Postkort fra Il Cinema Ritrovato
Det er sommer. Varme og lyse nætter holder os udenfor, og selv de mest cinefile nyder mere af den friske luft. Sommersæsonens filmkultur er væsensforskellig, men den lever stadig videre. Skuelyst har modtaget en række postkort fra tidsskriftets skribenter, venner og bekendte, som beretter om vidt forskellige filmaktiviteter ude i verden.
Første hilsen kommer fra Mads B. Mikkelsen, programlægger på CPH:DOX, hvis postkort snarere er blevet et helt brev om filmfestivalen Il Cinema Ritrovato.
First Case, Second Case (1979)
3. juli, 2019
Min ven,
I år tog vi til Il Cinema Ritrovato-festivalen i Bologna. Vi så utrolige film fra Mali, Senegal, Sydkorea, Georgien, Burkina Faso, USA, Sverige. Alle siger, at det er verdens bedste festival, og de har ret. Imponerende, når man tænker på at de udelukkende viser historiske film i nyrestaurerede kopier og vintage-ruller på 35mm og 16mm. Man kan snildt se alle dagens seks forestillinger uden at blive udmattet. Vi tog toget dertil, allerede dét var en oplevelse, især turen gennem bjergene. Da vi kom frem tog vi direkte til byens store torv for at se Buster Keatons Kanonfotografen (1929) sammen med fem tusind andre mennesker. Der bliver vist film hver aften på torvet og det er gratis, så hele byen kommer. Thierry Frémeaux fra Cannes introducerede: "Lumière opfandt filmmediet tre gange. Som teknologi, som kunstform, og som social oplevelse for et publikum. I samme periode opfandt en amerikansk mand ved navn Thomas Edison også sin version af filmen, men som en kukkasse, hvor den enkelte tilskuer smider en mønt i automaten og ser filmen alene. Det er det, man i dag kalder Netflix."
Nogle af de bedste film var fra Afrika: to mellemlange film af Djibril Diop Mambéty fra 90'erne, Souleymane Cissés Baara (1978) på 35mm, og Gaston Kaborés Wend Kuuni (1982), som jeg aldrig havde hørt om, men som var en fantastisk smuk film om en forældreløs dreng, rammet ind af en meget menneskelig fortælling om medfølelse, overtro og venskabet mellem drengen selv og en ung pige. Det er film som disse, der kan få én til at genvinde troen på både filmmediet og menneskeheden, intet mindre.
En anden vellykket visning introducerede os til fire georgiske kortfilm af blandt andre Otar Iosseliani og Sergej Paradjanov, som blev vist sammen med en restaureret kopi af Manoel de Oliveiras O Pão (1959), som længe har været utilgængelig. Motiver af fysisk og åndeligt arbejde - fra kunsten at bage brød i en tunnelformet stenovn til at kunsten at skabe, ja, kunst - gav genlyd på tværs af filmene og helt ind i andre film, som vi så flere dage senere. Det er den slags spejlinger, der gør Il Cinema Ritrovato til så stor en oplevelse og minder én om, hvor meget der er at opdage.
Morgenvisningerne starter klokken ni, og eftersom man måske ikke sover så meget (og at det i øvrigt var meget varmt), sker det at man falder i søvn i biografen. Ikke at det gør så meget; nogle gange bidrager det nærmest til filmen at man falder lidt hen, og andre gange kan man ligefrem opleve at se syner på lærredet, mens man kæmper for at holde sig vågen til en film. Det kan være en næsten transcendental oplevelse, som nogen burde undersøge nærmere.
I løbet af ugen blev der arrangeret en rundvisning i Cineteca di Bolognas arkiver og laboratorium, hvor to hold af ansatte arbejder på skift næsten hele døgnet rundt med at restaurere film. Laboratoriet er et af verdens førende. Man kommer af sig selv til at tænke på Dr. Frankensteins huler, når man bevæger sig rundt derinde mellem kolber og computere. Tanken om hvor mange film, der er gået tabt i tidens løb, er svimlende, og det samme er det arbejde, der ligger i at redde så meget som muligt mens tid er.
En af de restaurerede film, som mange havde ventet på at se, var Abbas Kiarostamis dokumentar First Case, Second Case (1979), optaget under den islamiske revolution i Iran samme år, og som blev forbudt og siden har været utilgængelig. Den er et analytisk studie i etik: En skolelærer bliver afbrudt af en elev, der banker under bordet i timen, og da han ikke kan afgøre hvor lyden kommer fra, sender han hele bagerste række uden for døren i en uge. Her står de så, mens Kiarostami stopper sin egen film for at interviewe et panorama af mennesker om sin lille fortællings moralske implikationer; drengenes fædre, en imam, en rabbiner, intellektuelle, eksil-iranere... hver og én har sine egne meninger om solidaritet, autonomi, kollektiv afstraffelse, og man bliver ofte forbløffet, når man forsøger at gætte sig til hvordan den enkelte mon vil reagere på Kiarostamis dilemma game. At billedstilen er rent illustrativ giver filmen en særegen poetisk kvalitet ved siden af at være en uvurderlig tidskapsel fra et historisk opbrud, hvor Kiarostami formåede at holde hovedet koldt. Allerede i samtiden blev filmen kritiseret for at gribe til det traditionelle talking heads-format i sine interviews. "Det er jo slet ikke din stil, Abbas," sagde folk dengang ifølge kvinden, der introducerede visningen i Bologna. Kiarostami var allerede dengang kendt som den distancerede og reflekterede poet, i modsætning til sine mere radikale og politisk engagerede kolleger. I dag er filmens objektive ambitioner og respekt for taleren og det talte ord blevet et velkendt greb i den akademiske avantgarde og den diskursive dokumentarisme, mens den mere militante kameraet-som-våben-filosofi ofte virker bedaget.
Bologna selv er en smuk og velbevaret by. Mange af gaderne er arkader. Når man er på restaurant eller bar har man indtryk af at tiden gik i stå engang i midten af 80'erne. Universitetet fylder tusind år senere i dette århundrede, og overalt på gader og pladser sidder der studerende og snakker til langt ud på natten. Næste gang vil jeg gerne se lidt mere af byen. I mellemtiden vil jeg fortsætte med at se film fra hele verden. Hav det godt så længe,
Kh Mads
