ved. I Apichatpongs film findes det gejstlige simpelthen, men det er uklart i hvilken grad. Ligesom i to af instruktørens bedste film Syndromes and a Century (2006) og Cemetery of Splendour (2015) sværmer ånderne om sygdom og pleje, og de giver sig til udtryk igennem elektricitet: På parkeringspladsen tænder bilalarmerne på en mennesketom gade, og flere steder Jessica går hen, blinker lamperne ustadigt.
Når det spøger hos Lars von Trier og David Lynch, går sygdom og elektriske anordninger også igen, men i modsætning til de to sjælefrænders uhyggelige brug af motiverne, så er der en naturlig ro forbundet med det metafysiske hos Apichatpong. Med Freuds tanker om ”das Unheimliche”, så hører ånder hjemme i hans film. Men den høje lyd, som plager Jessica, er foruroligende.
For at opklare mysteriet tager Jessica kontakt til den unge lydtekniker Hernán (Juan Pablo Urrego), der arbejder på musikkonservatoriet. I et digitalt arkiv af lydeffekter finder de en lyd, som minder om Jessicas brag, og Hernán bearbejder lyden efter hendes instruktioner. Det lægger kimen til et venskab, der varer, indtil hun en dag opsøger ham på konservatoriet. Pludselig kender ingen hans navn, eller ved, hvem han er. Var Hernán en fantasme? Et spøgelse? Er dette Apichatpongs Den sjette sans (1999)?
Ikke rigtig. Cirka halvvejs gennem sine film har instruktøren for vane at knække dem over; nogle gange endda med rulletekster. I Memorias anden del rejser Jessica ud af Medellín, og i en lille landsby møder hun snart en ny, ældre Hernán (Elkin Díaz). Han renser fisk, mens han fortæller om sit særprægede, spartanske liv: Han har aldrig forladt sit hjem, fordi han ”husker alt”. Hvert et vindpust og hver en sten. Den store verden er slet ikke nødvendig for et fuldt liv. Jessica lokker med, hvad Hernan går glip af, f.eks. Xanax, fodboldkampe og reality-tv. Det er temmelig ringe argumenter, der mere end antyder filmens syn på Vestens moderne åndsforladthed. De to kan dog blive enige om, at tequila er en strålende menneskelig opfindelse. Igen etablerer Jessica en tæt forbindelse til en ved navn Hernán, og sammen finder de delvist svar på, hvad det er, hun hører.
70/30 balance
En kunstner fortalte mig en engang, at hun arbejder med et forståelseskriterium på omkring 70 procent: Så længe alle modtagere kan forstå mindst 70% af et kunstværk, så er det succesfuldt. De tilbageværende 30% kan kræve en kulturel baggrundsviden, et kendskab til referencer eller en mediespecifik ekspertise, som ikke kan forventes af alle, og de privilegerer derfor et interesseret publikum. God kunst rummer en vis andel af mystik.
Apichatpong Weerasethakuls film er ofte underforståede og ultraspecifikke i deres kulturelle referencer. Jeg føler mig altid på intellektuelt overarbejde og underkvalificeret til at gengive, hvad filmene aldeles handler om. Og selvom et større kendskab til thailandsk historie og religion ville hjælpe på forståelsen, så har jeg endnu ikke været berørt i en grad til at uddanne mig selv.
Da fiskeren Hernan deler et særligt minde med Jessica, bliver hun rørt til tårer. ”Hvorfor græder du? Det skete ikke for dig”, spørger han. Hans undren bliver metakommentar om mit forhold til Apichatpong – og måske for instruktøren et spørgsmål til sit vestlige festivalpublikum. Den skildrede verden er mig ubegribelig og uden for mine dybe følelsers rækkevidde. I betragtning af filmenes lune stemninger, ser jeg altid med fra en halvkølig distance.
“Slow cinema kan afskrække, og karakterernes yndefuldt langsomme bevægelser og dialoger udfordrer helt ærlig også min tålmodighed, men Memoria er et pragteksempel på genren, og hvad langsomheden kan gøre ved filmbillederne. ”
De bærende 70 procent i Apichatpongs film er instruktørens mesterlige udvidelse af filmhåndværket, som han bruger til at tegne et unikt verdensbillede fuld af ånd, mystik og empati. Slow cinema kan afskrække, og karakterernes yndefuldt langsomme bevægelser og dialoger udfordrer helt ærlig også min tålmodighed, men Memoria er et pragteksempel på genren, og hvad langsomheden kan gøre ved filmbillederne. I hver en scene er der aktivitet i hvert eneste hjørne af billedet – eller lige uden for billedet. Det kan være et portræt på en kommode, en bæk der løber gennem landskabet eller bare muligheden for, at noget viser sig i horisonten. Som beskuer sanser man alt det, man kan få med i håb om at afkode det mystiske. Men ligesom i livet er den form for hybrisfyldte erkendelse umulig. For første gang har jeg dog en idé om, hvad Apichatpong blandt andet har på hjerte:
”Memoria” betyder minder. Naturligvis passer titlen på filmens egen fortælling, men den passer også på de metatekstuelle sider, hvor Memoria er en slags ”greatest hits” fra Apichatpongs bagkatalog eller en ”major label”-debut, hvor produktionsløftet raffinerer lyden og forløser alt det, der kom før; Apichatpongs Nevermind, om man vil.
Ligesom instruktøren befinder Jessica sig i et fremmed land. Det er dér, at lydbraget hjemsøger hende. Det er kun hende, der hører det, og hun afsøger afsindige muligheder for at forklare lyden: måske den kan minde om noget fra film, det kan være medicinsk, det kan være åndeligt. Det er alle muligheder inden for hendes (og Apichatpongs) habitus. Memoria viser i sidste ende, at selv hvis kulturen vi bærer og kulturen vi møder, minder om hinanden, så findes muligheden stadig også, at noget simpelthen er ubegribeligt fremmed – netop på grund af vores erfaring og hukommelse. Trods et bevidst åbent sind, så kunne vi nogle gange lige så vel være aliens.