Små hunde kan også vise store ting
Sleepytime
Joe Brumm, 2020
I den seneste tid har min to-årige datter bragt mig i et dilemma. Hun har med tydelig iver villet se Bluey-afsnittet Sengetid (eller Drømmeland – den danske titel varierer, men der er tale om originaltitlen Sleepytime). Min tvivl har gået på, om det er en god idé. Om det er passende for hende at se Sleepytime. Ikke på grund af kvaliteten (mens meget børnefjernsyn er af svingende kvalitet, er Bluey stabilt fremragende), men fordi hendes reaktion altid er den samme: Hun sidder totalt fortryllet lige indtil slutningen, hvor hun overvældes af en enorm melankoli og skal trøstes. Hun begynder at savne. Over for dilemmaet har hun dog fået lov hver gang, og jeg har med fascination fulgt nøje med.
For dem, der ikke er børnefamilie eller ikke ved det, er Bluey noget så sjældent som en anmelderelsket børneserie. Et decideret tv-fænomen, som er beskrevet i flere kritikerklummer og sågar er med på toplisten i The New York Times. Serien handler om hundefamilien Heeler, der består af forældrene Bandit og Chilli og deres to piger Bingo og Bluey på henholdsvis fire og seks år. Hvert afsnit handler om velkendte situationer fra familiehverdagen – ofte med et særligt fokus på leg.
“Beskrivelsen ”Mickey Mousing” bliver ofte brugt negativt, når musik og bevægelse følges for tæt ad, men inden for denne Disney-kortfilmstradition er det som at se drømmefabrikken udfolde sit fulde potentiale.”
Følger man med i serien, vil man se små udviklinger i fortællingen: Bluey og Bingo bliver så småt ældre – i modsætning til familien Simpsons – og legefaren Bandit lærer faktisk af sine velmenende fejl – i modsætning til familien Gris (og de fleste andre børneprogrammer), der altid er fanget i arrested development. Men man kan også droppe ind i Bluey og se et tilfældigt afsnit, som var det en kortfilm på 7-8 minutter.
Nyd rejsen
Sleepytime skildrer en nat i familien Heelers hjem. En velkendt hverdagssituation for børnefamilier – og for venner til børnefamilier, der hører om de almindelige natteforstyrrelser, der nærmest kan afholde folk fra selv at få børn. Men Sleepytime handler om meget mere.
Det starter med en af mine narrative favoritter. Et fortællegreb, som Ingmar Bergman brugte sublimt i sit mesterværk Smultronstället – Ved vejs ende (1957): en præsentation af destinationen fra begyndelsen. Ligesom professor Isak Borg beskriver, at han skal rejse fra Stockholm til Lund for at modtage sin æresdoktorgrad, så fortæller lillesøster Bingo til sin mor, at hun vil sove i sin egen seng hele natten, fordi hun er en stor pige. Målet er klart, og beskueren kan nu fokusere på rejsen med H.C. Andersens berømte bonmot i baghovedet.
Chilli læser to historier højt for Bingo under putningen: en historie om en kylling, der klækkes ud af ægget og ser sin mor, og en bog om solsystemet. Da Bingo falder i søvn, drømmer hun om rummet. Hun klækkes ud af jordkloden, og ud af månen klækkes hendes kælebamse Ninus. De to springer mod hinanden i omfavnelse og svæver gennem rummet som Wall-E og EVE i Pixar-mesterværket (fra 2008). En filmisk reference som tangeres og nærmest overgås i Sleepytime, med en drømmende lethed og ynde i sit visuelle design – godt hjulpet af lydsiden. Musikeren Jazz D’Arcy har omskrevet Gustav Holsts klassiske komposition Planeterne til et boblende musikunivers, der lægger lyd og følelser til Bingo og Ninus’ ordløse drømmerejse. Beskrivelsen ”Mickey Mousing” bliver ofte brugt negativt, når musik og bevægelse følges for tæt ad, men inden for denne Disney-kortfilmstradition er det som at se drømmefabrikken udfolde sit fulde potentiale.
At være god nok
Undervejs i Isak Borgs rejse sydpå gennem Sverige i Smultronstället, klippes der til dagdrømme, mareridt og minder fra Borgs liv. Bergman viser, at plottets ydre fysiske rejse bliver anledning til en vigtigere indre rejse. I Smultronstället gøres et langt livs mening op med angst, fortrydelse og forbigående lykke. Ved filmens ende er den bitre Borg forløst af sin frygt for døden og overladt til en slags sjælefred.
Sleepytime klipper også mellem drøm og virkelighed, men vi befinder os tættere på livets begyndelse og den dertilhørende bekymringsløshed. I ”virkeligheden” oplever vi natten fra de voksnes perspektiv, mens Bluey og Bingo befinder sig i ”drømmeland”. Begge børn har i søvne fundet vej til forældrenes seng. Her krydsklippes bl.a. mellem Bingos drøm, hvor hun løber hen over Jupiters overflade, og virkeligheden, hvor faren Bandit halvsovende bliver trampet på af begge sine døtre.
Sekvensen er en lang og underholdende montage for store og små – men det er mere end det. Børnelægen og psykoanalytikeren D.W. Winnicott, hvis tekster fra efterkrigstiden er noget af det mest indsigtsfulde forældrelitteratur i omløb, har et centralt begreb om ”den gode nok mor”. Man er god nok, når man er almindeligt hengiven forælder, der holder af sit barn og lige så udholder sit barn. Her kan det være naturligt at føle grimme ting: smerte, sorg, udmattelse, irritation og vrede, men disse følelser er kun forkerte, hvis man tænker, at man skal være den perfekte forælder.
Når Bandit og Chilli udholder småtæsk og hundses rundt om natten, ser vi dem hverken nyde det eller ønske særlig anerkendelse, men de viser, hvad det er, gode nok forældre gør.
Auteurs i rummet
En af sidste års væsentligste amerikanske film Armageddon Time (2023) viste talrige eksempler på reaktionerne, når forældre ikke føler sig ”gode nok”: Man bliver magtesløs, handlingslammet og tyer i værste fald til nyttesløs afstraffelse.
I filmen følger vi den jødiske familie Graff, som bor i Queens, New York i starten af 1980’erne. Hovedpersonen er den yngste søn Paul, som starter i 5. klasse på den lokale folkeskole, hvor han kæmper alvorligt med trivslen. Han føler ikke, at han passer ind, men filmen viser, at drengens største udfordring er, at den eneste i familien, der forstår ham, er den aldrende bedstefar (Anthony Hopkins). Alle andre voksne i hans liv – ikke mindst hans forældre – reagerer på mange uhensigtsmæssige måder.
Skildringen skulle være tæt selvbiografisk for instruktøren James Gray. I to årtier har han lavet seriøse genrefilm om forholdet mellem forældre og deres børn. I rumfilmen Ad Adstra (2019) tager astronauten Roy McBride (Brad Pitt) til det ydre rum for at finde sin far (Tommy Lee Jones), der fra en rumstation på den fjerne side af Jupiter udgør en trussel mod Jordens eksistens. Det er en rejse til mørkets hjerte, men imod forventning er det ikke en gal Kurtz, vi møder derude. I stedet er faderen en desperat humanist, der gør sit bedste med ubevidst katastrofale konsekvenser. I ét billede forløser Gray sin filmografis blik på familie: Da Brad Pitt og Tommy Lee Jones hvirvler og wrestler rundt i universets mørke uendelighed, ser vi en fundamental brydning mellem Faderens ambitioner og Sønnens egen vilje. En konflikt i gensidig kærlighed hinsides tid og sted.
“Bingo græder i sin søvn, men som et pludseligt deus ex machina suges hun ud af mørket med magnetisk kraft og flyver på en lynstråle i retning mod solen”
Historisk set har sci-fi-genren ofte været påskud for en skildring af universelle tematikker. Uden for vores verden kan de store spørgsmål sættes på spidsen, og mange af de største filminstruktører har på et eller andet tidspunkt givet deres bud. I Danny Boyles Sunshine (2007) rejser en ekspedition mod solen for at genstarte den livgivende stjerne med en atombombe. Hvor mørket i Ad Astra var uendeligt og evigt, så er solen i Sunshine sublim. Den er på én gang defineret og ubegribelig, og filmens videnskabsfolk tilbeder solen som en guddommelighed. Deres drømme er mareridtssyner om at brænde op i solens overflade; essentiel for livet, naturligt tiltrækkende og destruktiv, hvis man kommer for tæt på.
Kærlighedens tyngdekraft
I Sleepytime kommer Bingo og Ninus også til udkanten af solsystemet. Her er mørkt og koldt i drømmeland, fordi dynen er faldet af Bingo i virkeligheden. De to tager springet ud i intetheden for at komme ud af deres knibe. De svæver forbi Saturn, hvis ringe består af en masse kælebamsekaniner, der roterer om planeten. Ninus vil gerne være sammen med de andre kaniner, og vemodigt giver Bingo slip på sin kælebamse. (Det er her min datter rammes af overvældende melankoli).
Bingo græder i sin søvn, men som et pludseligt deus ex machina suges hun ud af mørket med magnetisk kraft og flyver på en lynstråle i retning mod solen. Hun lander på den lille planet Merkur, og med samme tæthed som fra udsigtsrummet i Sunshine falder Bingo til ro i solens varme lys. “Remember, I’ll always be here for you. Even if you can’t see me. Because I love you”, lyder det rungende fra solen med Chillis stemme. Tilbage i virkeligheden holder hun om sin sovende datter, der endelig føler sig stor nok til at sove trygt hele natten i sin egen seng.
Winnicott skriver, at det vigtigste for et barn, er at blive holdt. Hans begreb ”holding” handler om at føle sig holdt psykisk eller fysisk, når man har allermest brug for det. I Sleepytime ser vi, hvad det vil sige, og hvorfor det er vigtigt. Omfanget af forældreskabet kan føles sublimt som solen – afgrænset og uendeligt på samme tid – og dét overvælder også mig.